Fraser Island

Vi vågnede alle efter en nat uden så meget søvn. Det havde regnet kraftigt hele natten, og vores camper stod under et træ med en masse bær (lidt lige som agern) der foruden regnen faldt ned på taget af camperen, så man skulle tro, vi var under beskydning.
Vi glædede os dog alle til at skulle ud til Fraser Island, som Ditlev har fortalt meget om, så efter morgenmad og et hurtigt bad blev vi hentet af en bus.
Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle til Fraser Island på en slags bil/busfærge.
Vores guide Peter var en ældre herre, som har boet hele sit liv i Australien, og som ikke har været uden for dette land. Han viste en masse om Australien og selvfølgelig også en masse om Fraser Island.

Vel ankommet til Fraser Island, blev vi hentet af en 4WD bus, som skulle fragte os rundt på øen. Vi var cirka 30 personer med denne bus, og Emilie og Nikoline var de eneste børn.
Man kan kun komme rundt på øen i et 4WD køretøj eller på gåben.
Øen er verdens største sandø. Der findes ikke noget jord på øen, og øens regneskov er derfor også den eneste regnskov i verden, der vokser på sand.

Vores første stop på turen var Lake Garawongera som er ……………. Øhhhh ???? Vi blev i bussen, da det stod ned i torve og bare turen til toilettet gjorde Heidi og Emilie gennemblødt.
De mest interessante ved dette stop var et skilt, hvor der stod DANGER. Det omhandlede dingoer, som man virkelig skulle passe på. Det var vigtigt at gå i flok, børn og selv mindre teenagers skulle aldrig gå alene eller være uden opsyn, man måtte ikke fodre dem altså dingoerne, og hvis de skulle angribe, skulle man skrige højt og angribe dingoen endnu mere aggressivt end den gjorde.
Næste stop var Happy Valley, hvor vi skulle spise frokost (ja, det tager en krig at komme rundt på øen grundet de massive sandhjulspor – maks. 35 km/t). Happy Vallley er den ene af de tre byer der er på øen. Byen var vel på cirka 10 huse.
Efter frokost kørte vi helt ud til stranden (nu kunne vi endelig køre lidt hurtigere - 80 km/t) kendt som Seventy Five Mile Beach, hvor vi kørte nordpå mod The Colored Sands. Her gjorde vi stop, og da Nikoline var faldet i søvn og det stadig regnede, var det kun Emilie og Lars der stod af bussen for at se nærmer på stedet. Vinden havde blæst sandet op af klitterne, så det nærmest lignede nogle klipper. Samtidig havde mineralerne i sandet gjort, at disse ”klipper” havde forskellige gule og røde nuancer. Flot så det ud også fra bussen.
Næste stop var Maheno skibsvraget. Dette er et vrag af en luksusliner, som tidligere var et hospitalsskib under 1. Verdenskrig. Skibet var blevet solgt til Japan, og på dets vej dertil sejlede det ind i en cyklon, hvilket medførte, at det gik på grund den 9. juli 1935. Siden da har det fået lov til at ligge og ruste op. Om cirka 5 år vil der nok ikke være så meget tilbage, da nedbrydningen nu går rigtig hurtig. Ved dette stop sov Nikoline stadig, men da vi stoppede lige ved vraget, fik Nikoline lov til at sove videre alene i bussen, mens vi andre skulle ud og studere vraget i ”det dejlige regnvejr”.
Herefter kørte vi videre langs stranden til Eli Creek, som er en ferskvands flod/å. Det er østkøstens længste ferskvandssø/å med sine 6,5 km. I timen løber der omkring 4,5 mill. liter ferskvand gennem den. Normalt er det et helt fantastisk sted at bade, men vejret taget i betragtning (det regnede stadig) og at Nikoline stadig sov, blev det kun til en soppetur for Emilie og Lars – dette havde dog også været en rigtig dejlig oplevelse.

Nu var det blevet tid til eftermiddagste, inden vi skulle videre til regnskoven.
Grundet regnen tog vi tilbage til vores frokoststed (Happy Valley) for at vi kunne få te, kaffe og muffins i tørvejr. Nu var Nikoline vågnede op, og kunne ikke forstå, hvorfor vi stadig var samme sted, som da hun faldt i søvn……..
Turen ud til regnskoven gik igen hen over øen, så hastigheden var kraftig reduceret igen. Inde i regnskoven blev vi sat af, hvorefter bussen kørte cirka 700 m længere frem, så vi selv kunne få lov til at gå en tur i ro og mag gennem regnskoven. Nu var vi jo kommet til regnskoven, hvor man så skulle tro, at det stadig regnede men nej, nu var det nemlig lige stoppet med at regne. Vi gik alle en dejlig tur gennem regnskoven, hvorefter turen gik tilbage til færgen. Ved færgen så vi en koloni af rokker i vandet, og nogle delfiner der sprang foran færgen. Dette var de eneste dyr vi fik set på vores tur. Vi havde håbet på at se nogle fritlevende dingoer, men regnen gjorde nok sit til at dyrene forblev i skjul.
Lars og Emilie syntes dog at det havde været en rigtig god tur alligevel, hvor Heidi nok var en smule skuffet. Som skrevet sov Nikoline en stor del af tiden, men hun mente altså alligevel, at hun både havde set dingoer, slanger, sørøver og andet godtfolk, så hun havde også haft en god tur.
En anden megen positiv oplevelse var et middelaldrende ægtepar, der på hjemvejen kom over til os på færgen, og sagde, at de havde rynket noget på næsen, da de så at vi havde 2 børn med, men at de aldrig havde oplevet så velopdragende børn – sikke nogle dejlige små englebasser vi har.

Til aftensmad fik vi friskfanget fisk, barramundi og blæksprutteringe som smagte rigtig godt.
At rejse og opleve tager noget på krafterne, så vi faldt hurtigt i søvn, efter vi havde spist.

I dag vågnede vi så til solskin efter 1½ døgn med konstant regnvejr – dejligt.
I løbet af i går havde vi fået en sms fra vores jyske venner (familien Greve), der havde været på et farmstay omkring en by ved navn Rannes 100 km vest for Gladstone, hvilket havde været en helt fantastisk oplevelse.
Vi har selv snakket om, at det var noget vi også godt kunne tænke os, men alle de steder vi har haft læst om, har ikke været det rigtige, så nu er vi altså på vej tilbage nordpå sådan cirka 500 km, for at tage på det samme farmstay som familen Greve. Det bliver rigtig godt, er vi helt sikre på, men desværre kører vi mod regnvejret…………………………… mere om det næste gang.