Yes sol sol og atter sol. Lidt morgenmad – det bliver svært at undvære ananas, kiwi, ferskner, bananer mv, hver morgen – og så en tur til shoppingcenter og købe ind. Og hvem sidder i en stol JULEMANDEN, og efter meget plageri fik tøserne lov til at og kommer ind og sige ”Hej” og få taget et billede…. Så lige tid til at slappe lidt på en café. Lars fik en varm kakao og ungerne deres babycino og hjem og spise frokost. Så var det vist tid til poolen, og vi havde den for os selv, så vi fik spillet bold og leget og sluttede af med en tur i SPA med ca. 40 grader varmt vand. Heidi læste videre i hendes ottende eller niende bog, mens Lars og tøserne legede skole.
Vi havde aftalt, at vi skulle holde fest om aftenen, da det var ved at være slut med camperen (Heidi: JUHUUUU YES FEDT), så vi havde købt julepynt, og de voksne blev sendt uden for døren, mens tøserne pyntede op og dækkede bord. Lars stod for aftensmaden: Pandekager med fyld og pandekager til dessert. Bagefter stod den på hygge med leg, PSP og højtlæsning af den sorte hingst. FED FEST J.
Da vi skulle til at sove, begyndte det at regne, og Lars og Niko sov sammen oppe i ”hyggesengen”, men problemet er, at det ene vindue er lidt utæt, så fødderne blev lidt våde. Om morgenen regnede det stadig. Heidi gik i gang med at rydde op og gøre rent (surprise surprise), og Lars lavede morgenmad: Omelet aahhh. Det regner stadig øv, da det gør det lidt sværere at få ordnet camperen, men Heidi gør stadig rent, ungerne spiller PSP, og Lars skriver. Slut for denne gang, næste gang bliver fra oplevelser fra Sydney.
tirsdag den 27. november 2007
Port Stevens og Blue Mountains
Der var både lyn og torden, men ikke nær så slemt som vi havde regnet med. Men regn var der også, så det blev ikke til meget søvn, da det larmer på ”bliktaget”. Da vi stod op ved ni’eren, skulle vi til at finde ud af, om vi ville blive. Efter lidt snak frem og tilbage og udsigt til dårligt vejr alle steder besluttede vi os for at blive…..,og så klarede det op. Heidi vaskede tøj, mens ungerne og Lars lavede morgenmad og legede på legeplads. Ellers stod dagen på afslapning og Lars fik booket sin heldagstur i Blue Mountain med rapelling, desværre ingen ”rope-jumping” (125 meter), da det kun var om vinteren, men turen blev bestilt med en rappelingtur eller ”Abseiling” som det hedder her nede til ned gennem et vandfald på 30 meter…..Lars glæder sig. I aften tager vi på en lille gåtur på Koalaroad, og håber at vi ser en. Det er 1 måned siden, de sidst har set en, så chancen er ikke stor. Og i morgen går turen så til Blue Mountain.
Aftenen forløb med ren afslapning og sjipning, Milles rekord er 8 og Niko’s er 2, såååå det går fremad. Ellers var der latterfugle lige uden for døren og en del pelikaner ude ved vandet. Vi bor ca. 10 meter fra vandet, så vi har en fantastisk udsigt. Om morgenen nåede ungerne en sidste tur på diverse legepladser og Lars fik fyldt vandtanken op (skal gøres ca. hver anden dag) og tømt wastetanken (som IKKE er toilettanken). Og lige pludselig var kl. 9.40, og vi skulle være ude inden 10.00, men Lars insisterede på, at vi skulle gå en lille tur op af Koalaroad, som han havde lovet ungerne, og som vi ikke havde nået aften før. Afsted vi gik, og lige pludselig sige ”spotteren” (Heidi), ”se der sidder sku en deroppe”, og rigtig nok der sad ”sku” en. Fedt!!! Så mangler vi bare at se et næbdyr i det fri. Og så afsted til Blue Mountain. Vi valgte at kører gennem nationalparken i stedet for motorvejen til Sydney, hvilket var et godt valg for sikken en udsigt op af de snoede veje og op til toppen til Katoomba, som er ”hovedstaden” i Blue Mountain og ikke særlig stor. Lars skulle ind på ”Hign’n Wild” og melde sig klar og underskrive diverse papirer om, at det var for egen risiko, at han ville rapelle. Nu var kl. ved at være 17.00, og vi havde hverken ringet til nogen plads for natten, og viste faktisk ikke hvor der var nogen, så Lars spurgte og afsted…puha de havde lige én plads men kun for i nat. Så i morgen måtte jagten gå ind på en anden plads igen. Vi kørte op til byen, fik handlet, og købt en brugt videofilm til aftenen (det regnede) med Black Beauty (Heidi læser en bog højt på turen om Black Beauty, så det var lige sagen). Så fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad. Efter maden fik de voksne en kop kaffe, og pigerne fik en baby-chino (varm mælk med kakao drysset på toppen = varm kakao og skumfiduser) som var en STORT hit.
Næste morgen regnede det stadig PIS, og skyet var det også, men afsted ”tidlig” morgen kl. 8.30, da Lars skulle mødes ved kontoret kl. 9.00, og lige skulle parkere Camperen på en villavej inden, så Heidi og ungerne havde et sted og være.
Lars’ dag:
Vi var fem der skulle afsted 3 piger fra USA og en fyr fra Canada. Vi fik vores udstyr: Hjelm, Seler, våddragt, tørpose og rygsæk, og så skulle guiden Kahn (med rastahår, øreringe og hele lortet) lige have lidt hjælp med at bære tasken med torv. ”Den tager jeg da”. FUCK den var tung, og jeg skulle slæbe den hele vejen til bilen. Nå, første rapellingen var ca. 5 meter, og næste var 15 meter. Det var skyet, så man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Klippen startede med et udhæng, så man skulle starte med at hoppe ud i intetheden (hvorfor der skulle øves på at hoppe kommer senere). 2 gange op og ned før vi hentede endnu en guide, som havde alle canyoning rekorder. Vi fik frokost og skulle så ned af en masse trapper, på med udstyret og afsted ned gennem kløften gennem vandet. Vi fik at vide, at selv om det var ærgerligt, at det var skyet på de første rapellingture, skulle vi være glade for, at det havde regnede, da der så ville være ekstra tryk på vandfaldet. Første ”hop” var ca. 3 meter og skulle være på ryggen på vores rygsæk, så nogle rutcheture gennem diverse mindre vandfald og endnu et hop på benene ca. 5-6 meter. Så kom vandfaldet…..shiiiiit. Ud og stå på kanten så kroppen var vandret og så ”et hop” ud over udhænget og ind under vandfaldet, hvor man skulle passe på, man ikke sad fast og ellers ned ad. 20 meter nede hvor vandfaldet ramte en afsats, var der virkelig tryk på, og her tænkte jeg, at her kunne det gå galt. Vandet trykkede mig baglæns, så jeg var lige ved at vende på hovedet, samtidig manglede mit spænde til rygsækken over brystkassen hvilket betød, at min rygsæk langsomt var ved at glide ned over mine eller brede skuldre. Vandet stod lige ned i hjelmen og det gjorde ondt af h….. til, så til sidst (efter 2-3 min.) hoppede jeg, hvilket heldigvis var rigtigt tænkt. Yderligere 2 meter nede hoppede jeg ned i ”poolen”. Af med tøjet og tørt på – undtagen sko. Så blev der spurgt, om man vil prøve at slå Chris på vej op (ham med rekorderne), på med rygsækken og et af de våde reb op bagi og afsted op af kløften……jeg vandt desværre ikke. Og ja jeg var en dårlig taber, for selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde slået ham, hvis jeg ikke skulle have båret rebet. HEHE og det ville jeg!
Og så hjem til familien efter en fed fed dag!
Heidi, Mille og Niko’s dag:
Da vi havde fået viftet Lars ud af camperen, satte vi os og spiste en dejlig morgenmad.
Efter morgenmaden tog vi en masse varmt tøj på og regnslag (nogle plastiktingester vi havde købt tidligere), da det stadig regnede. Vi gik op til byen og gik lidt rundt og så på butikker. Mange butikker har julepyntet, og ungerne er begyndt at glæde sig meget til jul, hvor vi voksne har lidt
svære ved det
For enden af hovedgaden var trolley-butikken, hvor vi købte billet til trollyen, som kunne fragtes rundt til diverse seværdigheder (og komme i tørvejr).
Første stop på turen var ved en gammeldags slikbutik med over 5000 forskellige slags slik, et rent mekka for os alle. Her var det muligt at købe saltlakrids, som vi købte en smule af, da det var pænt dyrt.
Herefter gik vi en tur rundt i denne del af byen, inden vi kunne tage den næste trolly.
Vi kørte rundt med trollyen til diverse udsigtspunkter, men valgte at blive siddende, da tågen og regnen gjorde, at vi intet kunne se. Tilbage i byen var det blevet tid til frokost, som pigerne gerne ville indtage på den samme cafe, hvor vi havde spist til aften. Ungerne fik hurtigt spist deres kyllingebryst, hvorefter de forsvandt ovenpå, hvor der var et legerum. Imens sad Heidi og spiste sin mad, men hun så diverse turistbrochure igennem.
Efter frokost tog vi igen trollyen ud til Blue Mountains Chocolate Company, hvor man kunne smage 1. klasses håndlavet chokolade - uhmmmmm.
Vi var alle 3 ved at være trætte, kolde og våde, så på turen tilbage med trollyen, hoppede vi af, da vi fik mulighed for at hoppe af lige ved vores camper (skulle ellers gå i cirka 15 minutter i regnvejr). Vi var lige kommet ind i camperen og havde fået vores våde tøj af, da Lars kom tilbage fra sin tur.
Os tøser havde haft en rigtig hyggelig dag, men nok ikke så grænseoverskridende og fantastisk som Lars’, set ud fra hans ansigtsudtryk.
Så skulle vi finde et sted at sove, så vi ringede til en anden by cirka 20 minutters kørsel væk ved navn Blackheath, og der var plads. Den stod på Dominos (sund kost vi får) og så i seng, efter vi fik slukket PSP’en (som er en ting vi skal afvænnet pigerne med, når vi kommer hjem).
Næste morgen kørte vi til Katoomba i SOLSKIN, vi var bare heldige med vejret, først prøvede vi verdens stejleste togbane (omkring 50 grader nedad), som oprindeligt blev brugt til at fragte kulminearbejdere op og ned, det var en sjov men kort tur. Så gik vi hen til svævebanen, som vi skulle have op, hvor vi rigtig fik set landskabet og ”De tre søstre”, som er tre klipper ved siden af hinanden. Historien er at der var krig mellem to aboriginal stammer, og medicinmanden i den ene tryllede de tre søstre til høvdingen om til de tre klipper, så de ikke risikerede at blive dræbt. Uheldigvis døde medicinmanden, og ingen har siden kunne trylle dem tilbage. Så kørte vi til Echopoint, som er et udsigts sted bl.a. til ”De tre søstre” meget meget smukt.
Ved Echopoint sad en aboriginal og spillede på didgeridoo. Vi fik pigerne til at sætte sig over til ham, så vi kunne få et billede. Han var heldigvis helt med på ideen, og gav dem et kæmpe kram.
Det var nu tid til frokost og hen til den samme café igen, hvor ungerne igen igen fik små kopper med varm kakao og skumfiduser. Ejeren var helt tosset med tøserne og omvendt. Nikoline vil gerne have en café og bo der. Da vi skulle afsted fik de farvel kram af hende, og så skulle de også have en lille gave….en hjemmelavet jordbærmilkshake – super sødt af hende.
Ud i camperen og ud på HWY til Sydney. Efter en lille tur rundt i Blacktown, hvor det næsten endte med, at Heidi smed kortet over til Lars, så han selv kunne klarer det J, nåede vi frem til campingpladsen. Lars og tøserne tog en tur i poolen ahhhh….. og så lidt aftensmad og Black Beuaty igen. I morgen skal vi vist bare slappe – nu må vi se.
Aftenen forløb med ren afslapning og sjipning, Milles rekord er 8 og Niko’s er 2, såååå det går fremad. Ellers var der latterfugle lige uden for døren og en del pelikaner ude ved vandet. Vi bor ca. 10 meter fra vandet, så vi har en fantastisk udsigt. Om morgenen nåede ungerne en sidste tur på diverse legepladser og Lars fik fyldt vandtanken op (skal gøres ca. hver anden dag) og tømt wastetanken (som IKKE er toilettanken). Og lige pludselig var kl. 9.40, og vi skulle være ude inden 10.00, men Lars insisterede på, at vi skulle gå en lille tur op af Koalaroad, som han havde lovet ungerne, og som vi ikke havde nået aften før. Afsted vi gik, og lige pludselig sige ”spotteren” (Heidi), ”se der sidder sku en deroppe”, og rigtig nok der sad ”sku” en. Fedt!!! Så mangler vi bare at se et næbdyr i det fri. Og så afsted til Blue Mountain. Vi valgte at kører gennem nationalparken i stedet for motorvejen til Sydney, hvilket var et godt valg for sikken en udsigt op af de snoede veje og op til toppen til Katoomba, som er ”hovedstaden” i Blue Mountain og ikke særlig stor. Lars skulle ind på ”Hign’n Wild” og melde sig klar og underskrive diverse papirer om, at det var for egen risiko, at han ville rapelle. Nu var kl. ved at være 17.00, og vi havde hverken ringet til nogen plads for natten, og viste faktisk ikke hvor der var nogen, så Lars spurgte og afsted…puha de havde lige én plads men kun for i nat. Så i morgen måtte jagten gå ind på en anden plads igen. Vi kørte op til byen, fik handlet, og købt en brugt videofilm til aftenen (det regnede) med Black Beauty (Heidi læser en bog højt på turen om Black Beauty, så det var lige sagen). Så fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad. Efter maden fik de voksne en kop kaffe, og pigerne fik en baby-chino (varm mælk med kakao drysset på toppen = varm kakao og skumfiduser) som var en STORT hit.
Næste morgen regnede det stadig PIS, og skyet var det også, men afsted ”tidlig” morgen kl. 8.30, da Lars skulle mødes ved kontoret kl. 9.00, og lige skulle parkere Camperen på en villavej inden, så Heidi og ungerne havde et sted og være.
Lars’ dag:
Vi var fem der skulle afsted 3 piger fra USA og en fyr fra Canada. Vi fik vores udstyr: Hjelm, Seler, våddragt, tørpose og rygsæk, og så skulle guiden Kahn (med rastahår, øreringe og hele lortet) lige have lidt hjælp med at bære tasken med torv. ”Den tager jeg da”. FUCK den var tung, og jeg skulle slæbe den hele vejen til bilen. Nå, første rapellingen var ca. 5 meter, og næste var 15 meter. Det var skyet, så man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Klippen startede med et udhæng, så man skulle starte med at hoppe ud i intetheden (hvorfor der skulle øves på at hoppe kommer senere). 2 gange op og ned før vi hentede endnu en guide, som havde alle canyoning rekorder. Vi fik frokost og skulle så ned af en masse trapper, på med udstyret og afsted ned gennem kløften gennem vandet. Vi fik at vide, at selv om det var ærgerligt, at det var skyet på de første rapellingture, skulle vi være glade for, at det havde regnede, da der så ville være ekstra tryk på vandfaldet. Første ”hop” var ca. 3 meter og skulle være på ryggen på vores rygsæk, så nogle rutcheture gennem diverse mindre vandfald og endnu et hop på benene ca. 5-6 meter. Så kom vandfaldet…..shiiiiit. Ud og stå på kanten så kroppen var vandret og så ”et hop” ud over udhænget og ind under vandfaldet, hvor man skulle passe på, man ikke sad fast og ellers ned ad. 20 meter nede hvor vandfaldet ramte en afsats, var der virkelig tryk på, og her tænkte jeg, at her kunne det gå galt. Vandet trykkede mig baglæns, så jeg var lige ved at vende på hovedet, samtidig manglede mit spænde til rygsækken over brystkassen hvilket betød, at min rygsæk langsomt var ved at glide ned over mine eller brede skuldre. Vandet stod lige ned i hjelmen og det gjorde ondt af h….. til, så til sidst (efter 2-3 min.) hoppede jeg, hvilket heldigvis var rigtigt tænkt. Yderligere 2 meter nede hoppede jeg ned i ”poolen”. Af med tøjet og tørt på – undtagen sko. Så blev der spurgt, om man vil prøve at slå Chris på vej op (ham med rekorderne), på med rygsækken og et af de våde reb op bagi og afsted op af kløften……jeg vandt desværre ikke. Og ja jeg var en dårlig taber, for selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde slået ham, hvis jeg ikke skulle have båret rebet. HEHE og det ville jeg!
Og så hjem til familien efter en fed fed dag!
Heidi, Mille og Niko’s dag:
Da vi havde fået viftet Lars ud af camperen, satte vi os og spiste en dejlig morgenmad.
Efter morgenmaden tog vi en masse varmt tøj på og regnslag (nogle plastiktingester vi havde købt tidligere), da det stadig regnede. Vi gik op til byen og gik lidt rundt og så på butikker. Mange butikker har julepyntet, og ungerne er begyndt at glæde sig meget til jul, hvor vi voksne har lidt
svære ved det
For enden af hovedgaden var trolley-butikken, hvor vi købte billet til trollyen, som kunne fragtes rundt til diverse seværdigheder (og komme i tørvejr).
Første stop på turen var ved en gammeldags slikbutik med over 5000 forskellige slags slik, et rent mekka for os alle. Her var det muligt at købe saltlakrids, som vi købte en smule af, da det var pænt dyrt.
Herefter gik vi en tur rundt i denne del af byen, inden vi kunne tage den næste trolly.
Vi kørte rundt med trollyen til diverse udsigtspunkter, men valgte at blive siddende, da tågen og regnen gjorde, at vi intet kunne se. Tilbage i byen var det blevet tid til frokost, som pigerne gerne ville indtage på den samme cafe, hvor vi havde spist til aften. Ungerne fik hurtigt spist deres kyllingebryst, hvorefter de forsvandt ovenpå, hvor der var et legerum. Imens sad Heidi og spiste sin mad, men hun så diverse turistbrochure igennem.
Efter frokost tog vi igen trollyen ud til Blue Mountains Chocolate Company, hvor man kunne smage 1. klasses håndlavet chokolade - uhmmmmm.
Vi var alle 3 ved at være trætte, kolde og våde, så på turen tilbage med trollyen, hoppede vi af, da vi fik mulighed for at hoppe af lige ved vores camper (skulle ellers gå i cirka 15 minutter i regnvejr). Vi var lige kommet ind i camperen og havde fået vores våde tøj af, da Lars kom tilbage fra sin tur.
Os tøser havde haft en rigtig hyggelig dag, men nok ikke så grænseoverskridende og fantastisk som Lars’, set ud fra hans ansigtsudtryk.
Så skulle vi finde et sted at sove, så vi ringede til en anden by cirka 20 minutters kørsel væk ved navn Blackheath, og der var plads. Den stod på Dominos (sund kost vi får) og så i seng, efter vi fik slukket PSP’en (som er en ting vi skal afvænnet pigerne med, når vi kommer hjem).
Næste morgen kørte vi til Katoomba i SOLSKIN, vi var bare heldige med vejret, først prøvede vi verdens stejleste togbane (omkring 50 grader nedad), som oprindeligt blev brugt til at fragte kulminearbejdere op og ned, det var en sjov men kort tur. Så gik vi hen til svævebanen, som vi skulle have op, hvor vi rigtig fik set landskabet og ”De tre søstre”, som er tre klipper ved siden af hinanden. Historien er at der var krig mellem to aboriginal stammer, og medicinmanden i den ene tryllede de tre søstre til høvdingen om til de tre klipper, så de ikke risikerede at blive dræbt. Uheldigvis døde medicinmanden, og ingen har siden kunne trylle dem tilbage. Så kørte vi til Echopoint, som er et udsigts sted bl.a. til ”De tre søstre” meget meget smukt.
Ved Echopoint sad en aboriginal og spillede på didgeridoo. Vi fik pigerne til at sætte sig over til ham, så vi kunne få et billede. Han var heldigvis helt med på ideen, og gav dem et kæmpe kram.
Det var nu tid til frokost og hen til den samme café igen, hvor ungerne igen igen fik små kopper med varm kakao og skumfiduser. Ejeren var helt tosset med tøserne og omvendt. Nikoline vil gerne have en café og bo der. Da vi skulle afsted fik de farvel kram af hende, og så skulle de også have en lille gave….en hjemmelavet jordbærmilkshake – super sødt af hende.
Ud i camperen og ud på HWY til Sydney. Efter en lille tur rundt i Blacktown, hvor det næsten endte med, at Heidi smed kortet over til Lars, så han selv kunne klarer det J, nåede vi frem til campingpladsen. Lars og tøserne tog en tur i poolen ahhhh….. og så lidt aftensmad og Black Beuaty igen. I morgen skal vi vist bare slappe – nu må vi se.
onsdag den 21. november 2007
Tordenvejret
Ville bare lige sige, at vi alle overlevede tordenvejret.
Vi bor 10 meter fra vandet, så allerede kl. 19.00 lokal tid kunne vi se lynene ude over vandet. Omkring kl. 22.00 kom uvejret ind over os, og der blev himlen virkelig lyst op af nogle fantastisk flotte lyn.
Tordenen var høj men faktisk ikke øredøvende, selvom man godt kunne mærke det rykke i camperen. Uvejret blev ved i nogle timer.
En flot oplevelse, men for Heidis vedkommende måtte det godt havde været noget vildere (Hun elsker tordenvejr), når nu det skulle være.
Det negative ved uvejret er, at vi er vågnet op til regn. Vejrudsigten tyder på regn de kommende dage, så øv...øv....øv.
Vi bor på en campingplads, der også er naturresevat for koalaer, men hvis det regner, er det endnu svære at få øje på dem, så vi håber regnen stopper.
Dagen i dag ved vi endnu ikke hvad står på andet end regn, men det kan I finde ud af i vores næste indlæg.
Ha' det godt.
Vi bor 10 meter fra vandet, så allerede kl. 19.00 lokal tid kunne vi se lynene ude over vandet. Omkring kl. 22.00 kom uvejret ind over os, og der blev himlen virkelig lyst op af nogle fantastisk flotte lyn.
Tordenen var høj men faktisk ikke øredøvende, selvom man godt kunne mærke det rykke i camperen. Uvejret blev ved i nogle timer.
En flot oplevelse, men for Heidis vedkommende måtte det godt havde været noget vildere (Hun elsker tordenvejr), når nu det skulle være.
Det negative ved uvejret er, at vi er vågnet op til regn. Vejrudsigten tyder på regn de kommende dage, så øv...øv....øv.
Vi bor på en campingplads, der også er naturresevat for koalaer, men hvis det regner, er det endnu svære at få øje på dem, så vi håber regnen stopper.
Dagen i dag ved vi endnu ikke hvad står på andet end regn, men det kan I finde ud af i vores næste indlæg.
Ha' det godt.
Coffs Harbour
Vi tog tidligt afsted fra campingpladsen ved Yamba, for at få mest mulig tid på campingpladsen ved Coffs Harbour.
Vi ankom omkring kl. 10.00 og turen gik direkte til poolen, hvor vi brugte resten af dagen. Vi spiste på campingpladsens restaurant, da vi var for dovne til selv at lave mad.
Da vi skulle op til restauranten fik vi temmelig meget nøjer på, for vores eneste nøgle til bilen var væk.
Vi ledte alt igennem, men væk var nøglen. Vi besluttede, at lede videre efter vi havde spist. Vi startede i den ene ende af bilen. Alle madresser, dyner, rum m.v. blev endevendt, men væk var nøglen.
Vi overvejede om vi skulle ringe til Kea camper, for at få dem til at komme med en ny nøgle, men efter et par timer fandt vi nøglen i Lars' badeshorts, hvor Heidi ellers havde kigget - åbenbart ikke godt nok. Vi var bare glade for at finde nøglen igen.
Næste dag brugte vi også hele formiddagen og eftermiddagen ved poolen, da vejret bare var skønt. Pigerne er nu blevet så dygtige til at bevæge sig i vand, at de nu vil kunne klare bronzefrøen, så Lars har store planer, når vi kommer hjem.
Sen eftermiddag tog vi en tur ind til Coffs Harbour, hvor vi ville spise aftensmad.
Efter en gåtur i området, spiste vi på en rigtig hyggelig restaurant. Maden var bare super lækker, så vi gik alle meget mætte og veltilfredse derfra.
Da vi kom hjem så pigerne endnu en film, inden det var tid til at sove.
I dag kørte vi så fra Coffs Harbour ned til Port Stevens (150 km fra Sydney), hvor vi tager 2 overnatninger, inden det går mod Blue Mountains (Nationalpark).
Ifølge vejrudsigten er der stor mulighed for, at der i løbet af natten vil være thunderstorms, så nu må vi se om camperen kan holde til det. Heldigvis har man trukket advarslerne tilbage omkring et specielt farligt tordenvejr tilbage.
Vi snakkes efter en måske larmende nat...................
Vi ankom omkring kl. 10.00 og turen gik direkte til poolen, hvor vi brugte resten af dagen. Vi spiste på campingpladsens restaurant, da vi var for dovne til selv at lave mad.
Da vi skulle op til restauranten fik vi temmelig meget nøjer på, for vores eneste nøgle til bilen var væk.
Vi ledte alt igennem, men væk var nøglen. Vi besluttede, at lede videre efter vi havde spist. Vi startede i den ene ende af bilen. Alle madresser, dyner, rum m.v. blev endevendt, men væk var nøglen.
Vi overvejede om vi skulle ringe til Kea camper, for at få dem til at komme med en ny nøgle, men efter et par timer fandt vi nøglen i Lars' badeshorts, hvor Heidi ellers havde kigget - åbenbart ikke godt nok. Vi var bare glade for at finde nøglen igen.
Næste dag brugte vi også hele formiddagen og eftermiddagen ved poolen, da vejret bare var skønt. Pigerne er nu blevet så dygtige til at bevæge sig i vand, at de nu vil kunne klare bronzefrøen, så Lars har store planer, når vi kommer hjem.
Sen eftermiddag tog vi en tur ind til Coffs Harbour, hvor vi ville spise aftensmad.
Efter en gåtur i området, spiste vi på en rigtig hyggelig restaurant. Maden var bare super lækker, så vi gik alle meget mætte og veltilfredse derfra.
Da vi kom hjem så pigerne endnu en film, inden det var tid til at sove.
I dag kørte vi så fra Coffs Harbour ned til Port Stevens (150 km fra Sydney), hvor vi tager 2 overnatninger, inden det går mod Blue Mountains (Nationalpark).
Ifølge vejrudsigten er der stor mulighed for, at der i løbet af natten vil være thunderstorms, så nu må vi se om camperen kan holde til det. Heldigvis har man trukket advarslerne tilbage omkring et specielt farligt tordenvejr tilbage.
Vi snakkes efter en måske larmende nat...................
tirsdag den 20. november 2007
O’Reillys
Turen til O’Reillys er en af de flotteste ture vi endnu har kørt. Ifølge receptionisten på et turistkontor der lå cirka 1 time fra vores tidligere campingplads, ville det tage cirka 40 minutter at køre videre op til O’Reillys………øhhh not.
Det endte med at tage cirka 11/4 time fra vingården, der lå ca. 30 km fra O’Reillys.
Inden vi rigtig kom op på bjerget, kørte vi forbi deres vingård, som ligger nede i dalen. Her var der mulighed for vinsmagning, hvilket Lars’ selvfølgelig skulle prøve. Desuden har deres vin vundet flere priser, så vi valgte at gøre et stop.
Der skulle være bryllup om aftenen, så der var pyntet rigtig flot op med hvidt silke, tyl, blomster og sløjfer, hvilket ungerne syntes var noget så smukt. De mente, at vi absolut skulle blive til brylluppet.
Lars fik smagt deres forskellige vine, og købte da også et par flasker. Måske vinlogen skal smage……
Vi fik af vide, at der var mulighed for at se næbdyr i en nærliggende å, så vi gik en tur ned til åen. Desværre var der ingen der ville komme frem, men til gengæld blev Nikoline bidt af flere skovmyre, da hun absolut skulle stille sig lige oven i deres bo.
Efter besøget på vingården gik turen op ad bjerget. Det meste af vejen var der kun mulighed for en bil at køre på vejen, og mange af svingene var blinde og 180 grader. Selvfølgelig havde vi valgt at køre op ad bjerget på et tidspunkt, hvor en masse biler og busser skulle ned ad bjerget. Et par gange måtte Heidi stå bagerst i camperen og fortælle Lars, at han godt kunne bakke lidt mere tilbage uden at køre ud over kanten, så de modkørende kunne komme forbi. Godt fru Christiansen ikke var med.
Udsigten var helt fantastisk. Minder faktisk lidt om udsigten i Tyrol i Østrig med grønne bjerge og dale med kvæg og får gående rundt.
Vel ankommet til O’Reillys gik Lars ind for at bestille plads på campingpladsen. Da Lars fortalte, at vi var i en camper, sagde de, at en camper slet ikke kunne campere på campingpladsen, da der ikke var plads til den, men at vi når nu vi var kommet hele vejen op, kunne få lov til at campere på parkeringspladsen. Der var vist også noget med, at vi på vej op ad bjerget havde valgt at ”overse” et skilt med teksten ”fraråder større biler, campere og lastvogne at køre op ad bjerget”.
Lars og ungerne gik hurtigt over til The Tree Top Walk (Heidi skulle ikke nyde noget), hvor de kunne gå rundt på en 180 m lang hængebro, der var ca. 20 meter oppe i træerne. I midten af hængebroen var der en platform, hvor man kunne kravle 15 m yderligere op ad en stige, så man var oven over trækronerne. Herfra kunne man se ud over hele området. Lars havde pigerne godt oppe ad denne stige, da han pludselig blev klar over, at hvis en af pigerne gled, ville de falde ca. 35 m ned (der var ikke noget sikkerhedsnet), så han valgte at få pigerne ned igen hurtigst muligt.
Efter turen fik de fodret fugle, og flere af den var så nærgående, at det fløj over og satte sig i håret og på armene/skulderne. Dette syntes specielt Emilie ikke var særlig sjovt, så hun ville tilbag til camperen.
Vi havde om aftenen bestilt bord på restauranten, hvor vi fik en 4 retters menu bestående af diverse tapas fra en buffet, confit canara (sylte and) på toast, Heidis hovedret var barramundi (fisk) og Lars fik bøf. Desserten var en buffet med hjemmelavet kager og is. Pigerne fik henholdsvis lasagne og bøf til hovedret. Vi havde en rigtig dejlig aften med dejlig mad og rigtig god betjening.
Næste morgen var vi alle 4 en tur over ved The Tree Top Walk, da Heidi skulle se om hun turde gå over. Hun nåede halvvejs, da hun valgte at gå tilbage…..bangebuks. Lars nåede at få kravlet helt op ad stigen, og fik set en fantastisk udsigt.
Herefter besluttede vi os til, at det var tid til at komme ned ad bjerget inden der kom for mange modkørende biler. Nedturen gik da også væsentlig hurtigere end opturen, men vi mødte dog stadig mange biler.
Vi kørte ned til en anden campingplads i udkanten af Gold Coast, hvor vi skulle overnatte inden turen fortsatte mod Sydney.
Dagen derpå var det meningen, at vi ville køre til Coffs Harbor, hvorfra man kan se delfiner og kameler (der er vilde kameler i Australien), men vi blev af receptionisten rådet til at overnatte ved Yamba, da dette skulle være en rigtig god campingplads. Da vi kom til denne campingplads (hvor vi forinden havde aftalt at tage et par overnatninger) var specielt Lars og Emilie klar til at køre 3 timer videre til der, hvor vi oprindeligt ville hen, da de syntes campingpladsen var ØV. Måske også fordi de var lidt bange. Der var nemlig opslag om, at en edderkop kalder redback var at finde på campingpladsen, og at man skulle se under toiletsæder, borde, stole, mørke områder med mere inden man rørte ved noget, da de gemmer sig disse steder. Der er tale om Australien farligste edderkop, der kan slå et menneske ihjel, hvis man ikke kommer under behandling. Behandlingen består i at spise 2 piller.
Vi trak da lod, og Nikoline som vandt, valgte at vi skulle blive. Vi er dog alle enige i, at vi i morgen fortsætter til Coffs Harbor.
God nat og sov godt.
Det endte med at tage cirka 11/4 time fra vingården, der lå ca. 30 km fra O’Reillys.
Inden vi rigtig kom op på bjerget, kørte vi forbi deres vingård, som ligger nede i dalen. Her var der mulighed for vinsmagning, hvilket Lars’ selvfølgelig skulle prøve. Desuden har deres vin vundet flere priser, så vi valgte at gøre et stop.
Der skulle være bryllup om aftenen, så der var pyntet rigtig flot op med hvidt silke, tyl, blomster og sløjfer, hvilket ungerne syntes var noget så smukt. De mente, at vi absolut skulle blive til brylluppet.
Lars fik smagt deres forskellige vine, og købte da også et par flasker. Måske vinlogen skal smage……
Vi fik af vide, at der var mulighed for at se næbdyr i en nærliggende å, så vi gik en tur ned til åen. Desværre var der ingen der ville komme frem, men til gengæld blev Nikoline bidt af flere skovmyre, da hun absolut skulle stille sig lige oven i deres bo.
Efter besøget på vingården gik turen op ad bjerget. Det meste af vejen var der kun mulighed for en bil at køre på vejen, og mange af svingene var blinde og 180 grader. Selvfølgelig havde vi valgt at køre op ad bjerget på et tidspunkt, hvor en masse biler og busser skulle ned ad bjerget. Et par gange måtte Heidi stå bagerst i camperen og fortælle Lars, at han godt kunne bakke lidt mere tilbage uden at køre ud over kanten, så de modkørende kunne komme forbi. Godt fru Christiansen ikke var med.
Udsigten var helt fantastisk. Minder faktisk lidt om udsigten i Tyrol i Østrig med grønne bjerge og dale med kvæg og får gående rundt.
Vel ankommet til O’Reillys gik Lars ind for at bestille plads på campingpladsen. Da Lars fortalte, at vi var i en camper, sagde de, at en camper slet ikke kunne campere på campingpladsen, da der ikke var plads til den, men at vi når nu vi var kommet hele vejen op, kunne få lov til at campere på parkeringspladsen. Der var vist også noget med, at vi på vej op ad bjerget havde valgt at ”overse” et skilt med teksten ”fraråder større biler, campere og lastvogne at køre op ad bjerget”.
Lars og ungerne gik hurtigt over til The Tree Top Walk (Heidi skulle ikke nyde noget), hvor de kunne gå rundt på en 180 m lang hængebro, der var ca. 20 meter oppe i træerne. I midten af hængebroen var der en platform, hvor man kunne kravle 15 m yderligere op ad en stige, så man var oven over trækronerne. Herfra kunne man se ud over hele området. Lars havde pigerne godt oppe ad denne stige, da han pludselig blev klar over, at hvis en af pigerne gled, ville de falde ca. 35 m ned (der var ikke noget sikkerhedsnet), så han valgte at få pigerne ned igen hurtigst muligt.
Efter turen fik de fodret fugle, og flere af den var så nærgående, at det fløj over og satte sig i håret og på armene/skulderne. Dette syntes specielt Emilie ikke var særlig sjovt, så hun ville tilbag til camperen.
Vi havde om aftenen bestilt bord på restauranten, hvor vi fik en 4 retters menu bestående af diverse tapas fra en buffet, confit canara (sylte and) på toast, Heidis hovedret var barramundi (fisk) og Lars fik bøf. Desserten var en buffet med hjemmelavet kager og is. Pigerne fik henholdsvis lasagne og bøf til hovedret. Vi havde en rigtig dejlig aften med dejlig mad og rigtig god betjening.
Næste morgen var vi alle 4 en tur over ved The Tree Top Walk, da Heidi skulle se om hun turde gå over. Hun nåede halvvejs, da hun valgte at gå tilbage…..bangebuks. Lars nåede at få kravlet helt op ad stigen, og fik set en fantastisk udsigt.
Herefter besluttede vi os til, at det var tid til at komme ned ad bjerget inden der kom for mange modkørende biler. Nedturen gik da også væsentlig hurtigere end opturen, men vi mødte dog stadig mange biler.
Vi kørte ned til en anden campingplads i udkanten af Gold Coast, hvor vi skulle overnatte inden turen fortsatte mod Sydney.
Dagen derpå var det meningen, at vi ville køre til Coffs Harbor, hvorfra man kan se delfiner og kameler (der er vilde kameler i Australien), men vi blev af receptionisten rådet til at overnatte ved Yamba, da dette skulle være en rigtig god campingplads. Da vi kom til denne campingplads (hvor vi forinden havde aftalt at tage et par overnatninger) var specielt Lars og Emilie klar til at køre 3 timer videre til der, hvor vi oprindeligt ville hen, da de syntes campingpladsen var ØV. Måske også fordi de var lidt bange. Der var nemlig opslag om, at en edderkop kalder redback var at finde på campingpladsen, og at man skulle se under toiletsæder, borde, stole, mørke områder med mere inden man rørte ved noget, da de gemmer sig disse steder. Der er tale om Australien farligste edderkop, der kan slå et menneske ihjel, hvis man ikke kommer under behandling. Behandlingen består i at spise 2 piller.
Vi trak da lod, og Nikoline som vandt, valgte at vi skulle blive. Vi er dog alle enige i, at vi i morgen fortsætter til Coffs Harbor.
God nat og sov godt.
DreamWorld
Vi har nu været 5 dage ved Gold Cost, hvor vi har fået slappet af, nydt det gode vejr, shoppet og være 2 dage i DreamWorld.
DreamWorld er et kombineret badeland og tivoli. Da man sagtens kan bruge en hel dag på hver af de to områder, valgte vi at købe adgang til 2 dage, så vi ville få mest muligt ud af det.
Den første dag var vi i tivolidelen. Desværre var der flere af forlystelserne, pigerne (specielt Nikoline) ikke kunne prøve, men dem de kunne, blev prøvet igen og igen. Alle tøserne prøvede en form for centrifuge, hvor man står op ad en væg, mens man kører rundt og rundt. På grund af centrifugalkraften har man mulighed for at kravle rundt på væggen, mens den køre rundt. Pigerne syntes, det var en alle tiders tur, og prøvede den et par gange. Lars havde mulighed for at stå og se ned i forlystelsen, og han blev helt dårlig af at se på - tøsedreng....
I tivoliet er der flere rigtig vilde forlystelser. Der var blandt andet en, hvor man sidder i en vogn og bliver skudt af sted med 158 km i timen ud af en rampe og op ad et tårn (på højde med det gyldne tårn i Tivoli). Heidi prøvede denne, og mener helt sikkert, at det er den sjoveste, fedeste og sejeste forlystelse, hun nogen sinde har prøvet.
Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vejret var i top.
Næste dag var vi hjemme på campingpladsen, hvor dagen blev brugt ved poolen og i shoppingcenteret. V kom i snak med et andet dansk par, der har en pige på 10 år, som savnede nogen at lege med. De 3 piger fik leget, og vi aftalte, at de alle skulle komme forbi vores camper om aftenen, så vi kunne udveksle oplysninger om, hvad der var godt at bruge tid på, da de skulle den modsatte vej af os. Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Dagen herefter var vi så i badelandet. Specielt Heidi havde ikke de store forventninger, men dette blev gjort til skamme. Det er det bedste badeland nogen af os prøvet at være i – ikke fordi det er mange vi har besøgt.
Der var masser at prøve for Emilie og Nikoline og absolut også noget for de voksne.
Vejret startede med at være rigtig godt, og vi fik prøvet alle de store vandrutchebaner, hvor pigerne kunne være med først. Den sjoveste (ifølge Lars, Heidi og Emilie) af de ture var en der minder om rutchebanen i tivoli og er lige så lang. Forskellen var, at man sad i en gummibåd. Fed vandrutchebane.
Der var også en, hvor man kørte i mørke, mens det bare gik rundt og rund og ned og ned. Den var specielt Nikoline meget glad for.
Herefter var vi i den del af badelandet, som er lavet på baggrund af tegneserien Nickelodeon (ved ikke hvordan det staves). En kæmpe borg med hængebroer og vandrutchebaner der konstant sprøjter med vand. Her fik pigerne meget tid til at gå.
Vejret blev mere og mere skyet, men de voksne havde lige et par rutchebaner, de skulle nå at prøve. Blandt andet var der en rutchebane, hvor man sidder 4 personer i en båd, der ligner en firkløver. Man bliver sendt af sted ned ad en overdækket rutchebane og skudt ud i en stor kegle, og efter noget tid ud af sidste del af rutchebanen. Den var vild og sjov.
En anden minder lidt om Rejen i Bonbonland, bortset fra at denne starter i et lukket rør der snor sig, hvorefter man kommer ud på en åben rutchebane, der går lige ned. En anden forskel er, at man er alene, køre med hovedet først og man ligger på en form for måtte. Lars var helt vild med den, og prøvede den flere gange.
Da det nu var blevet skyet, og efterhånden koldt (26 grader) gik vi i bad. Da der stadig var et par timer til DreamWorld lukkede gik vi over i tivolidelen, hvor vi lige fik den sidste lyst styret med hensyn til forlystelser.
Da vi kom hjem stod den på højtlæsning (den sorte hingst vender tilbage) og PSP.
Efter en god nats søvn besluttede vi os til at køre videre. Vi er nu på vej mod O’Reilly’s der ligger 40 minutter fra Brisbane. Her er der regnskov, bjerge, vingård, skøn restaurant og mulighed for at gå på en hængebro 20 meter oppe i træerne, der går rundt inde i regnskoven.
Den 28.11.07 skal vi aflevere camperen, så efter O’Reilly’s går turen mod Sydney.
For resten tak for alle jer der har skrevet til os. Selvom vi ikke skriver personligt tilbage til jer, er vi meget glade for alle jeres indlæg. Det er altid dejligt at høre fra jer.
Ungerne er også rigtig glade for at høre fra jer, og de er begyndt at savne deres venner og veninder mere. Vi håber fortsat at høre fra jer på resten af vores tur.
DreamWorld er et kombineret badeland og tivoli. Da man sagtens kan bruge en hel dag på hver af de to områder, valgte vi at købe adgang til 2 dage, så vi ville få mest muligt ud af det.
Den første dag var vi i tivolidelen. Desværre var der flere af forlystelserne, pigerne (specielt Nikoline) ikke kunne prøve, men dem de kunne, blev prøvet igen og igen. Alle tøserne prøvede en form for centrifuge, hvor man står op ad en væg, mens man kører rundt og rundt. På grund af centrifugalkraften har man mulighed for at kravle rundt på væggen, mens den køre rundt. Pigerne syntes, det var en alle tiders tur, og prøvede den et par gange. Lars havde mulighed for at stå og se ned i forlystelsen, og han blev helt dårlig af at se på - tøsedreng....
I tivoliet er der flere rigtig vilde forlystelser. Der var blandt andet en, hvor man sidder i en vogn og bliver skudt af sted med 158 km i timen ud af en rampe og op ad et tårn (på højde med det gyldne tårn i Tivoli). Heidi prøvede denne, og mener helt sikkert, at det er den sjoveste, fedeste og sejeste forlystelse, hun nogen sinde har prøvet.
Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vejret var i top.
Næste dag var vi hjemme på campingpladsen, hvor dagen blev brugt ved poolen og i shoppingcenteret. V kom i snak med et andet dansk par, der har en pige på 10 år, som savnede nogen at lege med. De 3 piger fik leget, og vi aftalte, at de alle skulle komme forbi vores camper om aftenen, så vi kunne udveksle oplysninger om, hvad der var godt at bruge tid på, da de skulle den modsatte vej af os. Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Dagen herefter var vi så i badelandet. Specielt Heidi havde ikke de store forventninger, men dette blev gjort til skamme. Det er det bedste badeland nogen af os prøvet at være i – ikke fordi det er mange vi har besøgt.
Der var masser at prøve for Emilie og Nikoline og absolut også noget for de voksne.
Vejret startede med at være rigtig godt, og vi fik prøvet alle de store vandrutchebaner, hvor pigerne kunne være med først. Den sjoveste (ifølge Lars, Heidi og Emilie) af de ture var en der minder om rutchebanen i tivoli og er lige så lang. Forskellen var, at man sad i en gummibåd. Fed vandrutchebane.
Der var også en, hvor man kørte i mørke, mens det bare gik rundt og rund og ned og ned. Den var specielt Nikoline meget glad for.
Herefter var vi i den del af badelandet, som er lavet på baggrund af tegneserien Nickelodeon (ved ikke hvordan det staves). En kæmpe borg med hængebroer og vandrutchebaner der konstant sprøjter med vand. Her fik pigerne meget tid til at gå.
Vejret blev mere og mere skyet, men de voksne havde lige et par rutchebaner, de skulle nå at prøve. Blandt andet var der en rutchebane, hvor man sidder 4 personer i en båd, der ligner en firkløver. Man bliver sendt af sted ned ad en overdækket rutchebane og skudt ud i en stor kegle, og efter noget tid ud af sidste del af rutchebanen. Den var vild og sjov.
En anden minder lidt om Rejen i Bonbonland, bortset fra at denne starter i et lukket rør der snor sig, hvorefter man kommer ud på en åben rutchebane, der går lige ned. En anden forskel er, at man er alene, køre med hovedet først og man ligger på en form for måtte. Lars var helt vild med den, og prøvede den flere gange.
Da det nu var blevet skyet, og efterhånden koldt (26 grader) gik vi i bad. Da der stadig var et par timer til DreamWorld lukkede gik vi over i tivolidelen, hvor vi lige fik den sidste lyst styret med hensyn til forlystelser.
Da vi kom hjem stod den på højtlæsning (den sorte hingst vender tilbage) og PSP.
Efter en god nats søvn besluttede vi os til at køre videre. Vi er nu på vej mod O’Reilly’s der ligger 40 minutter fra Brisbane. Her er der regnskov, bjerge, vingård, skøn restaurant og mulighed for at gå på en hængebro 20 meter oppe i træerne, der går rundt inde i regnskoven.
Den 28.11.07 skal vi aflevere camperen, så efter O’Reilly’s går turen mod Sydney.
For resten tak for alle jer der har skrevet til os. Selvom vi ikke skriver personligt tilbage til jer, er vi meget glade for alle jeres indlæg. Det er altid dejligt at høre fra jer.
Ungerne er også rigtig glade for at høre fra jer, og de er begyndt at savne deres venner og veninder mere. Vi håber fortsat at høre fra jer på resten af vores tur.
onsdag den 14. november 2007
Gold Coast
Dagen efter vores tur i Australia Zoo skulle vi videre ned til Brisbane og Gold Coast, hvor der skulle være en rigtig dejlig campingplads.
Efter morgenmad (Lars lavede pandekager til morgenmad) fik vi pakket os sammen, og begav os af sted. Det havde regnet hele natten, og ifølge receptionisten ville regnen følge os hele vejen ned til Gold Cost – øv.. øv., men vi ville videre.
Turen til Brisbane var på cirka 100 km, så det var en relativ kort tur. Vi valgte dog grundet regnen at springe Brisbane over og kørte direkte til campingpladsen ved Gold Coast.
Vi ankom til en rigtig dejlig campingplads, der ligger meget tæt på diverse forlystelser så som Dreamworld, Seaworld, Movieworld og Wet n’ Wild. Samtidig ligger der også et stort outlet center i gåafstand fra campingpladsen, så vi besluttede med det samme, at blive her i 4-5 dage, dels for at slappe af men også for at prøve en enkelt forlystelse, tage en tur til Brisbane (ligger cirka 40 km herfra) og måske lidt shopping.
Resten af dagen stod på en gåtur, en tur i poolen, tøjvask og hygge.
Næste dag lavede Lars igen morgenmad (omelet), og da det igen havde regnet hele natten og ikke så ud til at stoppe besluttede vi at tage en tur i shoppingcenteret. Måske kunne man finde en ting eller to.
Vi gik i regnvejr over til centeret, hvor der var et hav af butikker. Emilie og Nikoline har så absolut arvet et shoppinggen, for de var helt vilde med at prøve tøj og stå og spejle sig. Ungerne fik noget tøj men også Heidi og Lars fandt øhh……….. en masse, så nu har vi sikkert overvægt med hjem.
Da vi kom hjem gik turen til poolen på trods af lidt regn, og aftensmaden stod på rugbrød (man kan faktisk godt få noget udmærket rugbrød, men vi mangler leverpostejen).
Vejrudsigten siger også regn i morgen, så vi tager endnu en stille dag, inden vi har besluttet os for at tage i Dreamworld, der er en blanding af kæmpe badeland og et tivoli.
Vi vil så dagen efter tage en tur til Brisbane, inden turen går videre sydpå.
Efter morgenmad (Lars lavede pandekager til morgenmad) fik vi pakket os sammen, og begav os af sted. Det havde regnet hele natten, og ifølge receptionisten ville regnen følge os hele vejen ned til Gold Cost – øv.. øv., men vi ville videre.
Turen til Brisbane var på cirka 100 km, så det var en relativ kort tur. Vi valgte dog grundet regnen at springe Brisbane over og kørte direkte til campingpladsen ved Gold Coast.
Vi ankom til en rigtig dejlig campingplads, der ligger meget tæt på diverse forlystelser så som Dreamworld, Seaworld, Movieworld og Wet n’ Wild. Samtidig ligger der også et stort outlet center i gåafstand fra campingpladsen, så vi besluttede med det samme, at blive her i 4-5 dage, dels for at slappe af men også for at prøve en enkelt forlystelse, tage en tur til Brisbane (ligger cirka 40 km herfra) og måske lidt shopping.
Resten af dagen stod på en gåtur, en tur i poolen, tøjvask og hygge.
Næste dag lavede Lars igen morgenmad (omelet), og da det igen havde regnet hele natten og ikke så ud til at stoppe besluttede vi at tage en tur i shoppingcenteret. Måske kunne man finde en ting eller to.
Vi gik i regnvejr over til centeret, hvor der var et hav af butikker. Emilie og Nikoline har så absolut arvet et shoppinggen, for de var helt vilde med at prøve tøj og stå og spejle sig. Ungerne fik noget tøj men også Heidi og Lars fandt øhh……….. en masse, så nu har vi sikkert overvægt med hjem.
Da vi kom hjem gik turen til poolen på trods af lidt regn, og aftensmaden stod på rugbrød (man kan faktisk godt få noget udmærket rugbrød, men vi mangler leverpostejen).
Vejrudsigten siger også regn i morgen, så vi tager endnu en stille dag, inden vi har besluttet os for at tage i Dreamworld, der er en blanding af kæmpe badeland og et tivoli.
Vi vil så dagen efter tage en tur til Brisbane, inden turen går videre sydpå.
Sunshine Coast
Inden vi forlod Myella fik Lars en rigtig god oplevelse, da han efter morgenmaden kørte ud på cross-cykel for at fange hestene ind. Imens gav tøserne kalven, kænguruungen og wallabyungen mad for sidste gang. Efter en næsten tårevædet afsked med dyreungerne begav vi os mod Sunshine Cost nærmere bestemt Forest Glen, hvor vi skulle en tur i Australia Zoo.
Turen var på cirka 600 km, så det var først hen på eftermiddagen, vi ankom til campingpladsen.
Vi var rigtig heldige, for faktisk var alle pladser optaget, men i det samme ringede en anden person og aflyste deres ophold, hvorfor vi fik mulighed for at få 2 overnatninger.
Om aftenen var der gratis grillpølser med brød og saftevand, hvor man så kunne donere lidt penge til hospitalsklovnene. Dette arrangement deltog vi selvfølgelig i, men efter den lange køretur trængte vi til at slappe af (som sædvanligt), hvorfor vi valgte at leje en DVD – Nanny MacPhee. En rigtig god familiefilm, som Emilie tidligere har set hos Camilla, så det gjorde ikke noget for hende, at den var på engelsk, for hun kunne alle replikkerne fra den danske udgave, så hun oversatte for Nikoline.
Hele natten regnede det, men da vi stod op kom solen, hvilket var rigtig godt, da vi havde bestemt, at vi denne dag skulle i Australia Zoo.
Vi ankom lige inden åbningstid, og gik med det samme hen til deres bookingkontor, hvor man skulle booke tider, hvis man ville komme helt tæt på nogle af dyrene. Alt kunne åbenbart forudbestilles, så alt var ”udsolgt” – øv…øv.
Vi havde dog stadig muligheden for at blive fotograferet med en alligatorunge, en koala og en stor pyton.
Dette var fra morgenstunden af, og Lars syntes, at ungerne skulle prøve at blive fotograferet med henholdsvis en pyton og en alligatorunge, hvilket de så fik lov til og som blev til nogle rigtige gode billeder – de er jo også ved at være vant til det…..
Herefter var vi over i crocoseum (et mindre stadion med plads til 5000 mennesker), hvor vi skulle se dagens show. På storskærm blev der vist brudstykker af Steve Irwings oplevelser/optagelser inden hans død, hvorefter dagens show begyndte. Først kom havens 3 elefanter, herefter var der fugleshow, slangeshow og til sidst krokodilleshowet. Rigtig flot men meget amerikanseret, da alle dyrepasserne prøver, at være lige som Steve Irwing var.
Under showet fortalte dages vært, at 10 heldige personer kunne få muligheden for at være sammen med havens tigerunger (dette er ikke noget man normalt får chancen for) men at det var først til mølle princippet, så efter showet løb Lars over til bookingen for at se, om han kunne få chancen. Af en eller anden årsag fik Lars muligheden for dette, så han var helt oppe at køre. Han skulle dog først dette omkring kl. 15.00, så der var stadig 3 timer til dette.
Vi fik først noget frokost, hvorefter vi gik rundt og så havens dyr. Hold op hvor holder de den zoo ren. Hver gang et dyr lavede en lille prut blev den fjernet, og dyrene skinnede som en nylakeret bil – lidt kunstigt men flot.
Tøserne fik fodret lam, kalve, smågrise, geder, kænguruer og elefanter. Vi var også rundt og se dingoer, cassowaries, ræve, kameler, slanger, øgler, diverse fugle, koalaer, wombats og selvfølgelig krokodiller.
Da klokken var ved at være 15.00, begyndte vi at gå over mod havens tigere, hvor Lars skulle mødes med tigerungernes dyrepassere.
Imens Lars var inde hos tigerungerne så tøserne et show med de voksne tigere. Et helt fantastisk show, hvor man virkelig fik set de smukke dyr og hvad de var i stand til. Herefter gik vi ud og fik en is.
Efter en times tid kom Lars ud inden fra tigerungerne med det største smil på læberne. Det havde været en enestående og fantastisk oplevelse at komme så tæt på nogle dyreunger, som ikke mange mennesker får chancen for at prøve.
Da haven lukkede kl. 16.30 var det tid til at finde udgangen. Ved udgangen var der en tro kopi af verdens største krokodille (se billedet). Den skulle man nødig møde en mørk aften eller i dagslys.
På vej tilbage til campingpladsen faldt ungerne i søvn, og så var den dag gået.
Turen var på cirka 600 km, så det var først hen på eftermiddagen, vi ankom til campingpladsen.
Vi var rigtig heldige, for faktisk var alle pladser optaget, men i det samme ringede en anden person og aflyste deres ophold, hvorfor vi fik mulighed for at få 2 overnatninger.
Om aftenen var der gratis grillpølser med brød og saftevand, hvor man så kunne donere lidt penge til hospitalsklovnene. Dette arrangement deltog vi selvfølgelig i, men efter den lange køretur trængte vi til at slappe af (som sædvanligt), hvorfor vi valgte at leje en DVD – Nanny MacPhee. En rigtig god familiefilm, som Emilie tidligere har set hos Camilla, så det gjorde ikke noget for hende, at den var på engelsk, for hun kunne alle replikkerne fra den danske udgave, så hun oversatte for Nikoline.
Hele natten regnede det, men da vi stod op kom solen, hvilket var rigtig godt, da vi havde bestemt, at vi denne dag skulle i Australia Zoo.
Vi ankom lige inden åbningstid, og gik med det samme hen til deres bookingkontor, hvor man skulle booke tider, hvis man ville komme helt tæt på nogle af dyrene. Alt kunne åbenbart forudbestilles, så alt var ”udsolgt” – øv…øv.
Vi havde dog stadig muligheden for at blive fotograferet med en alligatorunge, en koala og en stor pyton.
Dette var fra morgenstunden af, og Lars syntes, at ungerne skulle prøve at blive fotograferet med henholdsvis en pyton og en alligatorunge, hvilket de så fik lov til og som blev til nogle rigtige gode billeder – de er jo også ved at være vant til det…..
Herefter var vi over i crocoseum (et mindre stadion med plads til 5000 mennesker), hvor vi skulle se dagens show. På storskærm blev der vist brudstykker af Steve Irwings oplevelser/optagelser inden hans død, hvorefter dagens show begyndte. Først kom havens 3 elefanter, herefter var der fugleshow, slangeshow og til sidst krokodilleshowet. Rigtig flot men meget amerikanseret, da alle dyrepasserne prøver, at være lige som Steve Irwing var.
Under showet fortalte dages vært, at 10 heldige personer kunne få muligheden for at være sammen med havens tigerunger (dette er ikke noget man normalt får chancen for) men at det var først til mølle princippet, så efter showet løb Lars over til bookingen for at se, om han kunne få chancen. Af en eller anden årsag fik Lars muligheden for dette, så han var helt oppe at køre. Han skulle dog først dette omkring kl. 15.00, så der var stadig 3 timer til dette.
Vi fik først noget frokost, hvorefter vi gik rundt og så havens dyr. Hold op hvor holder de den zoo ren. Hver gang et dyr lavede en lille prut blev den fjernet, og dyrene skinnede som en nylakeret bil – lidt kunstigt men flot.
Tøserne fik fodret lam, kalve, smågrise, geder, kænguruer og elefanter. Vi var også rundt og se dingoer, cassowaries, ræve, kameler, slanger, øgler, diverse fugle, koalaer, wombats og selvfølgelig krokodiller.
Da klokken var ved at være 15.00, begyndte vi at gå over mod havens tigere, hvor Lars skulle mødes med tigerungernes dyrepassere.
Imens Lars var inde hos tigerungerne så tøserne et show med de voksne tigere. Et helt fantastisk show, hvor man virkelig fik set de smukke dyr og hvad de var i stand til. Herefter gik vi ud og fik en is.
Efter en times tid kom Lars ud inden fra tigerungerne med det største smil på læberne. Det havde været en enestående og fantastisk oplevelse at komme så tæt på nogle dyreunger, som ikke mange mennesker får chancen for at prøve.
Da haven lukkede kl. 16.30 var det tid til at finde udgangen. Ved udgangen var der en tro kopi af verdens største krokodille (se billedet). Den skulle man nødig møde en mørk aften eller i dagslys.
På vej tilbage til campingpladsen faldt ungerne i søvn, og så var den dag gået.
Farmstay på Myella
Som vi skrev sidst, havde vi besluttet at køre ca. 500 km tilbage for at tage på farmstay.
Vi havde hørt så meget godt om dette sted fra familien Greve, at vi besluttede, at 500 km intet betød, hvis det virkeligt var så godt et sted.
Som vi også skrev sidst, kørte vi mod regnvejret, og vi var kun 100 km fra Harvey Bay, før de første regndråber dukkede op på bilruden, så vi var noget bange for, at vi igen skulle blive skyllet væk på en af vores udflugter.
Myella ligger 150 km sydvest fra Rockhampton, og man kommer et godt stykke ud på landet, hvor der er meget langt mellem husene. Da vi var cirka 25 km væk fra farmen, havde vi problemer med at finde vej, men heldigvis viste et par ægte cowboys os vejen.
Lige inde vi kom til farmen, så vi nogle virkelig store kænguruer – dem i menneskehøjde, det var lige før, Lars havde kørt en af dem ned, hvilket ikke er helt ufarligt. Vi fik også taget et par billeder af dem.
Vel ankommet til Myella kunne vi konstatere, at regnen ikke havde sluppet sit tag i os, da det stadig stod ned i stænger, men at vi dog var ankommet til en rigtig hyggelig farm.
Vi blev budt velkommen med en kop te og kaffe, som vi selv skulle lave over det åbne ildsted, der lå lige ved nogle verandaer, hvor al spisning ville foregå.
Efter at have underskrevet nogle papirer vedrørende at opholdet og ”aktiviteterne” var på eget ansvar, var det tid til aftensmad.
Vi fik det lækreste hjemmelavet mad, og selv ungerne var vilde med det. Kartoffelmos, massevis af kogte grøntsager, ostesauce og selvfølgelig kød.
Da vi havde spist og regnen stadig stod ned i stride strømme, kom der en kvinde, og spurgte, om der var nogle, der ville give deres kalv (Daisy) mælk. Ungerne var helt med på ideen, så de blev udstyret med en 2 liter stor sutteflaske og en meget sulten kalv, der brugte under 1 minut på at drikke mælken, hvilket ungerne var meget benovet over. Da Daisy havde fået lov til at gå rundt løs i haven, var vi alle meget våde efter den oplevelse.
Vi skulle ind og vælge noget tøj og nogle støvler, som vi kunne låne, da vi ville risikere at ødelægge vores eget tøj. Samtidig var det en lov, at man skulle have støvler på, såfremt man ville ride, hvilket vi skulle næste dag.
Vi fik fundet støvler til Lars, Heidi og Emilie men Nikoline måtte undvære, da der ikke var nogle i hendes størrelse (hun ville dog alligevel kunne få lov til at ride). Heidi og Lars fandt også noget tøj - cowboybukser og skjorter hvilket man også skulle have på.
Mens vi var ved at prøve tøj og støvler, kom en anden ansat og viste os den mest bedårende wallabyunge og ligeså kænguruunge. De lå i 2 sække som hang på en knage. Deres mødre var blevet kørt ned, og her på gården opfostrede man dem. De skal have mælk hver 4. time, så dette fik ungerne også prøvet. Det er nu blevet sådan, at ingen (ifølge Nikoline) andre en dem må røre ungerne, give mad eller lignende, da Nikoline helt sikkert mener, at wallabyungen tilhører hende og kænguruungen Emilie.
Klokken blev næste 22.00 før vi kom i seng, så da vi stod op kl. 05.45 den følgende morgen, var vi en smule trætte. Ungerne var de mest livlige, for de skulle selvfølgelig hen til dyreungerne hurtigst muligt.
Vi vågnede op i en fugtig camper grundet regnen, men da vi kiggede ud af vinduerne var det skyet men med sol – jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii.
Vi skulle som nævnt spise morgenmad ved bålstedet, og på bålstedet kunne man selv riste sit toastbrød over ilden (smagte rigtig godt) eller lave sig noget scramble egg.
Efter morgenmaden var det tid til at give først kænguruungen og wallabyungen mælk, hvilket pigerne gjorde igen. Herefter skulle kalven Daisy have sin mælk, hvilket pigerne også fik lov til, og herefter igen skulle 5 stk. køer malkes med håndkraft. Vi fik alle 4 prøvet dette, og Nikoline var faktisk rigtig god til det. Klokken var nu omkring 8, så sangen ”bondemanden han har altid travlt” passer nu meget godt.
Da køerne var malket, gik vi op til hestene – cirka 30 stk. som var ved at blive gjort klar, til at vi kunne ride på dem.
Vi blev alle instrueret i, hvordan man skulle opfører sig i nærheden af heste, hvordan man skulle stige af og på, og hvordan man holder i tøjlerne. Alt dette er meget forskelligt fra metoden i Europa, hvilket instruktøren også godt var klar over.
De første par hold blev sendt af sted, hvorefter det var fam. Y´s tur. Vi fik alle fire en hest hver (ikke noget med ponyer ej heller til pigerne) og så var det bare op på dem. Pigerne blev trukket rundt, og efter 20 minutter, hvor vi havde redet rundt i en fold, red vi alle en tur ud i naturen.
Pigerne blev trukket af hver deres instruktør, der selv red på en anden hest, og Lars og Heidi måtte klare det selv.
Det gik super godt. Heidis hest var noget træt, så de lå hele turen igennem på sidstepladsen. Lars’ hest var der mere go i, så han lå selvfølgelig på 1. pladsen. Hvis Nikoline ikke været blevet trukket, ville hun nok have været redet hele vejen til Perth. Hun hoppede i sadlen for at få hesten til at ride hurtigere, samtidig med at hun ”knaldede” tøjlerne mod heste og sagde ”hyp, hyp”, så instruktøren var travlt beskæftiget – hi…hi.. Emilie sad som om hun ejede hele verden.
Det var virkelig en smuk, sjov, dejlig og skide god tur.
Da vi kom tilbage var det tid til at ordne hestene, og herefter spise frokost. Ungerne var trætte, men skulle selvfølgelig over til dyreungerne igen. Der var nu andre gæster, der også ville give ungerne mad, hvilket ikke faldt i god jord hos specielt Nikoline, hvorfor de voksne (Heidi og Lars) mente, at det var tid til en lur.
Mens alle 3 tøser hvilede sig, skulle Lars instrueres i at køre på croos-maskine, så han i morgen tidlig kan komme med ud og indfange kvæg. Han havde en rigtig god tur på et par timer, hvor de var på bane men også ude og køre i landskabet.
Inden Lars kom retur kom vores træner fra ridning og bankede på camperen. Han ville høre, om vi 3 ville med ud og fodre heste, mens vi stod bag på en 4WD. Dette tilbud ville vi absolut ikke sige nej til, og hvilken fest. Stående på ladet af vognen kørte vi derud ad, mens vi holdt fast i et par jernstænger. Vi kørte rundt i lidt over en time på denne måde, mens vi stoppede et par gange for at fodre heste. Dette var kanon sjovt, og han var rigtig godt til at fortælle om dyrene, gården m.v. når vi fodrede dyrene.
Vel tilbage på gården hoppede ungerne og Lars i poolen, som dog var noget kold, så det blev kun til en enkelt dukkert. Herefter tog vi alle et velfortjent bad.
Efter badet fik ungerne endnu engang leget med dyreungerne, mens de voksne fik slappet lidt af. Lige inden solnedgang hoppede vi alle op på ladet af en 4WD, for at køre ud i landskabet og se solnedgangen – smukt.
Inden aftensmaden fik ungerne lege lidt med gårdens hund, der for en kort periode ikke var bundet. Den er normalt bundet, når den ikke arbejder, da det er en arbejdshund, som døgnets 24.timer ville jage kvæg og heste og aldrig hvile sig og dermed dø, hvis den fik lov til at løbe frit omkring. Her kan man vist tale om en DAMP-hund.
Efter aftensmad var vi alle så trætte, at klokken kun lige var blevet 20.00, da vi gik til ro.
I morgen skal vi køre herfra omkring kl. 09.00. Forinden skal vi dog have morgenmad over bål, give diverse dyreunger mad, malke køer, og Lars skal ud og inddrive kvæg på motor-crosscykel.
What a day.
Vi havde hørt så meget godt om dette sted fra familien Greve, at vi besluttede, at 500 km intet betød, hvis det virkeligt var så godt et sted.
Som vi også skrev sidst, kørte vi mod regnvejret, og vi var kun 100 km fra Harvey Bay, før de første regndråber dukkede op på bilruden, så vi var noget bange for, at vi igen skulle blive skyllet væk på en af vores udflugter.
Myella ligger 150 km sydvest fra Rockhampton, og man kommer et godt stykke ud på landet, hvor der er meget langt mellem husene. Da vi var cirka 25 km væk fra farmen, havde vi problemer med at finde vej, men heldigvis viste et par ægte cowboys os vejen.
Lige inde vi kom til farmen, så vi nogle virkelig store kænguruer – dem i menneskehøjde, det var lige før, Lars havde kørt en af dem ned, hvilket ikke er helt ufarligt. Vi fik også taget et par billeder af dem.
Vel ankommet til Myella kunne vi konstatere, at regnen ikke havde sluppet sit tag i os, da det stadig stod ned i stænger, men at vi dog var ankommet til en rigtig hyggelig farm.
Vi blev budt velkommen med en kop te og kaffe, som vi selv skulle lave over det åbne ildsted, der lå lige ved nogle verandaer, hvor al spisning ville foregå.
Efter at have underskrevet nogle papirer vedrørende at opholdet og ”aktiviteterne” var på eget ansvar, var det tid til aftensmad.
Vi fik det lækreste hjemmelavet mad, og selv ungerne var vilde med det. Kartoffelmos, massevis af kogte grøntsager, ostesauce og selvfølgelig kød.
Da vi havde spist og regnen stadig stod ned i stride strømme, kom der en kvinde, og spurgte, om der var nogle, der ville give deres kalv (Daisy) mælk. Ungerne var helt med på ideen, så de blev udstyret med en 2 liter stor sutteflaske og en meget sulten kalv, der brugte under 1 minut på at drikke mælken, hvilket ungerne var meget benovet over. Da Daisy havde fået lov til at gå rundt løs i haven, var vi alle meget våde efter den oplevelse.
Vi skulle ind og vælge noget tøj og nogle støvler, som vi kunne låne, da vi ville risikere at ødelægge vores eget tøj. Samtidig var det en lov, at man skulle have støvler på, såfremt man ville ride, hvilket vi skulle næste dag.
Vi fik fundet støvler til Lars, Heidi og Emilie men Nikoline måtte undvære, da der ikke var nogle i hendes størrelse (hun ville dog alligevel kunne få lov til at ride). Heidi og Lars fandt også noget tøj - cowboybukser og skjorter hvilket man også skulle have på.
Mens vi var ved at prøve tøj og støvler, kom en anden ansat og viste os den mest bedårende wallabyunge og ligeså kænguruunge. De lå i 2 sække som hang på en knage. Deres mødre var blevet kørt ned, og her på gården opfostrede man dem. De skal have mælk hver 4. time, så dette fik ungerne også prøvet. Det er nu blevet sådan, at ingen (ifølge Nikoline) andre en dem må røre ungerne, give mad eller lignende, da Nikoline helt sikkert mener, at wallabyungen tilhører hende og kænguruungen Emilie.
Klokken blev næste 22.00 før vi kom i seng, så da vi stod op kl. 05.45 den følgende morgen, var vi en smule trætte. Ungerne var de mest livlige, for de skulle selvfølgelig hen til dyreungerne hurtigst muligt.
Vi vågnede op i en fugtig camper grundet regnen, men da vi kiggede ud af vinduerne var det skyet men med sol – jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii.
Vi skulle som nævnt spise morgenmad ved bålstedet, og på bålstedet kunne man selv riste sit toastbrød over ilden (smagte rigtig godt) eller lave sig noget scramble egg.
Efter morgenmaden var det tid til at give først kænguruungen og wallabyungen mælk, hvilket pigerne gjorde igen. Herefter skulle kalven Daisy have sin mælk, hvilket pigerne også fik lov til, og herefter igen skulle 5 stk. køer malkes med håndkraft. Vi fik alle 4 prøvet dette, og Nikoline var faktisk rigtig god til det. Klokken var nu omkring 8, så sangen ”bondemanden han har altid travlt” passer nu meget godt.
Da køerne var malket, gik vi op til hestene – cirka 30 stk. som var ved at blive gjort klar, til at vi kunne ride på dem.
Vi blev alle instrueret i, hvordan man skulle opfører sig i nærheden af heste, hvordan man skulle stige af og på, og hvordan man holder i tøjlerne. Alt dette er meget forskelligt fra metoden i Europa, hvilket instruktøren også godt var klar over.
De første par hold blev sendt af sted, hvorefter det var fam. Y´s tur. Vi fik alle fire en hest hver (ikke noget med ponyer ej heller til pigerne) og så var det bare op på dem. Pigerne blev trukket rundt, og efter 20 minutter, hvor vi havde redet rundt i en fold, red vi alle en tur ud i naturen.
Pigerne blev trukket af hver deres instruktør, der selv red på en anden hest, og Lars og Heidi måtte klare det selv.
Det gik super godt. Heidis hest var noget træt, så de lå hele turen igennem på sidstepladsen. Lars’ hest var der mere go i, så han lå selvfølgelig på 1. pladsen. Hvis Nikoline ikke været blevet trukket, ville hun nok have været redet hele vejen til Perth. Hun hoppede i sadlen for at få hesten til at ride hurtigere, samtidig med at hun ”knaldede” tøjlerne mod heste og sagde ”hyp, hyp”, så instruktøren var travlt beskæftiget – hi…hi.. Emilie sad som om hun ejede hele verden.
Det var virkelig en smuk, sjov, dejlig og skide god tur.
Da vi kom tilbage var det tid til at ordne hestene, og herefter spise frokost. Ungerne var trætte, men skulle selvfølgelig over til dyreungerne igen. Der var nu andre gæster, der også ville give ungerne mad, hvilket ikke faldt i god jord hos specielt Nikoline, hvorfor de voksne (Heidi og Lars) mente, at det var tid til en lur.
Mens alle 3 tøser hvilede sig, skulle Lars instrueres i at køre på croos-maskine, så han i morgen tidlig kan komme med ud og indfange kvæg. Han havde en rigtig god tur på et par timer, hvor de var på bane men også ude og køre i landskabet.
Inden Lars kom retur kom vores træner fra ridning og bankede på camperen. Han ville høre, om vi 3 ville med ud og fodre heste, mens vi stod bag på en 4WD. Dette tilbud ville vi absolut ikke sige nej til, og hvilken fest. Stående på ladet af vognen kørte vi derud ad, mens vi holdt fast i et par jernstænger. Vi kørte rundt i lidt over en time på denne måde, mens vi stoppede et par gange for at fodre heste. Dette var kanon sjovt, og han var rigtig godt til at fortælle om dyrene, gården m.v. når vi fodrede dyrene.
Vel tilbage på gården hoppede ungerne og Lars i poolen, som dog var noget kold, så det blev kun til en enkelt dukkert. Herefter tog vi alle et velfortjent bad.
Efter badet fik ungerne endnu engang leget med dyreungerne, mens de voksne fik slappet lidt af. Lige inden solnedgang hoppede vi alle op på ladet af en 4WD, for at køre ud i landskabet og se solnedgangen – smukt.
Inden aftensmaden fik ungerne lege lidt med gårdens hund, der for en kort periode ikke var bundet. Den er normalt bundet, når den ikke arbejder, da det er en arbejdshund, som døgnets 24.timer ville jage kvæg og heste og aldrig hvile sig og dermed dø, hvis den fik lov til at løbe frit omkring. Her kan man vist tale om en DAMP-hund.
Efter aftensmad var vi alle så trætte, at klokken kun lige var blevet 20.00, da vi gik til ro.
I morgen skal vi køre herfra omkring kl. 09.00. Forinden skal vi dog have morgenmad over bål, give diverse dyreunger mad, malke køer, og Lars skal ud og inddrive kvæg på motor-crosscykel.
What a day.
torsdag den 8. november 2007
Fraser Island
Vi vågnede alle efter en nat uden så meget søvn. Det havde regnet kraftigt hele natten, og vores camper stod under et træ med en masse bær (lidt lige som agern) der foruden regnen faldt ned på taget af camperen, så man skulle tro, vi var under beskydning.
Vi glædede os dog alle til at skulle ud til Fraser Island, som Ditlev har fortalt meget om, så efter morgenmad og et hurtigt bad blev vi hentet af en bus.
Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle til Fraser Island på en slags bil/busfærge.
Vores guide Peter var en ældre herre, som har boet hele sit liv i Australien, og som ikke har været uden for dette land. Han viste en masse om Australien og selvfølgelig også en masse om Fraser Island.
Vel ankommet til Fraser Island, blev vi hentet af en 4WD bus, som skulle fragte os rundt på øen. Vi var cirka 30 personer med denne bus, og Emilie og Nikoline var de eneste børn.
Man kan kun komme rundt på øen i et 4WD køretøj eller på gåben.
Øen er verdens største sandø. Der findes ikke noget jord på øen, og øens regneskov er derfor også den eneste regnskov i verden, der vokser på sand.
Vores første stop på turen var Lake Garawongera som er ……………. Øhhhh ???? Vi blev i bussen, da det stod ned i torve og bare turen til toilettet gjorde Heidi og Emilie gennemblødt.
De mest interessante ved dette stop var et skilt, hvor der stod DANGER. Det omhandlede dingoer, som man virkelig skulle passe på. Det var vigtigt at gå i flok, børn og selv mindre teenagers skulle aldrig gå alene eller være uden opsyn, man måtte ikke fodre dem altså dingoerne, og hvis de skulle angribe, skulle man skrige højt og angribe dingoen endnu mere aggressivt end den gjorde.
Næste stop var Happy Valley, hvor vi skulle spise frokost (ja, det tager en krig at komme rundt på øen grundet de massive sandhjulspor – maks. 35 km/t). Happy Vallley er den ene af de tre byer der er på øen. Byen var vel på cirka 10 huse.
Efter frokost kørte vi helt ud til stranden (nu kunne vi endelig køre lidt hurtigere - 80 km/t) kendt som Seventy Five Mile Beach, hvor vi kørte nordpå mod The Colored Sands. Her gjorde vi stop, og da Nikoline var faldet i søvn og det stadig regnede, var det kun Emilie og Lars der stod af bussen for at se nærmer på stedet. Vinden havde blæst sandet op af klitterne, så det nærmest lignede nogle klipper. Samtidig havde mineralerne i sandet gjort, at disse ”klipper” havde forskellige gule og røde nuancer. Flot så det ud også fra bussen.
Næste stop var Maheno skibsvraget. Dette er et vrag af en luksusliner, som tidligere var et hospitalsskib under 1. Verdenskrig. Skibet var blevet solgt til Japan, og på dets vej dertil sejlede det ind i en cyklon, hvilket medførte, at det gik på grund den 9. juli 1935. Siden da har det fået lov til at ligge og ruste op. Om cirka 5 år vil der nok ikke være så meget tilbage, da nedbrydningen nu går rigtig hurtig. Ved dette stop sov Nikoline stadig, men da vi stoppede lige ved vraget, fik Nikoline lov til at sove videre alene i bussen, mens vi andre skulle ud og studere vraget i ”det dejlige regnvejr”.
Herefter kørte vi videre langs stranden til Eli Creek, som er en ferskvands flod/å. Det er østkøstens længste ferskvandssø/å med sine 6,5 km. I timen løber der omkring 4,5 mill. liter ferskvand gennem den. Normalt er det et helt fantastisk sted at bade, men vejret taget i betragtning (det regnede stadig) og at Nikoline stadig sov, blev det kun til en soppetur for Emilie og Lars – dette havde dog også været en rigtig dejlig oplevelse.
Nu var det blevet tid til eftermiddagste, inden vi skulle videre til regnskoven.
Grundet regnen tog vi tilbage til vores frokoststed (Happy Valley) for at vi kunne få te, kaffe og muffins i tørvejr. Nu var Nikoline vågnede op, og kunne ikke forstå, hvorfor vi stadig var samme sted, som da hun faldt i søvn……..
Turen ud til regnskoven gik igen hen over øen, så hastigheden var kraftig reduceret igen. Inde i regnskoven blev vi sat af, hvorefter bussen kørte cirka 700 m længere frem, så vi selv kunne få lov til at gå en tur i ro og mag gennem regnskoven. Nu var vi jo kommet til regnskoven, hvor man så skulle tro, at det stadig regnede men nej, nu var det nemlig lige stoppet med at regne. Vi gik alle en dejlig tur gennem regnskoven, hvorefter turen gik tilbage til færgen. Ved færgen så vi en koloni af rokker i vandet, og nogle delfiner der sprang foran færgen. Dette var de eneste dyr vi fik set på vores tur. Vi havde håbet på at se nogle fritlevende dingoer, men regnen gjorde nok sit til at dyrene forblev i skjul.
Lars og Emilie syntes dog at det havde været en rigtig god tur alligevel, hvor Heidi nok var en smule skuffet. Som skrevet sov Nikoline en stor del af tiden, men hun mente altså alligevel, at hun både havde set dingoer, slanger, sørøver og andet godtfolk, så hun havde også haft en god tur.
En anden megen positiv oplevelse var et middelaldrende ægtepar, der på hjemvejen kom over til os på færgen, og sagde, at de havde rynket noget på næsen, da de så at vi havde 2 børn med, men at de aldrig havde oplevet så velopdragende børn – sikke nogle dejlige små englebasser vi har.
Til aftensmad fik vi friskfanget fisk, barramundi og blæksprutteringe som smagte rigtig godt.
At rejse og opleve tager noget på krafterne, så vi faldt hurtigt i søvn, efter vi havde spist.
I dag vågnede vi så til solskin efter 1½ døgn med konstant regnvejr – dejligt.
I løbet af i går havde vi fået en sms fra vores jyske venner (familien Greve), der havde været på et farmstay omkring en by ved navn Rannes 100 km vest for Gladstone, hvilket havde været en helt fantastisk oplevelse.
Vi har selv snakket om, at det var noget vi også godt kunne tænke os, men alle de steder vi har haft læst om, har ikke været det rigtige, så nu er vi altså på vej tilbage nordpå sådan cirka 500 km, for at tage på det samme farmstay som familen Greve. Det bliver rigtig godt, er vi helt sikre på, men desværre kører vi mod regnvejret…………………………… mere om det næste gang.
Vi glædede os dog alle til at skulle ud til Fraser Island, som Ditlev har fortalt meget om, så efter morgenmad og et hurtigt bad blev vi hentet af en bus.
Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle til Fraser Island på en slags bil/busfærge.
Vores guide Peter var en ældre herre, som har boet hele sit liv i Australien, og som ikke har været uden for dette land. Han viste en masse om Australien og selvfølgelig også en masse om Fraser Island.
Vel ankommet til Fraser Island, blev vi hentet af en 4WD bus, som skulle fragte os rundt på øen. Vi var cirka 30 personer med denne bus, og Emilie og Nikoline var de eneste børn.
Man kan kun komme rundt på øen i et 4WD køretøj eller på gåben.
Øen er verdens største sandø. Der findes ikke noget jord på øen, og øens regneskov er derfor også den eneste regnskov i verden, der vokser på sand.
Vores første stop på turen var Lake Garawongera som er ……………. Øhhhh ???? Vi blev i bussen, da det stod ned i torve og bare turen til toilettet gjorde Heidi og Emilie gennemblødt.
De mest interessante ved dette stop var et skilt, hvor der stod DANGER. Det omhandlede dingoer, som man virkelig skulle passe på. Det var vigtigt at gå i flok, børn og selv mindre teenagers skulle aldrig gå alene eller være uden opsyn, man måtte ikke fodre dem altså dingoerne, og hvis de skulle angribe, skulle man skrige højt og angribe dingoen endnu mere aggressivt end den gjorde.
Næste stop var Happy Valley, hvor vi skulle spise frokost (ja, det tager en krig at komme rundt på øen grundet de massive sandhjulspor – maks. 35 km/t). Happy Vallley er den ene af de tre byer der er på øen. Byen var vel på cirka 10 huse.
Efter frokost kørte vi helt ud til stranden (nu kunne vi endelig køre lidt hurtigere - 80 km/t) kendt som Seventy Five Mile Beach, hvor vi kørte nordpå mod The Colored Sands. Her gjorde vi stop, og da Nikoline var faldet i søvn og det stadig regnede, var det kun Emilie og Lars der stod af bussen for at se nærmer på stedet. Vinden havde blæst sandet op af klitterne, så det nærmest lignede nogle klipper. Samtidig havde mineralerne i sandet gjort, at disse ”klipper” havde forskellige gule og røde nuancer. Flot så det ud også fra bussen.
Næste stop var Maheno skibsvraget. Dette er et vrag af en luksusliner, som tidligere var et hospitalsskib under 1. Verdenskrig. Skibet var blevet solgt til Japan, og på dets vej dertil sejlede det ind i en cyklon, hvilket medførte, at det gik på grund den 9. juli 1935. Siden da har det fået lov til at ligge og ruste op. Om cirka 5 år vil der nok ikke være så meget tilbage, da nedbrydningen nu går rigtig hurtig. Ved dette stop sov Nikoline stadig, men da vi stoppede lige ved vraget, fik Nikoline lov til at sove videre alene i bussen, mens vi andre skulle ud og studere vraget i ”det dejlige regnvejr”.
Herefter kørte vi videre langs stranden til Eli Creek, som er en ferskvands flod/å. Det er østkøstens længste ferskvandssø/å med sine 6,5 km. I timen løber der omkring 4,5 mill. liter ferskvand gennem den. Normalt er det et helt fantastisk sted at bade, men vejret taget i betragtning (det regnede stadig) og at Nikoline stadig sov, blev det kun til en soppetur for Emilie og Lars – dette havde dog også været en rigtig dejlig oplevelse.
Nu var det blevet tid til eftermiddagste, inden vi skulle videre til regnskoven.
Grundet regnen tog vi tilbage til vores frokoststed (Happy Valley) for at vi kunne få te, kaffe og muffins i tørvejr. Nu var Nikoline vågnede op, og kunne ikke forstå, hvorfor vi stadig var samme sted, som da hun faldt i søvn……..
Turen ud til regnskoven gik igen hen over øen, så hastigheden var kraftig reduceret igen. Inde i regnskoven blev vi sat af, hvorefter bussen kørte cirka 700 m længere frem, så vi selv kunne få lov til at gå en tur i ro og mag gennem regnskoven. Nu var vi jo kommet til regnskoven, hvor man så skulle tro, at det stadig regnede men nej, nu var det nemlig lige stoppet med at regne. Vi gik alle en dejlig tur gennem regnskoven, hvorefter turen gik tilbage til færgen. Ved færgen så vi en koloni af rokker i vandet, og nogle delfiner der sprang foran færgen. Dette var de eneste dyr vi fik set på vores tur. Vi havde håbet på at se nogle fritlevende dingoer, men regnen gjorde nok sit til at dyrene forblev i skjul.
Lars og Emilie syntes dog at det havde været en rigtig god tur alligevel, hvor Heidi nok var en smule skuffet. Som skrevet sov Nikoline en stor del af tiden, men hun mente altså alligevel, at hun både havde set dingoer, slanger, sørøver og andet godtfolk, så hun havde også haft en god tur.
En anden megen positiv oplevelse var et middelaldrende ægtepar, der på hjemvejen kom over til os på færgen, og sagde, at de havde rynket noget på næsen, da de så at vi havde 2 børn med, men at de aldrig havde oplevet så velopdragende børn – sikke nogle dejlige små englebasser vi har.
Til aftensmad fik vi friskfanget fisk, barramundi og blæksprutteringe som smagte rigtig godt.
At rejse og opleve tager noget på krafterne, så vi faldt hurtigt i søvn, efter vi havde spist.
I dag vågnede vi så til solskin efter 1½ døgn med konstant regnvejr – dejligt.
I løbet af i går havde vi fået en sms fra vores jyske venner (familien Greve), der havde været på et farmstay omkring en by ved navn Rannes 100 km vest for Gladstone, hvilket havde været en helt fantastisk oplevelse.
Vi har selv snakket om, at det var noget vi også godt kunne tænke os, men alle de steder vi har haft læst om, har ikke været det rigtige, så nu er vi altså på vej tilbage nordpå sådan cirka 500 km, for at tage på det samme farmstay som familen Greve. Det bliver rigtig godt, er vi helt sikre på, men desværre kører vi mod regnvejret…………………………… mere om det næste gang.
Bundaberg
Bundaberg- Hervey Bay
Efter at vi fik taget afsked med familien Greve, der skulle videre nordpå, besluttede vi os for, at det var på tide at opleve noget nyt – vi er vist blevet afhængige af, at der sker noget.
Vi kørte ind til Bundaberg centrum, hvor vi tog et smut forbi en internetcafe, så vi kunne få lavet et nyt indlæg på blog’en, set beskeder fra jer og få opdateret vores netbank. Specielt Heidi var ved at være meget frustreret over, at vi ikke kunne komme på internettet. Vi mangler stadig at få opdateret billedserien, men de skal nok komme.
Efter netcaféen besøgte vi en af Bundabergs største attraktioner/stoltheder – nemlig The Bundaberg Barrel. Dette er hjemstedet for verdens bedste produktion af ginger beer. Her kunne vi høre/læse om, hvordan man laver ginger beer, hvordan man fandt på at lave denne drik, og vi kunne også selv via computer prøve at lave vores egen ginger beer.
Efter et 4D-show der handlede om opstarten af The Bundaberg Barrel, fik vi mulighed for at prøvesmage deres forskellige produkter. Vi smagte Root beer, ginger beer, en form for cola, en form for citron/limevand og en form for æblevand/cider. Ungerne syntes, det var rigtig sjovt at prøvesmage diverse sodavand, men vi var vist alle enige om, at root beer smagte af ….
Vi syntes alle, det var en hyggelig tur.
Tilbage til campingpladsen fik vi alle en lille lur (vi var jo kommet sent i seng, og stod tidligt op), inden Lars og ungerne ville en tur i poolen. Ungerne har for øvrigt lært at svømme, så svømmevingerne er taget af, når der er en af de voksne tilstede. Emilie kan svømme ca. 15 meter uden pause, og Nikoline er lige bagefter - super godt.
En anden pudsig ting er, at Emilies hår er ved at blive godt og grundig grønt af at bade så meget.
Til aften besluttede vi os for, at den skulle stå på købemad, men Heidi bestemte, at MC Donalds og lignende ikke var en mulighed. Vi købte noget mad hos The Red Rooster (en stor kæde i Australien), hvilket var rigtig godt. Ikke noget med friture som australierne ellers er meget glade for. Vi fik ovnstegt kylling med ærter, gulerødder, græskar, kartofler og sauce.
Efter maden satte vi en film på, og herefter gik vi alle i seng, da vi skulle tidligt af sted næste morgen.
Efter morgenmaden kørte vi mod Hervey Bay, der er børnefamiliens svar på surfers paradise. Ud for Hervey Bay ligger Fraser Island som gør, at vandet ved stranden er meget roligt og børnevenlig. Vi havde regnet med, at vi skulle en tur på stranden, når vi ankom, men desværre er det for første gang på vores tur et værre regnvejr. Siden kl. 13.00 og nu er klokken 20.00, har det regnet, så vi har stort set kun opholdt os i camperen. Vi nåede lige at købe en is nede på strandpromenaden, inden det begyndte at regne og tordne.
I morgen bliver vi hentet kl. 07.55 hvorefter turen går til Fraser Island, der er verden største sandø. Dette er noget, vi alle glæder os til. Vi havde snakket, om vi skulle overnatte derude på et hotel/motel, men stedet er en rigtig pengemaskine, så vi besluttede at tage en endagstur. Vi bliver sejlet derud og hjem, vi kommer rundt og ser højdepunkterne, og vi får frokost. Alt dette koster omkring 409 AUD, hvor en tur med én overnatning koster dette for 1 voksen.
Alt dette må i høre mere om næste gang.
See you.
Efter at vi fik taget afsked med familien Greve, der skulle videre nordpå, besluttede vi os for, at det var på tide at opleve noget nyt – vi er vist blevet afhængige af, at der sker noget.
Vi kørte ind til Bundaberg centrum, hvor vi tog et smut forbi en internetcafe, så vi kunne få lavet et nyt indlæg på blog’en, set beskeder fra jer og få opdateret vores netbank. Specielt Heidi var ved at være meget frustreret over, at vi ikke kunne komme på internettet. Vi mangler stadig at få opdateret billedserien, men de skal nok komme.
Efter netcaféen besøgte vi en af Bundabergs største attraktioner/stoltheder – nemlig The Bundaberg Barrel. Dette er hjemstedet for verdens bedste produktion af ginger beer. Her kunne vi høre/læse om, hvordan man laver ginger beer, hvordan man fandt på at lave denne drik, og vi kunne også selv via computer prøve at lave vores egen ginger beer.
Efter et 4D-show der handlede om opstarten af The Bundaberg Barrel, fik vi mulighed for at prøvesmage deres forskellige produkter. Vi smagte Root beer, ginger beer, en form for cola, en form for citron/limevand og en form for æblevand/cider. Ungerne syntes, det var rigtig sjovt at prøvesmage diverse sodavand, men vi var vist alle enige om, at root beer smagte af ….
Vi syntes alle, det var en hyggelig tur.
Tilbage til campingpladsen fik vi alle en lille lur (vi var jo kommet sent i seng, og stod tidligt op), inden Lars og ungerne ville en tur i poolen. Ungerne har for øvrigt lært at svømme, så svømmevingerne er taget af, når der er en af de voksne tilstede. Emilie kan svømme ca. 15 meter uden pause, og Nikoline er lige bagefter - super godt.
En anden pudsig ting er, at Emilies hår er ved at blive godt og grundig grønt af at bade så meget.
Til aften besluttede vi os for, at den skulle stå på købemad, men Heidi bestemte, at MC Donalds og lignende ikke var en mulighed. Vi købte noget mad hos The Red Rooster (en stor kæde i Australien), hvilket var rigtig godt. Ikke noget med friture som australierne ellers er meget glade for. Vi fik ovnstegt kylling med ærter, gulerødder, græskar, kartofler og sauce.
Efter maden satte vi en film på, og herefter gik vi alle i seng, da vi skulle tidligt af sted næste morgen.
Efter morgenmaden kørte vi mod Hervey Bay, der er børnefamiliens svar på surfers paradise. Ud for Hervey Bay ligger Fraser Island som gør, at vandet ved stranden er meget roligt og børnevenlig. Vi havde regnet med, at vi skulle en tur på stranden, når vi ankom, men desværre er det for første gang på vores tur et værre regnvejr. Siden kl. 13.00 og nu er klokken 20.00, har det regnet, så vi har stort set kun opholdt os i camperen. Vi nåede lige at købe en is nede på strandpromenaden, inden det begyndte at regne og tordne.
I morgen bliver vi hentet kl. 07.55 hvorefter turen går til Fraser Island, der er verden største sandø. Dette er noget, vi alle glæder os til. Vi havde snakket, om vi skulle overnatte derude på et hotel/motel, men stedet er en rigtig pengemaskine, så vi besluttede at tage en endagstur. Vi bliver sejlet derud og hjem, vi kommer rundt og ser højdepunkterne, og vi får frokost. Alt dette koster omkring 409 AUD, hvor en tur med én overnatning koster dette for 1 voksen.
Alt dette må i høre mere om næste gang.
See you.
søndag den 4. november 2007
Airlie Beach - Bundaberg
Så er vi her igen. Vi har haft store problemer med adgang til nettet. Vi har kun lige kunnet komme på, hvorefter vi er blevet smidt af igen og igen og igen – møg irriterende.
Nå men efter 3 overnatninger ved Airlie Beach, hvor opholdet har stået på 100% afslapning, besluttede vi, at det var tid at køre videre syd på.
Den sidste aften på campingpladsen inviterede vi vores ”venner” fra New Zealand på Lars’ hjemmelavede pandekager, hvilket var et stort hit. Ungerne fik leget, og de voksne fik sig en hyggelig snak. De har valgt at blive på campingpladsen et par dage endnu, men mon ikke vi snart støder på hinanden igen. Er det ikke utroligt, at vi vælger de samme campingpladser, uden at vi har snakket sammen om det forinden ???
Inden vi kørte af sted, tog vi en tur ind til en campingforhandler/værksted nær byen, fordi vores vandpumpe ikke virker helt ok – den sprutter og hakker. Dette blev lavet, og vi kørte derefter en tur ind til Airlie Beach by, hvor vi gik en lille tur. I byen ligger der en kunstig lagune, hvor Lars og ungerne tog sig en dukkert, da vi skulle køre et langt stræk på omkring 450 km.
Vi havde hjemmefra fået at vide, at de næste 800 km ned mod Bundaberg ikke ville blive de mest interessante, hvilket vi absolut må sige at være enige i.
Hen under aftenen valgte vi at gøre stop i Rockhampton, som er Australiens kvægby nr. 1. I bogen Turen går til Australien bliver den da også beskrevet som uinteressant, hvilket må siges at være korrekt. Campingpladsen vi overnattede på var ok, men vi havde besluttede os inden sengetid, at vi ville køre videre næste morgen. Næste morgen lå der en besked fra fam. Greve (den familie vi mødte i Kakadu Nationalpark) på vores mobil, at vi nu kun var cirka 600 km fra hinanden, og om vi ikke skulle finde et sted at mødes. Vi besluttede at vi ville mødes i Bundaberg omkring frokostid og så spendere en overnatning sammen.
Da vi kom til Bundaberg, skulle vi lige have handlet lidt ind, inden vi kørte ind på campingpladsen, og hvem møder vi på parkeringspladsen – familien Greve.
Da vi kom til campingpladsen, fik vi lidt frokost, hvorefter vi alle gik en tur i poolen.
Vi havde en rigtig hyggelig dag/aften, og ungerne såvel som de voksne var glade for at se hinanden igen.
Klokken blev da også hen ad 23.00 inden vi kom i seng (det er faktisk cirka 2 timer før vores normale sengetid på denne rejse), så næste morgen var vi alle lidt klattede.
Hvad der skal ske i dag er endnu ikke bestemt, så dette må i læse om senere.
For resten gik vandpumpen i stykker igen, da vi stod og lavede mad, og Lars er pt. i gang med at prøve at fikse den
Nå men efter 3 overnatninger ved Airlie Beach, hvor opholdet har stået på 100% afslapning, besluttede vi, at det var tid at køre videre syd på.
Den sidste aften på campingpladsen inviterede vi vores ”venner” fra New Zealand på Lars’ hjemmelavede pandekager, hvilket var et stort hit. Ungerne fik leget, og de voksne fik sig en hyggelig snak. De har valgt at blive på campingpladsen et par dage endnu, men mon ikke vi snart støder på hinanden igen. Er det ikke utroligt, at vi vælger de samme campingpladser, uden at vi har snakket sammen om det forinden ???
Inden vi kørte af sted, tog vi en tur ind til en campingforhandler/værksted nær byen, fordi vores vandpumpe ikke virker helt ok – den sprutter og hakker. Dette blev lavet, og vi kørte derefter en tur ind til Airlie Beach by, hvor vi gik en lille tur. I byen ligger der en kunstig lagune, hvor Lars og ungerne tog sig en dukkert, da vi skulle køre et langt stræk på omkring 450 km.
Vi havde hjemmefra fået at vide, at de næste 800 km ned mod Bundaberg ikke ville blive de mest interessante, hvilket vi absolut må sige at være enige i.
Hen under aftenen valgte vi at gøre stop i Rockhampton, som er Australiens kvægby nr. 1. I bogen Turen går til Australien bliver den da også beskrevet som uinteressant, hvilket må siges at være korrekt. Campingpladsen vi overnattede på var ok, men vi havde besluttede os inden sengetid, at vi ville køre videre næste morgen. Næste morgen lå der en besked fra fam. Greve (den familie vi mødte i Kakadu Nationalpark) på vores mobil, at vi nu kun var cirka 600 km fra hinanden, og om vi ikke skulle finde et sted at mødes. Vi besluttede at vi ville mødes i Bundaberg omkring frokostid og så spendere en overnatning sammen.
Da vi kom til Bundaberg, skulle vi lige have handlet lidt ind, inden vi kørte ind på campingpladsen, og hvem møder vi på parkeringspladsen – familien Greve.
Da vi kom til campingpladsen, fik vi lidt frokost, hvorefter vi alle gik en tur i poolen.
Vi havde en rigtig hyggelig dag/aften, og ungerne såvel som de voksne var glade for at se hinanden igen.
Klokken blev da også hen ad 23.00 inden vi kom i seng (det er faktisk cirka 2 timer før vores normale sengetid på denne rejse), så næste morgen var vi alle lidt klattede.
Hvad der skal ske i dag er endnu ikke bestemt, så dette må i læse om senere.
For resten gik vandpumpen i stykker igen, da vi stod og lavede mad, og Lars er pt. i gang med at prøve at fikse den
torsdag den 1. november 2007
Townsville
Efter en meget varm køretur på cirka 200 km gjorde vi stop i byen Ingham, for at handle ind til frokost. Her fik vi snakket med kassedamen, der fortalte, at cirka 60 km inde i landet lå Australiens længste vandfald – dette måtte vi naturligvis se. Vi valgte at overse et skilt på vejen op til vandfaldet, hvor der stod, at man frarådede campere, lastbiler og andre større køretøjer at køre videre op ad bjerget. Turen op var stejl, men vores camper havde ingen problemer med at køre derop. Hvis vi mødte en bil på vejen op eller ned, ville vi dog få problemer, da camperen fyldte hele vejen. Vi mødte en bil på vej ned, som var lige ved at køre ind i os, men på en eller anden måde kom vi forbi hinanden (Lars kører suverænt). Vel ankommet på toppen kunne vi nyde udsigten over til Wallamans Fall, der er Australiens længste vandfald på omkring 265 meter. Grundet tørkeperioden var vandfaldet dog ikke så brusende, som når der er regntid, men det var alligevel meget flot.
Efter nedstigningen kørte vi videre mod Townsville, hvor vi ankom omkring kl. 17.00. Ifølge vores bog om campingpladser var det en 4 stjernet campingplads, vi skulle bo på, og som havde vundet en pris. Til vores overraskelse lå den lige ud til en stor trafikeret vej og var generel bare ØV..ØV..ØV. Pigerne derimod synes godt om den….der var pool og hoppepude og vores venner fra New Zealand. Vores bog om campingpladser har ellers holdt, hvad den lovede frem til denne.
Vi var alle trætte efter en lang og varm køretur, og humøret var ikke i top, så efter aftensmaden gik vi tidligt i seng. Lars og Heidi havde dog inden sengetid bestemt, at vi skulle køre tidligt næste morgen.
Efter morgenmad kørte vi ind til Townsville centrum, hvor der ligger reef HQ Aquarium, der har verdens største levende koralrev i akvarium, og bliver drevet på absolut frivillig basis.
Heidi og tøserne begav sig ind i akvariet, mens Lars besøgte en Ford-forhandler, så vi kunne få lavet låsemekanismen på camperen.
Heidi og tøserne hørte foredrag om søpølser, koraller, havskildpadder (til orientering er de kildne på skjoldet), de giftige havslanger og de meget giftige stenfisk, der lammer et menneske, hvis man træder på dem. Vi var alle meget imponeret over de mange fisk, havdyr m.v., og det vi fik at vide om dem. De frivillige var rigtig gode til at fortælle, og lade børnene røre ved diverse fossiler som vedrørte foredragene.
Da vi skulle til at begive os rundt på egen hånd i akvariet, kom Lars tilbage (ca. 2 timer efter vi andre var ankommet) meget irriteret, da Ford alligevel ikke kunne finde ud af at lave låsemekanismen, og at han derved havde spildt 2 timer (Helle, du må finde et bedre bilmærke at arbejde for ;-).
Vi gik alle en tur rundt i akvariet, der blandt andet har en glasgang, hvor diverse fisk, hajer og skildpadder svømmer rundt med et levende koralrev som baggrund – virkelig flot. Det sidste show var kl. 15.00 – fodring af hajerne – som var sjov at se. Man kunne tydeligt se, at hajerne var vant til at blive fodret på et bestemt tidspunkt, da de var meget livlige lige inden fodringen.
Efter dette begav vi os mod Airlie Beach – en køretur på ca. 350 km, som var lidt kedelig men om alligevel forløb hurtig. Pigerne faldt i søvn omkring kl. 18.30, da vi var cirka 50 km fra campingpladsen. Det var blevet meget mørkt, da vi ankom, men vi kunne med det samme se, at denne campingplads var rigtig lækker.
Vi fandt vores plads, fik redt op til pigerne, så de kunne sove ordentligt, hvorefter de voksne satte sig udenfor og slappede af. Lars havde dog fået rigtig ondt i ryggen (hekseskud), og valgte at gå en lille tur, så ryggen kunne komme på plads igen. Samtidig kunne han få klaret nogle telefonopkald.
Mens Heidi sad alene tilbage og skrev nogle postkort, kom der pludselig en kat gående lige forbi hende – troede hun. Det viste sig at være en possum (et dyr på størrelse med en stor, fed kat men med et spidst ansigt) der havde sin unge på ryggen – en sjov oplevelse. Den er dog meget normal i Australien, men det er første gang vi stifter bekendtskab med den.
Omkring kl. 21.00 gik vi alle til ro.
I dag har den stået på afslapning. Lars og ungerne har opholdt sig det meste af tiden ved poolen, Heidi har fået vasket tøj, læst og også været ved poolen.
Vi er alle enige om at blive her nogle dage, inden vi begiver os videre.
Nu skal vi spise aftensmad og derefter se Mr. Bean på storskærm (total 60'er agtigt) så farvel…..
Efter nedstigningen kørte vi videre mod Townsville, hvor vi ankom omkring kl. 17.00. Ifølge vores bog om campingpladser var det en 4 stjernet campingplads, vi skulle bo på, og som havde vundet en pris. Til vores overraskelse lå den lige ud til en stor trafikeret vej og var generel bare ØV..ØV..ØV. Pigerne derimod synes godt om den….der var pool og hoppepude og vores venner fra New Zealand. Vores bog om campingpladser har ellers holdt, hvad den lovede frem til denne.
Vi var alle trætte efter en lang og varm køretur, og humøret var ikke i top, så efter aftensmaden gik vi tidligt i seng. Lars og Heidi havde dog inden sengetid bestemt, at vi skulle køre tidligt næste morgen.
Efter morgenmad kørte vi ind til Townsville centrum, hvor der ligger reef HQ Aquarium, der har verdens største levende koralrev i akvarium, og bliver drevet på absolut frivillig basis.
Heidi og tøserne begav sig ind i akvariet, mens Lars besøgte en Ford-forhandler, så vi kunne få lavet låsemekanismen på camperen.
Heidi og tøserne hørte foredrag om søpølser, koraller, havskildpadder (til orientering er de kildne på skjoldet), de giftige havslanger og de meget giftige stenfisk, der lammer et menneske, hvis man træder på dem. Vi var alle meget imponeret over de mange fisk, havdyr m.v., og det vi fik at vide om dem. De frivillige var rigtig gode til at fortælle, og lade børnene røre ved diverse fossiler som vedrørte foredragene.
Da vi skulle til at begive os rundt på egen hånd i akvariet, kom Lars tilbage (ca. 2 timer efter vi andre var ankommet) meget irriteret, da Ford alligevel ikke kunne finde ud af at lave låsemekanismen, og at han derved havde spildt 2 timer (Helle, du må finde et bedre bilmærke at arbejde for ;-).
Vi gik alle en tur rundt i akvariet, der blandt andet har en glasgang, hvor diverse fisk, hajer og skildpadder svømmer rundt med et levende koralrev som baggrund – virkelig flot. Det sidste show var kl. 15.00 – fodring af hajerne – som var sjov at se. Man kunne tydeligt se, at hajerne var vant til at blive fodret på et bestemt tidspunkt, da de var meget livlige lige inden fodringen.
Efter dette begav vi os mod Airlie Beach – en køretur på ca. 350 km, som var lidt kedelig men om alligevel forløb hurtig. Pigerne faldt i søvn omkring kl. 18.30, da vi var cirka 50 km fra campingpladsen. Det var blevet meget mørkt, da vi ankom, men vi kunne med det samme se, at denne campingplads var rigtig lækker.
Vi fandt vores plads, fik redt op til pigerne, så de kunne sove ordentligt, hvorefter de voksne satte sig udenfor og slappede af. Lars havde dog fået rigtig ondt i ryggen (hekseskud), og valgte at gå en lille tur, så ryggen kunne komme på plads igen. Samtidig kunne han få klaret nogle telefonopkald.
Mens Heidi sad alene tilbage og skrev nogle postkort, kom der pludselig en kat gående lige forbi hende – troede hun. Det viste sig at være en possum (et dyr på størrelse med en stor, fed kat men med et spidst ansigt) der havde sin unge på ryggen – en sjov oplevelse. Den er dog meget normal i Australien, men det er første gang vi stifter bekendtskab med den.
Omkring kl. 21.00 gik vi alle til ro.
I dag har den stået på afslapning. Lars og ungerne har opholdt sig det meste af tiden ved poolen, Heidi har fået vasket tøj, læst og også været ved poolen.
Vi er alle enige om at blive her nogle dage, inden vi begiver os videre.
Nu skal vi spise aftensmad og derefter se Mr. Bean på storskærm (total 60'er agtigt) så farvel…..
Abonner på:
Opslag (Atom)
