Darwin og Kakadu

Inden du/I går i gang med at læse dette indlæg, skal vi advare om, at det er en meget lang tekst, for vi har oplevet så mange enestående ting på denne tur.
Sæt jer til rette med en kop kaffe eller lignende og måske en god cigar.

Vi skulle tidligt af sted på vores 3-dags safari til Kakadu Nationalpark. Op kl. 05.30, morgenmad kl. 06.00 og kl. 07.00 blev vi hentet i en 20 personers minibus af en fyr ved navn Juuie på omkring 30 år.
Hans viden om Australien, dets historie og selvfølgelig Kakadu var enorm, og han var under hele turen en fantastisk guide.

Aftenen før afgang havde vi snakket med en anden dansk familie, der lige som os skulle med på turen. Familien bestod af 2 voksne (Maja og Dennis på omkring 35) og Camilla på 11 og Daniel på 8. Vi fik sat os sammen i bussen, og ungerne såvel som de voksne faldt hurtigt i hak, og vi brugte meget tid sammen på hele turen, og har også aftalt at mødes, når vi køre rundt i autocamper. De kører nemlig modsat os.

Første stop på turen var ved en billabong (en form for en flod/sø) kaldet Carrobooree billabong. Her skulle vi med en båd ud og se på saltvandskrokodiller, fugle og åkander. Da vi blev sat i båden, fik vi strenge ordre om, at det var absolut forbudt at læne sig ud ad båden med nogen som helst kropsdel eller rejse sig op i båden, da båden derved kunne kæntre. Hvis man gjorde noget af ovenstående, ville der være stor sandsynlighed for at blive ædt af en krokodille, da denne billabong havde Australiens største bestand af saltvandskrokodiller. Vi fortalte dette til børnene, så Emilie var rædselsslagen under hele turen, for hun var sikker på, at båden ville synke, og at vi ville blive spist af krokodillerne. Nikoline skulle selvfølgelig prøve at rejse sig op.
Det var ikke overdrevet, at der var mange krokodiller. Jeg tror, vi så over 30-40 krokodiller på en tur på under 1 time. Lars fik filmet - i bedste Steve Irwin stil – en krokodille der ”sprang” op af vandet og spiste en fugl, der stod i vandkanten. Manden der sejlede båden, bad Lars om at maile ham sekvensen på film, da det ikke var mange forundt at få filmet dette. I andre kan se den, når vi kommer hjem.
På turen blev der også fortalt om dyrelivet et sådan sted. Blandt andet fortalte han, at fuglene aldrig blev særlig gamle, da alle dyr i nærheden af denne billabong før eller siden ville blive ædt. Vi fik dog set en del fugle og de smukkeste åkander/lotusblomster.
Sikkert i land fortsatte turen mod Jabiru, hvor vi skulle overnatte. Vi skulle sove i en slags telte/hytter med tykt myggenet på siderne, tyk teltdug på taget og fast bund bestående af træplader. Der var også toiletter og bad, så helt primitivt var det ikke.. Efter at have lagt bagagen i vores telte, skulle vi ud til et sted kaldet Ubirr Rock, for at se eksempler på hulemalerier/klippemalerier lavet af aboriginals. Nogle af malerierne var flere tusind år gamle, og viste deres historie, hverdagsliv og dyrelivet omkring dem.
Vi kravlede op på det højeste sted, og fik mulighed for at se solnedgangen over Ubirr og Kakadu. Stedet her er også det sted, hvor en del af Crocodile Dundee er filmet. Det var utrolig smukt.
Vi nåede lige ned af klippen, inden det blev fuldstændig mørkt.
Da vi kom tilbage til lejren, skulle vi i gang med aftensmaden bestående af fisk og ris. Først omkring kl. 20.30 begyndte vi at spise, men ungerne klarede det fantastisk, og gik lidt rundt i mørket, selv om både Lars og jeg ikke var helt trykke ved det, da der var dingoer i nærheden.. Hurtigt efter aftensmaden gik vi i seng. Lars og Nikoline sov sammen og Heidi og Emilie. Det var en nat fuld af alverdens ukendte og til tider uhyggelige lyde. Frøer, cikader, dingoer, firben og alt muligt andet. Det var ret spooky, og specielt Heidi fik ikke sovet ret meget.
Kl. 05.45 skulle vi op igen, for på 2. dagen skulle vi igen køre omkring 500 km for at komme til byen Kathrine.
Første stop på turen derned var ved Yellow Water Wetlands. Dette sted er en del af South Alligator River. Her kan man gå på en indhegnet stig (grundet saltvandskrokodiller) og se på naturen. Vi fik set flere forskellige fugle blandt andet store ørne. Juuie fortalte, hvad de forskellige dyr, planter og træer kunne bruges til. Han fik blandt andet Lars til at spise numsen af en grøn myre (på størrelse med de danske skovmyrer), da denne smagte af lime/citron, hvilket Lars bekræftede.
Vi besøgte også et kulturelt center (museum) der handlede om aboriginal-kulturen. Meget spændende at læse om deres historie, og de hvordan de levede/lever.
På vores videre tur stoppede vi ved et kæmpe termitbo. Det var måske 4 m højt og ifølge Juuie var det omkring 80 år gammelt og stadig produktivt. På hele vores tur gennem nationalparken så vi tusindvis af disse bo, der skyder op alle steder i forskellige forme og størrelser. Et bo har kun en dronning i boet levetid. Det vil sige, at ved det store bo hvor vi stoppede, var der en dronning på omkring 80 år, der stadig lægger æg. Her er der ikke noget med at have hovedpine, for så dør hele kolonien.
40 km før næste stop kørte vi væk fra main road og ud på en tur, hvor vi alle blev rystet fuldstændig igennem. 40 km kørte vi på disse røde grusveje, der er fuldstændig bølgede med omkring 80 km i timen. (Forestil jer en mariehøne der køre på bølgepap på den bølgede side - dens prikker ville falde af.). MEN det var skide skægt, og ungerne skreg af grin.
Efter de 40 km endte vejen i en lille grøn oase. Vi havde fået besked på at medbringe badetøj, for her skulle vi ud og bade. Da vi gik 30 m gennem noget krat/buskads kom vi til noget der minder om ”den blå lagune”. Det var helt fantastisk smukt. En lille sø (ca. 2 fodboldbaner) omkranset af klipper, palmer og med en lille sandstrand. Vores selskab (altså 20 personer) var her alene. Her skulle vi bade, og vi havde alle badetøjet på, og var parate til at hoppe i. Heidi få dog øje på et skilt hvor der med store røde bogstaver står DANGER. Neden under står der, at der er ferskvandskrokodiller (spiser ikke mennesker, men kan godt finde på at angribe) og at saltvandskrokodiller i den tørre periode (som vi er i nu) godt kan finde på at besøge søen. Badning på eget ansvar.
Lars og ungerne får besked på at droppe baderiet, men er allerede sprunget i vandet, og selv moder må overgive sig til vandet på trods af skiltet, det var simpelthen for fantastisk til, at det kun var krokodiller der skulle bade der.
Efter badning skulle vi spise frokost, hvilket dog var noget af en prøvelse. Der var fluer alle steder. Hvis du åbnede munden forsøgte de at kravle derind, holdte man sig ikke for næsen kravlede de derind – føj, føj og atter føj. Efter en kort frokost grundet fluerne gik turen videre mod Kathrine, hvor vi skulle overnatte på en campingplads magen til den forrige og i samme slags telte.
Inden vi kom til campingpladsen kørte vi ud til en anden oase for at bede. Der var 2 en oppe og en nede. Den der var nede var også smuk, men ikke lige så fantastisk som den første. Mens Maja og jeg blev nede med børnene, klatrede resten af selskabet op på toppen af en klippe, hvor der var en mindre sø med et vandfald, hvor de kunne bade. Ifølge Lars var dette det smukkeste sted han havde været. Surt ikke at få det set, men mændene fik sig en rigtig hyggelig tur sammen med Juuie, der igen kunne hive blade af buskene og fortælle hvilke blade man kunne bruges som sæbe, og hvilke man kunne bruges som lotion. Da vi ankommer til campingpladsen er der wallabies (små kænguruer) alle steder, og ungerne løber rundt efter dem. De finder også kæmpe tudser, der er ca. 30 cm lange (kun kroppen og ikke benene). De får dg besked på ikke at røre dem, da de er meget giftige.
Ved solnedgang laver vi bål, hvor vi skal stege kartofler på, som vi skal spise til vores kyllingeret. Mens vi starter bålet kommer der flagemuse og flyvende hunde (kæmpe flagermus på ca. 90 cm i vingefang) og sætter sig i træet over bålet. Fantastisk men også lidt skræmmende.
Efter maden render ungerne atter rundt omkring teltet, og får besked på at blive i nærheden, da der cirka 20 meter væk er en å, hvor der lever ferskvandskrokodiller.
Utrolig at man bliver mindre og mindre nervøs for, at ungerne skal komme galt af sted. Man er allerede ved at vende sig til, at der er en masse farlige dyr, men at vi også skal kunne være der, og at ungerne skal kunne lege rundt, uden at man er nervøs hvert sekund.
Denne nat sov i alle meget bedre, men lydende havde ændret sig en del. Nu var det primært tudser, cikader, wallabies og baskende flagermus man kunne høre.
Efter maden sad vi alle og snakkede og omkring kl. 22.30 gik vi i seng, da vi igen skulle tidligt op.

Efter morgenmaden og et dejligt brusebad gik turen videre til Katherine River, hvor vi skulle på en anden bådtur. Her skulle vi sejle på en flod der ligger i en kløft og som består af 13 dele. De første 4 dele har en længde på ca. 17 km. Vi skulle kun sejle på de 2 første dele.
Kløften var på nuværende tidspunkt op til 20 meter dyb, og i den våde del af året er hele kløften oversvømmet (dette kun grundet regnfald).
I dette område er der også et rigt dyreliv inklusiv krokodiller, og på klipperne har aboriginals også malet. Dette var også en utrolig smuk tur.
Efter bådturen kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi lavet BBQ til frokost.
Efter frokost skulle vi til at begive os hjem, men inden vi kørte ud af byen syntes Juuie, at vi også skulle se et sted som normalt kun besøges af australier. Hot springs bubble spa er en lille å med krystalklart vand og et lille vandfald, hvor vi igen kunne bade. Åen var cirka 5 m bred, men mindede meget om et eksotisk spabad.
Efter svømmeturen begyndte vi vores hjemtur, og ungerne avr også kun lige kommet ind i bussen før end de faldt i søvn. Det var først lige inden Darwin at de slog øjnene op igen, da var klokken 19.00, og vi havde på de 3 dagekørt omkring 1500 km, og kun set en lille del af Australien. Sikke et kæmpe land.

En fantastisk tur som alle der komme til dette område skal prøve. Det er tidligt op hver dag, meget sen aftensmad for specielt ungerne, en masse ukendte lyde, krokodiller, dingoer og wallabie i det fri, primitivt (uden dog at være ekstremt) men alligevel en af de største oplevelser man kan tænke sig. Prøv det………prøv det.

Efter ankomst til hotellet tog vi direkte en tur i poolen og fik derefter noget at spise fra pool - restauranten. Herefter var det på hovedet i seng.
I morges vågnede vi alle omkring kl. 08.30 efter en dejlig nats søvn, friske og veludhvilet for en kort stund.
Efter morgenmad gik vi en tur rundt i byen og så på butikker. Vi havde ikke den store lyst til at gå på byens museum, der ellers skulle være rigtig godt. Det beskriver blandt andet meget om 2. Verdenskrig, hvor Darwin blev bombet af Japanerne. og om hvordan 80 % af byen blev udslettet af en orkan i 1976.
Vi var alle stadig trætte, så vi valgte at tage tilbage til hotellets pools, hvor vi fik badet og pakket vores sager sammen, da vi i morgen skal af sted til Cairns kl. 04.15.

Ved poolen skete der et lille uheld. Nikoline kom løbende hen til børnepoolen, hvor Emilie stod på kanten. Nikoline glider og falder ind over Emilie, der ryger ned i vandet. Emilie er uskadt, men Nikoline slår armhulen og halsen/hagen mod poolkanten og trappen og får en masse hudafskrabninger og en flænge under hagen lige ved halspulsåren. Vi har dog selv vurderet, at det ikke er nødvendigt at hun bliver syet, men vi er nødt til at holde øje med hende hele aftenen/natten grundet evt. hjernerystelse. Hvad kan man lære af dette. Løb aldrig ved pools. Det kunne have gået grueligt galt.

Nu går turen til Cairns, hvor nye eventyr og oplevelser venter.
Vi ses. Håber ikke du/I faldt i søvn.