Port Stevens og Blue Mountains

Der var både lyn og torden, men ikke nær så slemt som vi havde regnet med. Men regn var der også, så det blev ikke til meget søvn, da det larmer på ”bliktaget”. Da vi stod op ved ni’eren, skulle vi til at finde ud af, om vi ville blive. Efter lidt snak frem og tilbage og udsigt til dårligt vejr alle steder besluttede vi os for at blive…..,og så klarede det op. Heidi vaskede tøj, mens ungerne og Lars lavede morgenmad og legede på legeplads. Ellers stod dagen på afslapning og Lars fik booket sin heldagstur i Blue Mountain med rapelling, desværre ingen ”rope-jumping” (125 meter), da det kun var om vinteren, men turen blev bestilt med en rappelingtur eller ”Abseiling” som det hedder her nede til ned gennem et vandfald på 30 meter…..Lars glæder sig. I aften tager vi på en lille gåtur på Koalaroad, og håber at vi ser en. Det er 1 måned siden, de sidst har set en, så chancen er ikke stor. Og i morgen går turen så til Blue Mountain.

Aftenen forløb med ren afslapning og sjipning, Milles rekord er 8 og Niko’s er 2, såååå det går fremad. Ellers var der latterfugle lige uden for døren og en del pelikaner ude ved vandet. Vi bor ca. 10 meter fra vandet, så vi har en fantastisk udsigt. Om morgenen nåede ungerne en sidste tur på diverse legepladser og Lars fik fyldt vandtanken op (skal gøres ca. hver anden dag) og tømt wastetanken (som IKKE er toilettanken). Og lige pludselig var kl. 9.40, og vi skulle være ude inden 10.00, men Lars insisterede på, at vi skulle gå en lille tur op af Koalaroad, som han havde lovet ungerne, og som vi ikke havde nået aften før. Afsted vi gik, og lige pludselig sige ”spotteren” (Heidi), ”se der sidder sku en deroppe”, og rigtig nok der sad ”sku” en. Fedt!!! Så mangler vi bare at se et næbdyr i det fri. Og så afsted til Blue Mountain. Vi valgte at kører gennem nationalparken i stedet for motorvejen til Sydney, hvilket var et godt valg for sikken en udsigt op af de snoede veje og op til toppen til Katoomba, som er ”hovedstaden” i Blue Mountain og ikke særlig stor. Lars skulle ind på ”Hign’n Wild” og melde sig klar og underskrive diverse papirer om, at det var for egen risiko, at han ville rapelle. Nu var kl. ved at være 17.00, og vi havde hverken ringet til nogen plads for natten, og viste faktisk ikke hvor der var nogen, så Lars spurgte og afsted…puha de havde lige én plads men kun for i nat. Så i morgen måtte jagten gå ind på en anden plads igen. Vi kørte op til byen, fik handlet, og købt en brugt videofilm til aftenen (det regnede) med Black Beauty (Heidi læser en bog højt på turen om Black Beauty, så det var lige sagen). Så fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad. Efter maden fik de voksne en kop kaffe, og pigerne fik en baby-chino (varm mælk med kakao drysset på toppen = varm kakao og skumfiduser) som var en STORT hit.

Næste morgen regnede det stadig PIS, og skyet var det også, men afsted ”tidlig” morgen kl. 8.30, da Lars skulle mødes ved kontoret kl. 9.00, og lige skulle parkere Camperen på en villavej inden, så Heidi og ungerne havde et sted og være.

Lars’ dag:
Vi var fem der skulle afsted 3 piger fra USA og en fyr fra Canada. Vi fik vores udstyr: Hjelm, Seler, våddragt, tørpose og rygsæk, og så skulle guiden Kahn (med rastahår, øreringe og hele lortet) lige have lidt hjælp med at bære tasken med torv. ”Den tager jeg da”. FUCK den var tung, og jeg skulle slæbe den hele vejen til bilen. Nå, første rapellingen var ca. 5 meter, og næste var 15 meter. Det var skyet, så man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Klippen startede med et udhæng, så man skulle starte med at hoppe ud i intetheden (hvorfor der skulle øves på at hoppe kommer senere). 2 gange op og ned før vi hentede endnu en guide, som havde alle canyoning rekorder. Vi fik frokost og skulle så ned af en masse trapper, på med udstyret og afsted ned gennem kløften gennem vandet. Vi fik at vide, at selv om det var ærgerligt, at det var skyet på de første rapellingture, skulle vi være glade for, at det havde regnede, da der så ville være ekstra tryk på vandfaldet. Første ”hop” var ca. 3 meter og skulle være på ryggen på vores rygsæk, så nogle rutcheture gennem diverse mindre vandfald og endnu et hop på benene ca. 5-6 meter. Så kom vandfaldet…..shiiiiit. Ud og stå på kanten så kroppen var vandret og så ”et hop” ud over udhænget og ind under vandfaldet, hvor man skulle passe på, man ikke sad fast og ellers ned ad. 20 meter nede hvor vandfaldet ramte en afsats, var der virkelig tryk på, og her tænkte jeg, at her kunne det gå galt. Vandet trykkede mig baglæns, så jeg var lige ved at vende på hovedet, samtidig manglede mit spænde til rygsækken over brystkassen hvilket betød, at min rygsæk langsomt var ved at glide ned over mine eller brede skuldre. Vandet stod lige ned i hjelmen og det gjorde ondt af h….. til, så til sidst (efter 2-3 min.) hoppede jeg, hvilket heldigvis var rigtigt tænkt. Yderligere 2 meter nede hoppede jeg ned i ”poolen”. Af med tøjet og tørt på – undtagen sko. Så blev der spurgt, om man vil prøve at slå Chris på vej op (ham med rekorderne), på med rygsækken og et af de våde reb op bagi og afsted op af kløften……jeg vandt desværre ikke. Og ja jeg var en dårlig taber, for selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde slået ham, hvis jeg ikke skulle have båret rebet. HEHE og det ville jeg!

Og så hjem til familien efter en fed fed dag!

Heidi, Mille og Niko’s dag:

Da vi havde fået viftet Lars ud af camperen, satte vi os og spiste en dejlig morgenmad.
Efter morgenmaden tog vi en masse varmt tøj på og regnslag (nogle plastiktingester vi havde købt tidligere), da det stadig regnede. Vi gik op til byen og gik lidt rundt og så på butikker. Mange butikker har julepyntet, og ungerne er begyndt at glæde sig meget til jul, hvor vi voksne har lidt
svære ved det
For enden af hovedgaden var trolley-butikken, hvor vi købte billet til trollyen, som kunne fragtes rundt til diverse seværdigheder (og komme i tørvejr).
Første stop på turen var ved en gammeldags slikbutik med over 5000 forskellige slags slik, et rent mekka for os alle. Her var det muligt at købe saltlakrids, som vi købte en smule af, da det var pænt dyrt.
Herefter gik vi en tur rundt i denne del af byen, inden vi kunne tage den næste trolly.
Vi kørte rundt med trollyen til diverse udsigtspunkter, men valgte at blive siddende, da tågen og regnen gjorde, at vi intet kunne se. Tilbage i byen var det blevet tid til frokost, som pigerne gerne ville indtage på den samme cafe, hvor vi havde spist til aften. Ungerne fik hurtigt spist deres kyllingebryst, hvorefter de forsvandt ovenpå, hvor der var et legerum. Imens sad Heidi og spiste sin mad, men hun så diverse turistbrochure igennem.
Efter frokost tog vi igen trollyen ud til Blue Mountains Chocolate Company, hvor man kunne smage 1. klasses håndlavet chokolade - uhmmmmm.
Vi var alle 3 ved at være trætte, kolde og våde, så på turen tilbage med trollyen, hoppede vi af, da vi fik mulighed for at hoppe af lige ved vores camper (skulle ellers gå i cirka 15 minutter i regnvejr). Vi var lige kommet ind i camperen og havde fået vores våde tøj af, da Lars kom tilbage fra sin tur.
Os tøser havde haft en rigtig hyggelig dag, men nok ikke så grænseoverskridende og fantastisk som Lars’, set ud fra hans ansigtsudtryk.

Så skulle vi finde et sted at sove, så vi ringede til en anden by cirka 20 minutters kørsel væk ved navn Blackheath, og der var plads. Den stod på Dominos (sund kost vi får) og så i seng, efter vi fik slukket PSP’en (som er en ting vi skal afvænnet pigerne med, når vi kommer hjem).
Næste morgen kørte vi til Katoomba i SOLSKIN, vi var bare heldige med vejret, først prøvede vi verdens stejleste togbane (omkring 50 grader nedad), som oprindeligt blev brugt til at fragte kulminearbejdere op og ned, det var en sjov men kort tur. Så gik vi hen til svævebanen, som vi skulle have op, hvor vi rigtig fik set landskabet og ”De tre søstre”, som er tre klipper ved siden af hinanden. Historien er at der var krig mellem to aboriginal stammer, og medicinmanden i den ene tryllede de tre søstre til høvdingen om til de tre klipper, så de ikke risikerede at blive dræbt. Uheldigvis døde medicinmanden, og ingen har siden kunne trylle dem tilbage. Så kørte vi til Echopoint, som er et udsigts sted bl.a. til ”De tre søstre” meget meget smukt.
Ved Echopoint sad en aboriginal og spillede på didgeridoo. Vi fik pigerne til at sætte sig over til ham, så vi kunne få et billede. Han var heldigvis helt med på ideen, og gav dem et kæmpe kram.

Det var nu tid til frokost og hen til den samme café igen, hvor ungerne igen igen fik små kopper med varm kakao og skumfiduser. Ejeren var helt tosset med tøserne og omvendt. Nikoline vil gerne have en café og bo der. Da vi skulle afsted fik de farvel kram af hende, og så skulle de også have en lille gave….en hjemmelavet jordbærmilkshake – super sødt af hende.
Ud i camperen og ud på HWY til Sydney. Efter en lille tur rundt i Blacktown, hvor det næsten endte med, at Heidi smed kortet over til Lars, så han selv kunne klarer det J, nåede vi frem til campingpladsen. Lars og tøserne tog en tur i poolen ahhhh….. og så lidt aftensmad og Black Beuaty igen. I morgen skal vi vist bare slappe – nu må vi se.