Vi tog ned på restauranten på stranden og spiste, hvor vi efter maden gik på hovedet i seng, så vi kunne være friske til turen næste dag.
Vores chauffør (Kadek Rawan) stod klar, og Lars fortalte, hvad vi godt kunne tænke os at se. Efter at have gennemgået den med Kadek var der nogle små ændringer, da han havde nogle bedre forslag f.eks. til udsigt over rismarker. Turen kunne nu begynde.
Vejene på Bali er meget små, og der er motorcykler overalt af samme årsag. At der ikke er flere, der kører galt, skyldes at det er umuligt at køre stærkt. Gennemsnitsfart er ca. 40-50 km/t, så selvom der ikke er langt til de forskellige byer, tager det sin tid. Selvom der kun er to vognbaner kører, der tre biler ved siden af hinanden. Og der dyttes ikke kun for, at der skal passes på, men hver gang der køres forbi et tempel dyttes, der for at sende en hilsen til Buddha. Der er tre slags templer; familie tempel ofte i ens hus, et lokalt for byen, og et der er åbent for alle. Første by vi nåede til var Tohpati, som er kendt for deres Batik, så der var vi inde at se, hvordan de syede og vævede i hånden, som vi gjorde i DK for mange år siden. Mange flotte ting og vi købte da også lidt. Man skal altid forhandle om prisen, og de starter selv med at slå ca. 10-20 % af prisen, så det skal man lige vende sig til. På Bali har byerne hver deres speciale, og næste by vi kom til var Batubuian, som var kendt for stenskulpturer. Virkelig imponerende, hvad der kan laves i hånden, og overalt var der stenhuggere. Vores næste stop var i Celuk, som var kendt for sølv……..det kunne blive dyrt. Heidi ville gerne have en stor Buddha, men faldt også for en Shiva. Og pigerne ville da også gerne have et smukt armbånd. Heidi tog ungerne med udenfor, og Lars gik i gang med at forhandle. Hun startede med at slå 20 %, fra den samlede pris på 440 USD. Lars sagde så 100 USD, og hun så ud som om, han kom fra månen, hendes sidste pris var 225 USD, men Lars sagde 175 USD ellers ville han gå….så det gjorde han J. Men lige pludselig kom hun rendende, og havde talt med hendes chef, og det var så ok. Kadek sagde, at det var en god pris, så det håber vi.
Herefter stoppede vi i Mas, som var kendt for træskulpturer, og også dette var imponerende, men overraskende dyrt, dyrere end sølv, fordi de var lavet af kendte kunstnere. Næste stop var Templet Goa Gajah, som betyder elefantgrotte. Templet blev bygget i 1100 tallet, og blev udgravet i 1923. Vi havde en guide med rundt, der fortalte en masse spændende. Meget smukt. Nååå ja og så købte Heidi lige en Buddha i træ…..
Nu var vi alle rigtig sultne, så vi kørte til Ubud , som betyder Medicin. Kedak kørte os til en restaurant med en flot udsigt over rismarker, og vi tilbød ham naturligvis at spise med. Nu var maverne fyldte og klar til at besøge Monkey Forrest. Pigerne var lidt bange, inden vi gik ind, da der var skilte med, at man ikke måtte se aberne i øjnene, da de så kunne være aggressive, og hvad man skulle gøre, hvis de kom tæt på. Da vi gik ind var Mille endnu mere bange, men vi gik en tur, og der var mange aberne, og pigerne klarede det sku flot. Turen blev dog meget kort, så vi nåede ikke ind at se templet i midten. Efter Ubud kørte vi til Tengalalang for at se rismarker. Her advarede Kadek om de meget aggressive gadesælgere, hvilket vi ikke helt kunne forstille os kunne være meget anderledes end alle de andre steder. Hver gang vi steg ud et sted, blev man overfaldet af sælgere, der spurgte, om man ikke nok ville købe noget ”for good luck”. Vi nåede lige ud af døren, og fra ingen steder myldrede de frem. Vi skyndte os over vejen og ned på et lille Platou, men her var vi fanget af ham, der ejede grunden. Nå skidt pyt vi stod jo også på hans grund og havde ikke spurgt først. Han var meget venlig og pegede og fortalte, tog billeder, og til sidste ”do you want to buy?”, og ”ja” det ville vi gerne ”for good luck”. MEGET smuk udsigt.
Så kørte vi til Tirta Empul, som er et helligt sted med en hellig helbredende kilde, som alle Balinesere besøger minimum en gang om året. Da vi steg ud af bilen dryppede det lidt, og der kom med det samme en masse med paraplyer, vi kunne ”låne/leje”. Vi sagde pænt nej tak, for hvad gør lidt regn. Vi nåede frem til kilderne eller springvand. Der var ca. 10 stk., som sprøjtede ned i en ”pool”, og der stod så en del og vaskede sig under springvandene. Lars besluttede sig for at springe i, da han mente, han var lang nok til ikke at få våde bukser. Og det var han. Han smuttede hen til en af kilderne og vaskede sig, og så begyndte det at styrt regne. Heidi og ungerne fik en paraply, og Lars var på vej op, da en af de badende Balinesere sagde, at man skulle vaske sig i alle springvandene fra venstre mod højre. Så det gjorde Lars, og så var det vist lige meget med lange ben……
Godt våde nåede vi ned til bilen og bad om at køre hjem, så vi sprang modvilligt sidste stop over endnu et tempel Gunung Kawi, men vi var for våde……. Det må blive næste gang.
Vi var hjemme ved 17.30 tiden. Så hjem i bad og ned til baren på stranden, hvor vi besluttede at pomfritter og is var fin aftensmad, og Heidi fik en stærk Mojito (alla Super G) og Lars en Macallan 12 års (lækker Vabbe og Super). Da Heidi havde drukket ud, Ja hun drak den hele, kom Bartenderen med en ny, der var Happy Hour, så Lars tog en øl. Om søndagen fik Lars og Nikoline massage, og så besluttede vi os at tage en tur til Kuta og få købt lidt igen og ellers hjem og få en middagslur, da der om aftenen var balinesisk aften med dans. Efter succesen i går med happy hour smuttede vi lige derned igen. Denne gang Pina colada og øl. Kl. 19.30 sad vi ved vores bord i restauranten, og fik en rigtig lækker men MEGET stærk menu og så på diverse balinesiske danse, som var imponerende. Pigerne var naturligvis også oppe og danse med dem, da danserne til sidst gik rundt til bordene og hæv folk op. Godt trætte gik vi hjem, og i dag har den stået på afslapning. Vores sidste dag på en drøm af en tur. Lige nu pakker Heidi tøj, ungerne leger og ja Lars skriver.
TAK
Tusind tak til jer alle sammen som har skrevet, det har virkeligt betydet meget for os, og gjort vores drømmerejse endnu bedre. Vi glæder os til at se jer alle, og håber ikke der går så lang tid efter, at vi er kommet hjem.
mandag den 10. december 2007
søndag den 9. december 2007
Bali 2
Vi valgte at spise aftensmad på restauranten på stranden. Rigtig smukt med udsigt ud over vandet. Heidi fik rejer, Lars prøvede deres lokale fisk Mahi Mahi og ungerne fik kylling. Godt mætte gik vi hjem, fik vores aften te og så i kassen.
Torsdag tog vi til Kuta efter en tur i poolen. Vi fik en rigtig flink taxamand Kadak, som fortalte om Bali, gode restauranter, problemet med alle timeshare dealer’ne som man bare skulle sige ”no thank you” til. Vi spurgte hvad det kostede, for at han kørte os rundt en dag på Bali - 500.000 Rp (350 kr.) - hvilket vi så accepterede. Vi lavede også en aftale om, at han skulle hente os om aftenen og køre os til en rigtig lækker restaurant.
I Kuta blev vi som det første mødt af den første af mange timeshare dealer (pisse irriterende), for derefter at gå ned igennem markedet, hvor man naturligvis heller ikke kunne være i fred….. Vi fik købt lidt forskelligt, inden vi gik videre, til et sted hotellet anbefalede, med originale mærkevarer til faste priser. Lars prøvede forgæves at finde e par solbriller og et Tag Heuer, men der var ikke lige det, han ville have. Efter at have købt godt ind kørte vi hjem til hotellet for at springe i poolen endnu en gang.
Om aftenen blev vi hentet som aftalt og kørt af sted, og inden vi blev sat af, aftalte vi, at han skulle hente os lørdag og køre os rundt. Nu håber vi, at han kan holde ord om alle de steder og oplevelser han nævnte. I restauranten blev vi – som alle andre steder – serviceret som konger og dronninger. Vi fik et bord i første række til stranden, og blev bedt om at komme med ud og vælge den fisk vi ville have. Priserne var pr. 100 g, og når man havde valgt, blev fisken vejet. Lars valgte en Red Snapper, ungerne fish and chips og Heidi er begyndt at læse menukort fra højre mod venstre, men ikke som Lars som finder de laveste tal…Heidi finder de højeste! Heidi valgte levende hummer. Og så skulle vi da lige have en god flaske Rose. Ungerne legede på stranden indtil maden kom. Mens vi spiste forsvandt solen og et fem mands band kom forbi. Lars ønskede One med U2. Romantisk – Yes sir!!!
Mille ville gerne gå hjem, men Niko ville køres (med i prisen for maden). Vi fik dog at vide, at det ikke var sikkert for to blondiner og gå hjem langs stranden, da der var vilde hunde, og man skulle igennem de lokales fisker område.
Vi blev kørt hjem, ungerne blev langt i seng, og vi fik vores aftente. Og så i seng for næste dag var massagedag.
Først en tur i poolen, så fik Lars en times massage og pigerne en halv time hver. Det var nu tid til Heidis 4½ timers tur. Lars og ungerne badede, drak cola og byggede sandslotte i mens.
Heidis massage var en kombination af helkropsmassage med varme sten, jacuzzi med kokosmælk og pedicure og manicure. Det var helt fantastisk skønt, og Heidi nåede 2 gange at falde i søvn under massagen. Et minus var dog, at efter jacuzzien skulle Heidi i brusebad, og i brusebadet bliver hun rigtig dårlig, og er meget tæt på at besvime (nok på grund af den meget varme jacuzzi. Heldigvis er Lars lige uden for døren, og får hentet nogle af de søde piger, der får slæbt hende hen på en briks, for at komme sig.
Efter at have sundet sig, og fået 1 liter vand indenbords gik 2 piger i gang med manicure og pedicure.
Da Heidi langt om længe var blevet færdig gik vi op i ”hytten”, da Heidi stadig ikke var helt på toppen. Lidt ærgerligt at en ellers skøn oplevelse skulle ende sådan.
Nu er vi på vej op og spise, og hvad menuen står på, vides endnu ikke.
Torsdag tog vi til Kuta efter en tur i poolen. Vi fik en rigtig flink taxamand Kadak, som fortalte om Bali, gode restauranter, problemet med alle timeshare dealer’ne som man bare skulle sige ”no thank you” til. Vi spurgte hvad det kostede, for at han kørte os rundt en dag på Bali - 500.000 Rp (350 kr.) - hvilket vi så accepterede. Vi lavede også en aftale om, at han skulle hente os om aftenen og køre os til en rigtig lækker restaurant.
I Kuta blev vi som det første mødt af den første af mange timeshare dealer (pisse irriterende), for derefter at gå ned igennem markedet, hvor man naturligvis heller ikke kunne være i fred….. Vi fik købt lidt forskelligt, inden vi gik videre, til et sted hotellet anbefalede, med originale mærkevarer til faste priser. Lars prøvede forgæves at finde e par solbriller og et Tag Heuer, men der var ikke lige det, han ville have. Efter at have købt godt ind kørte vi hjem til hotellet for at springe i poolen endnu en gang.
Om aftenen blev vi hentet som aftalt og kørt af sted, og inden vi blev sat af, aftalte vi, at han skulle hente os lørdag og køre os rundt. Nu håber vi, at han kan holde ord om alle de steder og oplevelser han nævnte. I restauranten blev vi – som alle andre steder – serviceret som konger og dronninger. Vi fik et bord i første række til stranden, og blev bedt om at komme med ud og vælge den fisk vi ville have. Priserne var pr. 100 g, og når man havde valgt, blev fisken vejet. Lars valgte en Red Snapper, ungerne fish and chips og Heidi er begyndt at læse menukort fra højre mod venstre, men ikke som Lars som finder de laveste tal…Heidi finder de højeste! Heidi valgte levende hummer. Og så skulle vi da lige have en god flaske Rose. Ungerne legede på stranden indtil maden kom. Mens vi spiste forsvandt solen og et fem mands band kom forbi. Lars ønskede One med U2. Romantisk – Yes sir!!!
Mille ville gerne gå hjem, men Niko ville køres (med i prisen for maden). Vi fik dog at vide, at det ikke var sikkert for to blondiner og gå hjem langs stranden, da der var vilde hunde, og man skulle igennem de lokales fisker område.
Vi blev kørt hjem, ungerne blev langt i seng, og vi fik vores aftente. Og så i seng for næste dag var massagedag.
Først en tur i poolen, så fik Lars en times massage og pigerne en halv time hver. Det var nu tid til Heidis 4½ timers tur. Lars og ungerne badede, drak cola og byggede sandslotte i mens.
Heidis massage var en kombination af helkropsmassage med varme sten, jacuzzi med kokosmælk og pedicure og manicure. Det var helt fantastisk skønt, og Heidi nåede 2 gange at falde i søvn under massagen. Et minus var dog, at efter jacuzzien skulle Heidi i brusebad, og i brusebadet bliver hun rigtig dårlig, og er meget tæt på at besvime (nok på grund af den meget varme jacuzzi. Heldigvis er Lars lige uden for døren, og får hentet nogle af de søde piger, der får slæbt hende hen på en briks, for at komme sig.
Efter at have sundet sig, og fået 1 liter vand indenbords gik 2 piger i gang med manicure og pedicure.
Da Heidi langt om længe var blevet færdig gik vi op i ”hytten”, da Heidi stadig ikke var helt på toppen. Lidt ærgerligt at en ellers skøn oplevelse skulle ende sådan.
Nu er vi på vej op og spise, og hvad menuen står på, vides endnu ikke.
fredag den 7. december 2007
Bali 1
Det er for vildt. Luksus, luksus, luksus.
Efter en 7 timers flyvetur fra Melbourne landede vi i Denpansar.
Her skulle vi gennem den ene myndighed efter den anden. Først skulle al håndbagage skannes. Herefter skulle man betale for visum (25 USD for 8 dage pr. person), hos den næste skulle man vise sin visumansøgning og have lavet visum, hos den 4. skulle man have stempel i passet og hos den sidste skulle man besvare spørgsmål om, hvad man medbragte ind i landet (blandt andet om man havde pornografisk materiale, narko, fødevare og om man havde videoer, DVD’er eller lign., da de så evt. skulle censureres). Vi havde selvfølgelig diverse DVD’er med, men vi fortalte, at det kun var børnefilm, og slap hurtigt igennem.
Da vi havde fundet vores bagage, fik vi fat i en taxa, der kørte os til hotellet.
Vel ankommet til hotellet begyndte det at stå ned i stænger, så vi fik travlt med at få vores ting i tørvejr, med god hjælp fra en piccolo.
Herefter blev vi modtaget med blomsterbuketter og klude til at rense vores ansigter, hvorefter vi blev introduceret til hotellet. Hotelmanageren var ekstrem venlig og afsluttede og startede alle sætninger med yes mr. Lars and family.
Han fulgte os over til vores hytte, hvor vores bagage allerede var kørt over til. Hele hytten blev gennemgået, inden han ville forlade os.
Hold da k… hvor er den ”hytte” smuk, lækker, blæret, flot ……………..
Det er en ”hytte” i to etager. I underetagen er der et stort rum med 2 senge med myggenet som en himmelseng, hvor ungerne sover, toilet, og et badeværelse med nedsunket badekar – super flot og romantisk. For at komme til 1. sal skal man ud på en overdækket træterrasse og op af en trætrappe. Her kommer man ind i en gang, hvor der er et mindre badeværelse og toilet og et stort rum med en kæmpe seng også med myggenet, så det ligner en himmelseng. Ud fra værelset er der en tagterrasse med havudsigt.
På begge værelser er der skriveborde, fjernsyn med DVD, vandflasker ad libitum, mulighed for at lave te og kaffe samt minibar.
På begge badeværelser er der shampoo, skumbad, lotion, rigtige badehåndklæder, morgenkåber, klipklapper, solhatte m.v.
Det lyder måske ikke som noget specielt, men lægger man den balinesiske trækultur og enkelthed oveni, få man noget enestående.
Til ”hytten” er der en smuk have med en anden træterrasse, hvor der er parasol, havebord og stole og et udendørs bad (også kaldet et balinesisk bad).
Nå, efter vi var kommet os over vores fantastiske hjem for de næste 7 dage var det tid til at få sovet. Ungerne blev puttet og de voksne satte sig på terrassen og fik snakket lidt, inden de også gik i seng.
Det fortsatte med at stå ned i stænger, og midt om natten begyndte det at tordne lige over os. Lars og Heidi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned til ungerne, da vi var bange for, at de lå og var bange. Selvfølgelig lå de og sov, men vi tog Nikoline op på 1. sal, og Heidi lagde sig ned til Emilie og sov resten af natten.
Da vi vågnede, kom pigerne i karbad, herefter tog Lars et karbad, og til sidst tog Heidi et brusebad, da vi jo også skulle nå at have morgenmad.
Morgenmaden blev serveret oppe under et kæmpe ”halvtag” med udsigt til springvand, poolen og stranden. Af mad var der alt, hvad hjertet kunne begære.
Efter morgenmaden gik vi alle op til poolen, for at få en dukkert, selvom det stadig var noget overskyet.
Ungerne og Lars kom hurtigt i poolen, men Heidi blev ”fanget” af en kvinde, der tilbød massage (mod betaling), hvilket Heidi absolut måtte prøve.
En time i himlen, hvor hele kroppen blev masseret igennem. Skønt, skønt, skønt. Imens var Lars og ungerne gået de 15 meter ned til stranden, for at bade der.
Da de kom tilbage var Heidi blevet færdig, og kvinden der havde masseret Heidi, tilbød at flette pigernes hår, hvilket de så fik lov til, da det er noget pigerne har snakket meget om, at de godt kunne tænke sig.
Da alle pigerne var blevet ordnet var det tid til frokost på stranden, hvor vi fik grillet barracuda med ris (det smagte rigtigt lækkert). Da vi jo havde ”lavet så meget hele formiddagen”, gik Nikoline og Heidi tilbage til ”hytten” for at slappe af, mens Emilie og Lars lige skulle have endnu en dukkert.
Vi var lige kommet ind i ”hytten”, da det igen begyndte at stå ned i stænger, så der gik ikke lang tid, før Lars og Emilie også kom.
Nu sidder vi på vores tagterrasse og drikker balinesisk kaffe, spiser chokolade og tørrede, sukkererede frugter, som vores rengøringsdame/tjener (eller hvad man nu skal kalder en servicerende engel) har stillet frem til os.
Når vi har slappet af, er det nok ved at være tid til vores eftermiddagste, som også bliver bragt til døren, inden vi skal gøre os klar til aftenen.
Puhaaaa hvor har vi det hårdt…………………………
Efter en 7 timers flyvetur fra Melbourne landede vi i Denpansar.
Her skulle vi gennem den ene myndighed efter den anden. Først skulle al håndbagage skannes. Herefter skulle man betale for visum (25 USD for 8 dage pr. person), hos den næste skulle man vise sin visumansøgning og have lavet visum, hos den 4. skulle man have stempel i passet og hos den sidste skulle man besvare spørgsmål om, hvad man medbragte ind i landet (blandt andet om man havde pornografisk materiale, narko, fødevare og om man havde videoer, DVD’er eller lign., da de så evt. skulle censureres). Vi havde selvfølgelig diverse DVD’er med, men vi fortalte, at det kun var børnefilm, og slap hurtigt igennem.
Da vi havde fundet vores bagage, fik vi fat i en taxa, der kørte os til hotellet.
Vel ankommet til hotellet begyndte det at stå ned i stænger, så vi fik travlt med at få vores ting i tørvejr, med god hjælp fra en piccolo.
Herefter blev vi modtaget med blomsterbuketter og klude til at rense vores ansigter, hvorefter vi blev introduceret til hotellet. Hotelmanageren var ekstrem venlig og afsluttede og startede alle sætninger med yes mr. Lars and family.
Han fulgte os over til vores hytte, hvor vores bagage allerede var kørt over til. Hele hytten blev gennemgået, inden han ville forlade os.
Hold da k… hvor er den ”hytte” smuk, lækker, blæret, flot ……………..
Det er en ”hytte” i to etager. I underetagen er der et stort rum med 2 senge med myggenet som en himmelseng, hvor ungerne sover, toilet, og et badeværelse med nedsunket badekar – super flot og romantisk. For at komme til 1. sal skal man ud på en overdækket træterrasse og op af en trætrappe. Her kommer man ind i en gang, hvor der er et mindre badeværelse og toilet og et stort rum med en kæmpe seng også med myggenet, så det ligner en himmelseng. Ud fra værelset er der en tagterrasse med havudsigt.
På begge værelser er der skriveborde, fjernsyn med DVD, vandflasker ad libitum, mulighed for at lave te og kaffe samt minibar.
På begge badeværelser er der shampoo, skumbad, lotion, rigtige badehåndklæder, morgenkåber, klipklapper, solhatte m.v.
Det lyder måske ikke som noget specielt, men lægger man den balinesiske trækultur og enkelthed oveni, få man noget enestående.
Til ”hytten” er der en smuk have med en anden træterrasse, hvor der er parasol, havebord og stole og et udendørs bad (også kaldet et balinesisk bad).
Nå, efter vi var kommet os over vores fantastiske hjem for de næste 7 dage var det tid til at få sovet. Ungerne blev puttet og de voksne satte sig på terrassen og fik snakket lidt, inden de også gik i seng.
Det fortsatte med at stå ned i stænger, og midt om natten begyndte det at tordne lige over os. Lars og Heidi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned til ungerne, da vi var bange for, at de lå og var bange. Selvfølgelig lå de og sov, men vi tog Nikoline op på 1. sal, og Heidi lagde sig ned til Emilie og sov resten af natten.
Da vi vågnede, kom pigerne i karbad, herefter tog Lars et karbad, og til sidst tog Heidi et brusebad, da vi jo også skulle nå at have morgenmad.
Morgenmaden blev serveret oppe under et kæmpe ”halvtag” med udsigt til springvand, poolen og stranden. Af mad var der alt, hvad hjertet kunne begære.
Efter morgenmaden gik vi alle op til poolen, for at få en dukkert, selvom det stadig var noget overskyet.
Ungerne og Lars kom hurtigt i poolen, men Heidi blev ”fanget” af en kvinde, der tilbød massage (mod betaling), hvilket Heidi absolut måtte prøve.
En time i himlen, hvor hele kroppen blev masseret igennem. Skønt, skønt, skønt. Imens var Lars og ungerne gået de 15 meter ned til stranden, for at bade der.
Da de kom tilbage var Heidi blevet færdig, og kvinden der havde masseret Heidi, tilbød at flette pigernes hår, hvilket de så fik lov til, da det er noget pigerne har snakket meget om, at de godt kunne tænke sig.
Da alle pigerne var blevet ordnet var det tid til frokost på stranden, hvor vi fik grillet barracuda med ris (det smagte rigtigt lækkert). Da vi jo havde ”lavet så meget hele formiddagen”, gik Nikoline og Heidi tilbage til ”hytten” for at slappe af, mens Emilie og Lars lige skulle have endnu en dukkert.
Vi var lige kommet ind i ”hytten”, da det igen begyndte at stå ned i stænger, så der gik ikke lang tid, før Lars og Emilie også kom.
Nu sidder vi på vores tagterrasse og drikker balinesisk kaffe, spiser chokolade og tørrede, sukkererede frugter, som vores rengøringsdame/tjener (eller hvad man nu skal kalder en servicerende engel) har stillet frem til os.
Når vi har slappet af, er det nok ved at være tid til vores eftermiddagste, som også bliver bragt til døren, inden vi skal gøre os klar til aftenen.
Puhaaaa hvor har vi det hårdt…………………………
mandag den 3. december 2007
Melbourne 2
Det blev ikke en tur på restaurant, vi var alt for trætte, men heldigvis er der noget, der hedder room service og videofilm hehe.
Vi vågnede op til skyet vejr, og Tim (vores guide) hentede os kl. 9.30. Vi var de eneste, der skulle med på denne tur, så vi kunne selv bestemme farten. Vi startede med at køre ud til et naturreservat for at se koalaer i det fri, og det gjorde vi hele to styk. MEN det var ikke de eneste dyr var. Der var fluer overalt i næse, øjne og ører, men det var ikke det værste, det var myggene. Heidi nåede at få ca. 30 myggestik på den lille time vi gik, og normalt er det kun Emilie og Lars, der bliver stukket. På de tidligere ture, har Heidi kunnet grine af de andre, der gik rundt og kløede og kradsede, men nu kunne hun selv prøve det – nemesis.
Efter vores koalatur var det igen ind i bilen og videre op til ”Big Rock” med en fantastisk udsigt ud over Melbourne området. Stenen (bjerget) havde tidligere været et samlingssted og handelssted for aboriginals, og vi kunne finde flere forarbejdede flintesten fra dengang, de lavede våben af flintesten. Vi fik samtidig smagt lidt Bush-food, som bestod af forskellige bær. Blandt andet var der nogle røde bær, der ligner de bær, man kan finde på graner (de små røde bær med en grøn form for sten, og som er meget klisterede, hvis man kvaser dem). De smagte lidt hen af granatæblekerner.
Efter naturreservatet kørte vi ud til et andet område, hvor vi fik frokost – sandwich og frugt - og herefter kørte ud for at se kænguruer i det fri. Nikoline prøvede forgæves at komme helt tæt på, men ifølge Tim var der ikke nogle på hans turer, der tidligere har været så tæt på dem som Nikoline.
Vi skulle nu ud og se emu’er og diverse fugle bl.a. pelikaner. På vej hen til emu’erne så vi en emurede med 4 æg. Æggen havde en ranger boret små huller i, så der ikke ville blive udklækket nogle unger, da de er nødt til at holde bestanden nede.
Vi sluttede af med at se en flok på ca. 20 kænguruer i flugt hen over en mark – et fantastisk syn.
Slut på endnu en spændende dag og godt trætte faldt alle i søvn i bussen på nær Heidi, der fik en god snak med vores guide. Vi var hjemme ca. 18.00 og Nikoline blev lagt direkte i seng, mens vi andre fik lidt aftensmad. Vi andre smutter nok snart ind, da vi skal flyve til Bali i morgen, men først skal vi lige have drukket resten af en dejlig rødvin, som vi købte på vingården.
JUUUUBIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII nu skal vi fede den for vildt.
Slut fra Australien et meget, meget lækkert land!!!!
Vi vågnede op til skyet vejr, og Tim (vores guide) hentede os kl. 9.30. Vi var de eneste, der skulle med på denne tur, så vi kunne selv bestemme farten. Vi startede med at køre ud til et naturreservat for at se koalaer i det fri, og det gjorde vi hele to styk. MEN det var ikke de eneste dyr var. Der var fluer overalt i næse, øjne og ører, men det var ikke det værste, det var myggene. Heidi nåede at få ca. 30 myggestik på den lille time vi gik, og normalt er det kun Emilie og Lars, der bliver stukket. På de tidligere ture, har Heidi kunnet grine af de andre, der gik rundt og kløede og kradsede, men nu kunne hun selv prøve det – nemesis.
Efter vores koalatur var det igen ind i bilen og videre op til ”Big Rock” med en fantastisk udsigt ud over Melbourne området. Stenen (bjerget) havde tidligere været et samlingssted og handelssted for aboriginals, og vi kunne finde flere forarbejdede flintesten fra dengang, de lavede våben af flintesten. Vi fik samtidig smagt lidt Bush-food, som bestod af forskellige bær. Blandt andet var der nogle røde bær, der ligner de bær, man kan finde på graner (de små røde bær med en grøn form for sten, og som er meget klisterede, hvis man kvaser dem). De smagte lidt hen af granatæblekerner.
Efter naturreservatet kørte vi ud til et andet område, hvor vi fik frokost – sandwich og frugt - og herefter kørte ud for at se kænguruer i det fri. Nikoline prøvede forgæves at komme helt tæt på, men ifølge Tim var der ikke nogle på hans turer, der tidligere har været så tæt på dem som Nikoline.
Vi skulle nu ud og se emu’er og diverse fugle bl.a. pelikaner. På vej hen til emu’erne så vi en emurede med 4 æg. Æggen havde en ranger boret små huller i, så der ikke ville blive udklækket nogle unger, da de er nødt til at holde bestanden nede.
Vi sluttede af med at se en flok på ca. 20 kænguruer i flugt hen over en mark – et fantastisk syn.
Slut på endnu en spændende dag og godt trætte faldt alle i søvn i bussen på nær Heidi, der fik en god snak med vores guide. Vi var hjemme ca. 18.00 og Nikoline blev lagt direkte i seng, mens vi andre fik lidt aftensmad. Vi andre smutter nok snart ind, da vi skal flyve til Bali i morgen, men først skal vi lige have drukket resten af en dejlig rødvin, som vi købte på vingården.
JUUUUBIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIIII nu skal vi fede den for vildt.
Slut fra Australien et meget, meget lækkert land!!!!
søndag den 2. december 2007
Melbourne
Turen til Melbourne gik godt, det var en kort flyvetur på 1½ time, og vores nye lejlighed er også rigtig lækker 130 m2. Ungerne kan bedre lide denne lejlighed, da der er pool på hotellet.
I flyveren til Melbourne fandt vi ud af, at vi 3 time efter vores ankomst til hotellet (kl.16.30) skulle af sted på en tur, vi havde booket hjemme fra. Dette var ikke lige det vi havde mest lyst til, men dog en tur vi havde set meget frem til.
Vi skulle en tur til Phillip Island, hvor man om aftenen i sommermånederne omkring kl. ca. 21.00 sidder på stranden, og ser pingvinerne komme op fra havet. De vralter op i klitterne til deres reder, der ligger op til 500 m væk fra strandkanten, hvor de bliver til næste dag. Omkring kl. 06.00 begiver de sig atter ned til havet og ud i vandet, så de er travlt beskæftiget de små kræ. Det er de små pingviner, der er på Phillip Island, og de er bare så søde.
Det var en stor og smuk oplevelse at sidde på den anden side af jorden med ens familie på en strand, se solen gå ned og pingvinerne kommer op i hundredvis.
Turen hjem ødelagde dog noget af denne stemning, da det desværre tog rigtig lang tid, da der havde været koncert i byen, og al trafik stod stille. Vi var hjemme kl. 1.00 godt trætte efter sammenlagt 3 ½ times kørsel i bus tilbage til Melbourne
.
I dag vågnede vi alle noget trætte, efter vores tur i går.
Vi havde mest lyst til at blive liggende i vores senge, men vejret er simpelthen skønt. 30 grader og skyfrit, så vi besluttede os for at gå en tur ud i byen.
Vi var en tur på Queen Victoria Marked, hvor man kan købe kød, pølser, ost, frugt og grønt og en masse skrammel.
Fødevarende var lagt frem, så det bare så rigtig indbydende ud, og skulle vi have boet her længere, ville vi helt sikkert have købt ind til en lækker middag. Vi valgte dog at købe nogle lækre hindbær, brombær, jordbær, nektariner og mini bananer. Dette skal så være vore sunde slik i aften ………uhmmm.
Da vi kom hjem gik vi en tur i poolen og fik kølede vores kroppe, inden vi lagde os og sov til middag.
I aften skal vi ned i italienerkvarteret, hvor vi skal spise til aften.
I morgen skal vi atter på tur, hvor vi skal se på forskellige dyr i det fri.
I flyveren til Melbourne fandt vi ud af, at vi 3 time efter vores ankomst til hotellet (kl.16.30) skulle af sted på en tur, vi havde booket hjemme fra. Dette var ikke lige det vi havde mest lyst til, men dog en tur vi havde set meget frem til.
Vi skulle en tur til Phillip Island, hvor man om aftenen i sommermånederne omkring kl. ca. 21.00 sidder på stranden, og ser pingvinerne komme op fra havet. De vralter op i klitterne til deres reder, der ligger op til 500 m væk fra strandkanten, hvor de bliver til næste dag. Omkring kl. 06.00 begiver de sig atter ned til havet og ud i vandet, så de er travlt beskæftiget de små kræ. Det er de små pingviner, der er på Phillip Island, og de er bare så søde.
Det var en stor og smuk oplevelse at sidde på den anden side af jorden med ens familie på en strand, se solen gå ned og pingvinerne kommer op i hundredvis.
Turen hjem ødelagde dog noget af denne stemning, da det desværre tog rigtig lang tid, da der havde været koncert i byen, og al trafik stod stille. Vi var hjemme kl. 1.00 godt trætte efter sammenlagt 3 ½ times kørsel i bus tilbage til Melbourne
.
I dag vågnede vi alle noget trætte, efter vores tur i går.
Vi havde mest lyst til at blive liggende i vores senge, men vejret er simpelthen skønt. 30 grader og skyfrit, så vi besluttede os for at gå en tur ud i byen.
Vi var en tur på Queen Victoria Marked, hvor man kan købe kød, pølser, ost, frugt og grønt og en masse skrammel.
Fødevarende var lagt frem, så det bare så rigtig indbydende ud, og skulle vi have boet her længere, ville vi helt sikkert have købt ind til en lækker middag. Vi valgte dog at købe nogle lækre hindbær, brombær, jordbær, nektariner og mini bananer. Dette skal så være vore sunde slik i aften ………uhmmm.
Da vi kom hjem gik vi en tur i poolen og fik kølede vores kroppe, inden vi lagde os og sov til middag.
I aften skal vi ned i italienerkvarteret, hvor vi skal spise til aften.
I morgen skal vi atter på tur, hvor vi skal se på forskellige dyr i det fri.
lørdag den 1. december 2007
Sydney
Vejret blev heldigvis bedre som dagen gik, og vi (læs: Heidi) fik pakket og gjort rent. Om morgenen tog vi af sted og turen til KEA, hvor vi skulle aflevere camperen, gik som smurt også afleveringen og turen til lejligheden.
Vi har fået en rigtig fed lejlighed nyistandsat med fladskærm på alle værelser, så ungerne er helt oppe og kører. Vi ankom ved 11-tiden, så vi besluttede os at tage op i Sydney Centerpoint Tower, som vi havde fået gratis billetter til af de danskere vi mødtes med i Bundaberg, da de ikke havde fået brugt dem. Vi fik også billetter til Wild Life Zoo. Vejret var perfekt, selvom de havde lovet regn, så vi tog turen gennem Hyde Park, ja det er rigtigt Hyde Park. Mange stednavne herovre er engelske, Liverpool, Newcastle og mange flere. Her var der nogen, der spillede skak, som Mille var meget fascineret af….lidt bekymrende J. Så tog vi op i tårnet som er ca. 305 meter højt og samtidig drejer rundt. Fantastisk udsigt til Operahuset, Sydney Harbour Bridge, Darling Harbour og meget mere.
Så var det tid til frokost, vi købte lidt sandwiches, som vi tog med over og spiste i Royal Botanik Gardens. Mætte forsatte vi ned til Australiens mest kendte bygning – underligt at stå foran den, efter at have set den så mange gange i fjernsynet og andre steder, men imponerende var den. Og man følte sig lidt stolt af at være dansker. Nu var ungerne og vi lidt trætte så vi gik ned til en havne café og fik sodavand og en øl aahhhh, og så gik vi ”hjemad” (Naja og Dennis alias nørderne alias naboerne, Naja-ord). På vej hjem kom vi lige forbi endnu en aboriginalbutik der solgte didgeridoo’s, som vi havde besluttet, vi ville købe med hjem, og her havde de lige den rigtige, så der blev kortet kørt igennem igen igen. Da vi kom hjem, var vi alle godt trætte efter en lang, lang gåtur, men det var kun far og mor der sov.
Næste dag skulle Lars så op og gå på Sydney Harbour Bridge, hvilket var en fed tur med en fantastisk udsigt. Gåturen derop gik gennem The Rocks. Efter turen mødtes Lars med resten af familien i Darling Harbour, der havde været en tur inde i Wild Life Zoo.
Vi spiste en frokost på Wacamama med udsigt over vandet og på vej hjem gik vi ind i Queen Vitoria Building RODEL. Også en meget smuk bygning med et kæmpe juletræ. Det er meget svært at forstå det snart er jul.
Da vi kom hjem slappede vi af igen og Lars så fodbold, som han virkelig har savnet.
I dag er det fredag og morgenen startede perfekt. Fik slutresultatet på FCK 1-0 YES, vi er med igen gutter. I dag skulle vi ikke rigtig noget, men tog en tur ned til Darling Harbour og spiste frokost, tog en tur med monorail og shoppede lidt. I morgen er det 1. december, så ungerne glæder sig til deres chokoladekalender, og vi flyver til Melbourne, hvor vi om aftenen skal på tur ud og se pingviner. Ses der!
Vi har fået en rigtig fed lejlighed nyistandsat med fladskærm på alle værelser, så ungerne er helt oppe og kører. Vi ankom ved 11-tiden, så vi besluttede os at tage op i Sydney Centerpoint Tower, som vi havde fået gratis billetter til af de danskere vi mødtes med i Bundaberg, da de ikke havde fået brugt dem. Vi fik også billetter til Wild Life Zoo. Vejret var perfekt, selvom de havde lovet regn, så vi tog turen gennem Hyde Park, ja det er rigtigt Hyde Park. Mange stednavne herovre er engelske, Liverpool, Newcastle og mange flere. Her var der nogen, der spillede skak, som Mille var meget fascineret af….lidt bekymrende J. Så tog vi op i tårnet som er ca. 305 meter højt og samtidig drejer rundt. Fantastisk udsigt til Operahuset, Sydney Harbour Bridge, Darling Harbour og meget mere.
Så var det tid til frokost, vi købte lidt sandwiches, som vi tog med over og spiste i Royal Botanik Gardens. Mætte forsatte vi ned til Australiens mest kendte bygning – underligt at stå foran den, efter at have set den så mange gange i fjernsynet og andre steder, men imponerende var den. Og man følte sig lidt stolt af at være dansker. Nu var ungerne og vi lidt trætte så vi gik ned til en havne café og fik sodavand og en øl aahhhh, og så gik vi ”hjemad” (Naja og Dennis alias nørderne alias naboerne, Naja-ord). På vej hjem kom vi lige forbi endnu en aboriginalbutik der solgte didgeridoo’s, som vi havde besluttet, vi ville købe med hjem, og her havde de lige den rigtige, så der blev kortet kørt igennem igen igen. Da vi kom hjem, var vi alle godt trætte efter en lang, lang gåtur, men det var kun far og mor der sov.
Næste dag skulle Lars så op og gå på Sydney Harbour Bridge, hvilket var en fed tur med en fantastisk udsigt. Gåturen derop gik gennem The Rocks. Efter turen mødtes Lars med resten af familien i Darling Harbour, der havde været en tur inde i Wild Life Zoo.
Vi spiste en frokost på Wacamama med udsigt over vandet og på vej hjem gik vi ind i Queen Vitoria Building RODEL. Også en meget smuk bygning med et kæmpe juletræ. Det er meget svært at forstå det snart er jul.
Da vi kom hjem slappede vi af igen og Lars så fodbold, som han virkelig har savnet.
I dag er det fredag og morgenen startede perfekt. Fik slutresultatet på FCK 1-0 YES, vi er med igen gutter. I dag skulle vi ikke rigtig noget, men tog en tur ned til Darling Harbour og spiste frokost, tog en tur med monorail og shoppede lidt. I morgen er det 1. december, så ungerne glæder sig til deres chokoladekalender, og vi flyver til Melbourne, hvor vi om aftenen skal på tur ud og se pingviner. Ses der!
tirsdag den 27. november 2007
Sydney (camping)
Yes sol sol og atter sol. Lidt morgenmad – det bliver svært at undvære ananas, kiwi, ferskner, bananer mv, hver morgen – og så en tur til shoppingcenter og købe ind. Og hvem sidder i en stol JULEMANDEN, og efter meget plageri fik tøserne lov til at og kommer ind og sige ”Hej” og få taget et billede…. Så lige tid til at slappe lidt på en café. Lars fik en varm kakao og ungerne deres babycino og hjem og spise frokost. Så var det vist tid til poolen, og vi havde den for os selv, så vi fik spillet bold og leget og sluttede af med en tur i SPA med ca. 40 grader varmt vand. Heidi læste videre i hendes ottende eller niende bog, mens Lars og tøserne legede skole.
Vi havde aftalt, at vi skulle holde fest om aftenen, da det var ved at være slut med camperen (Heidi: JUHUUUU YES FEDT), så vi havde købt julepynt, og de voksne blev sendt uden for døren, mens tøserne pyntede op og dækkede bord. Lars stod for aftensmaden: Pandekager med fyld og pandekager til dessert. Bagefter stod den på hygge med leg, PSP og højtlæsning af den sorte hingst. FED FEST J.
Da vi skulle til at sove, begyndte det at regne, og Lars og Niko sov sammen oppe i ”hyggesengen”, men problemet er, at det ene vindue er lidt utæt, så fødderne blev lidt våde. Om morgenen regnede det stadig. Heidi gik i gang med at rydde op og gøre rent (surprise surprise), og Lars lavede morgenmad: Omelet aahhh. Det regner stadig øv, da det gør det lidt sværere at få ordnet camperen, men Heidi gør stadig rent, ungerne spiller PSP, og Lars skriver. Slut for denne gang, næste gang bliver fra oplevelser fra Sydney.
Vi havde aftalt, at vi skulle holde fest om aftenen, da det var ved at være slut med camperen (Heidi: JUHUUUU YES FEDT), så vi havde købt julepynt, og de voksne blev sendt uden for døren, mens tøserne pyntede op og dækkede bord. Lars stod for aftensmaden: Pandekager med fyld og pandekager til dessert. Bagefter stod den på hygge med leg, PSP og højtlæsning af den sorte hingst. FED FEST J.
Da vi skulle til at sove, begyndte det at regne, og Lars og Niko sov sammen oppe i ”hyggesengen”, men problemet er, at det ene vindue er lidt utæt, så fødderne blev lidt våde. Om morgenen regnede det stadig. Heidi gik i gang med at rydde op og gøre rent (surprise surprise), og Lars lavede morgenmad: Omelet aahhh. Det regner stadig øv, da det gør det lidt sværere at få ordnet camperen, men Heidi gør stadig rent, ungerne spiller PSP, og Lars skriver. Slut for denne gang, næste gang bliver fra oplevelser fra Sydney.
Port Stevens og Blue Mountains
Der var både lyn og torden, men ikke nær så slemt som vi havde regnet med. Men regn var der også, så det blev ikke til meget søvn, da det larmer på ”bliktaget”. Da vi stod op ved ni’eren, skulle vi til at finde ud af, om vi ville blive. Efter lidt snak frem og tilbage og udsigt til dårligt vejr alle steder besluttede vi os for at blive…..,og så klarede det op. Heidi vaskede tøj, mens ungerne og Lars lavede morgenmad og legede på legeplads. Ellers stod dagen på afslapning og Lars fik booket sin heldagstur i Blue Mountain med rapelling, desværre ingen ”rope-jumping” (125 meter), da det kun var om vinteren, men turen blev bestilt med en rappelingtur eller ”Abseiling” som det hedder her nede til ned gennem et vandfald på 30 meter…..Lars glæder sig. I aften tager vi på en lille gåtur på Koalaroad, og håber at vi ser en. Det er 1 måned siden, de sidst har set en, så chancen er ikke stor. Og i morgen går turen så til Blue Mountain.
Aftenen forløb med ren afslapning og sjipning, Milles rekord er 8 og Niko’s er 2, såååå det går fremad. Ellers var der latterfugle lige uden for døren og en del pelikaner ude ved vandet. Vi bor ca. 10 meter fra vandet, så vi har en fantastisk udsigt. Om morgenen nåede ungerne en sidste tur på diverse legepladser og Lars fik fyldt vandtanken op (skal gøres ca. hver anden dag) og tømt wastetanken (som IKKE er toilettanken). Og lige pludselig var kl. 9.40, og vi skulle være ude inden 10.00, men Lars insisterede på, at vi skulle gå en lille tur op af Koalaroad, som han havde lovet ungerne, og som vi ikke havde nået aften før. Afsted vi gik, og lige pludselig sige ”spotteren” (Heidi), ”se der sidder sku en deroppe”, og rigtig nok der sad ”sku” en. Fedt!!! Så mangler vi bare at se et næbdyr i det fri. Og så afsted til Blue Mountain. Vi valgte at kører gennem nationalparken i stedet for motorvejen til Sydney, hvilket var et godt valg for sikken en udsigt op af de snoede veje og op til toppen til Katoomba, som er ”hovedstaden” i Blue Mountain og ikke særlig stor. Lars skulle ind på ”Hign’n Wild” og melde sig klar og underskrive diverse papirer om, at det var for egen risiko, at han ville rapelle. Nu var kl. ved at være 17.00, og vi havde hverken ringet til nogen plads for natten, og viste faktisk ikke hvor der var nogen, så Lars spurgte og afsted…puha de havde lige én plads men kun for i nat. Så i morgen måtte jagten gå ind på en anden plads igen. Vi kørte op til byen, fik handlet, og købt en brugt videofilm til aftenen (det regnede) med Black Beauty (Heidi læser en bog højt på turen om Black Beauty, så det var lige sagen). Så fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad. Efter maden fik de voksne en kop kaffe, og pigerne fik en baby-chino (varm mælk med kakao drysset på toppen = varm kakao og skumfiduser) som var en STORT hit.
Næste morgen regnede det stadig PIS, og skyet var det også, men afsted ”tidlig” morgen kl. 8.30, da Lars skulle mødes ved kontoret kl. 9.00, og lige skulle parkere Camperen på en villavej inden, så Heidi og ungerne havde et sted og være.
Lars’ dag:
Vi var fem der skulle afsted 3 piger fra USA og en fyr fra Canada. Vi fik vores udstyr: Hjelm, Seler, våddragt, tørpose og rygsæk, og så skulle guiden Kahn (med rastahår, øreringe og hele lortet) lige have lidt hjælp med at bære tasken med torv. ”Den tager jeg da”. FUCK den var tung, og jeg skulle slæbe den hele vejen til bilen. Nå, første rapellingen var ca. 5 meter, og næste var 15 meter. Det var skyet, så man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Klippen startede med et udhæng, så man skulle starte med at hoppe ud i intetheden (hvorfor der skulle øves på at hoppe kommer senere). 2 gange op og ned før vi hentede endnu en guide, som havde alle canyoning rekorder. Vi fik frokost og skulle så ned af en masse trapper, på med udstyret og afsted ned gennem kløften gennem vandet. Vi fik at vide, at selv om det var ærgerligt, at det var skyet på de første rapellingture, skulle vi være glade for, at det havde regnede, da der så ville være ekstra tryk på vandfaldet. Første ”hop” var ca. 3 meter og skulle være på ryggen på vores rygsæk, så nogle rutcheture gennem diverse mindre vandfald og endnu et hop på benene ca. 5-6 meter. Så kom vandfaldet…..shiiiiit. Ud og stå på kanten så kroppen var vandret og så ”et hop” ud over udhænget og ind under vandfaldet, hvor man skulle passe på, man ikke sad fast og ellers ned ad. 20 meter nede hvor vandfaldet ramte en afsats, var der virkelig tryk på, og her tænkte jeg, at her kunne det gå galt. Vandet trykkede mig baglæns, så jeg var lige ved at vende på hovedet, samtidig manglede mit spænde til rygsækken over brystkassen hvilket betød, at min rygsæk langsomt var ved at glide ned over mine eller brede skuldre. Vandet stod lige ned i hjelmen og det gjorde ondt af h….. til, så til sidst (efter 2-3 min.) hoppede jeg, hvilket heldigvis var rigtigt tænkt. Yderligere 2 meter nede hoppede jeg ned i ”poolen”. Af med tøjet og tørt på – undtagen sko. Så blev der spurgt, om man vil prøve at slå Chris på vej op (ham med rekorderne), på med rygsækken og et af de våde reb op bagi og afsted op af kløften……jeg vandt desværre ikke. Og ja jeg var en dårlig taber, for selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde slået ham, hvis jeg ikke skulle have båret rebet. HEHE og det ville jeg!
Og så hjem til familien efter en fed fed dag!
Heidi, Mille og Niko’s dag:
Da vi havde fået viftet Lars ud af camperen, satte vi os og spiste en dejlig morgenmad.
Efter morgenmaden tog vi en masse varmt tøj på og regnslag (nogle plastiktingester vi havde købt tidligere), da det stadig regnede. Vi gik op til byen og gik lidt rundt og så på butikker. Mange butikker har julepyntet, og ungerne er begyndt at glæde sig meget til jul, hvor vi voksne har lidt
svære ved det
For enden af hovedgaden var trolley-butikken, hvor vi købte billet til trollyen, som kunne fragtes rundt til diverse seværdigheder (og komme i tørvejr).
Første stop på turen var ved en gammeldags slikbutik med over 5000 forskellige slags slik, et rent mekka for os alle. Her var det muligt at købe saltlakrids, som vi købte en smule af, da det var pænt dyrt.
Herefter gik vi en tur rundt i denne del af byen, inden vi kunne tage den næste trolly.
Vi kørte rundt med trollyen til diverse udsigtspunkter, men valgte at blive siddende, da tågen og regnen gjorde, at vi intet kunne se. Tilbage i byen var det blevet tid til frokost, som pigerne gerne ville indtage på den samme cafe, hvor vi havde spist til aften. Ungerne fik hurtigt spist deres kyllingebryst, hvorefter de forsvandt ovenpå, hvor der var et legerum. Imens sad Heidi og spiste sin mad, men hun så diverse turistbrochure igennem.
Efter frokost tog vi igen trollyen ud til Blue Mountains Chocolate Company, hvor man kunne smage 1. klasses håndlavet chokolade - uhmmmmm.
Vi var alle 3 ved at være trætte, kolde og våde, så på turen tilbage med trollyen, hoppede vi af, da vi fik mulighed for at hoppe af lige ved vores camper (skulle ellers gå i cirka 15 minutter i regnvejr). Vi var lige kommet ind i camperen og havde fået vores våde tøj af, da Lars kom tilbage fra sin tur.
Os tøser havde haft en rigtig hyggelig dag, men nok ikke så grænseoverskridende og fantastisk som Lars’, set ud fra hans ansigtsudtryk.
Så skulle vi finde et sted at sove, så vi ringede til en anden by cirka 20 minutters kørsel væk ved navn Blackheath, og der var plads. Den stod på Dominos (sund kost vi får) og så i seng, efter vi fik slukket PSP’en (som er en ting vi skal afvænnet pigerne med, når vi kommer hjem).
Næste morgen kørte vi til Katoomba i SOLSKIN, vi var bare heldige med vejret, først prøvede vi verdens stejleste togbane (omkring 50 grader nedad), som oprindeligt blev brugt til at fragte kulminearbejdere op og ned, det var en sjov men kort tur. Så gik vi hen til svævebanen, som vi skulle have op, hvor vi rigtig fik set landskabet og ”De tre søstre”, som er tre klipper ved siden af hinanden. Historien er at der var krig mellem to aboriginal stammer, og medicinmanden i den ene tryllede de tre søstre til høvdingen om til de tre klipper, så de ikke risikerede at blive dræbt. Uheldigvis døde medicinmanden, og ingen har siden kunne trylle dem tilbage. Så kørte vi til Echopoint, som er et udsigts sted bl.a. til ”De tre søstre” meget meget smukt.
Ved Echopoint sad en aboriginal og spillede på didgeridoo. Vi fik pigerne til at sætte sig over til ham, så vi kunne få et billede. Han var heldigvis helt med på ideen, og gav dem et kæmpe kram.
Det var nu tid til frokost og hen til den samme café igen, hvor ungerne igen igen fik små kopper med varm kakao og skumfiduser. Ejeren var helt tosset med tøserne og omvendt. Nikoline vil gerne have en café og bo der. Da vi skulle afsted fik de farvel kram af hende, og så skulle de også have en lille gave….en hjemmelavet jordbærmilkshake – super sødt af hende.
Ud i camperen og ud på HWY til Sydney. Efter en lille tur rundt i Blacktown, hvor det næsten endte med, at Heidi smed kortet over til Lars, så han selv kunne klarer det J, nåede vi frem til campingpladsen. Lars og tøserne tog en tur i poolen ahhhh….. og så lidt aftensmad og Black Beuaty igen. I morgen skal vi vist bare slappe – nu må vi se.
Aftenen forløb med ren afslapning og sjipning, Milles rekord er 8 og Niko’s er 2, såååå det går fremad. Ellers var der latterfugle lige uden for døren og en del pelikaner ude ved vandet. Vi bor ca. 10 meter fra vandet, så vi har en fantastisk udsigt. Om morgenen nåede ungerne en sidste tur på diverse legepladser og Lars fik fyldt vandtanken op (skal gøres ca. hver anden dag) og tømt wastetanken (som IKKE er toilettanken). Og lige pludselig var kl. 9.40, og vi skulle være ude inden 10.00, men Lars insisterede på, at vi skulle gå en lille tur op af Koalaroad, som han havde lovet ungerne, og som vi ikke havde nået aften før. Afsted vi gik, og lige pludselig sige ”spotteren” (Heidi), ”se der sidder sku en deroppe”, og rigtig nok der sad ”sku” en. Fedt!!! Så mangler vi bare at se et næbdyr i det fri. Og så afsted til Blue Mountain. Vi valgte at kører gennem nationalparken i stedet for motorvejen til Sydney, hvilket var et godt valg for sikken en udsigt op af de snoede veje og op til toppen til Katoomba, som er ”hovedstaden” i Blue Mountain og ikke særlig stor. Lars skulle ind på ”Hign’n Wild” og melde sig klar og underskrive diverse papirer om, at det var for egen risiko, at han ville rapelle. Nu var kl. ved at være 17.00, og vi havde hverken ringet til nogen plads for natten, og viste faktisk ikke hvor der var nogen, så Lars spurgte og afsted…puha de havde lige én plads men kun for i nat. Så i morgen måtte jagten gå ind på en anden plads igen. Vi kørte op til byen, fik handlet, og købt en brugt videofilm til aftenen (det regnede) med Black Beauty (Heidi læser en bog højt på turen om Black Beauty, så det var lige sagen). Så fandt vi en hyggelig café, hvor vi spiste aftensmad. Efter maden fik de voksne en kop kaffe, og pigerne fik en baby-chino (varm mælk med kakao drysset på toppen = varm kakao og skumfiduser) som var en STORT hit.
Næste morgen regnede det stadig PIS, og skyet var det også, men afsted ”tidlig” morgen kl. 8.30, da Lars skulle mødes ved kontoret kl. 9.00, og lige skulle parkere Camperen på en villavej inden, så Heidi og ungerne havde et sted og være.
Lars’ dag:
Vi var fem der skulle afsted 3 piger fra USA og en fyr fra Canada. Vi fik vores udstyr: Hjelm, Seler, våddragt, tørpose og rygsæk, og så skulle guiden Kahn (med rastahår, øreringe og hele lortet) lige have lidt hjælp med at bære tasken med torv. ”Den tager jeg da”. FUCK den var tung, og jeg skulle slæbe den hele vejen til bilen. Nå, første rapellingen var ca. 5 meter, og næste var 15 meter. Det var skyet, så man kunne ikke se, hvor langt der var ned. Klippen startede med et udhæng, så man skulle starte med at hoppe ud i intetheden (hvorfor der skulle øves på at hoppe kommer senere). 2 gange op og ned før vi hentede endnu en guide, som havde alle canyoning rekorder. Vi fik frokost og skulle så ned af en masse trapper, på med udstyret og afsted ned gennem kløften gennem vandet. Vi fik at vide, at selv om det var ærgerligt, at det var skyet på de første rapellingture, skulle vi være glade for, at det havde regnede, da der så ville være ekstra tryk på vandfaldet. Første ”hop” var ca. 3 meter og skulle være på ryggen på vores rygsæk, så nogle rutcheture gennem diverse mindre vandfald og endnu et hop på benene ca. 5-6 meter. Så kom vandfaldet…..shiiiiit. Ud og stå på kanten så kroppen var vandret og så ”et hop” ud over udhænget og ind under vandfaldet, hvor man skulle passe på, man ikke sad fast og ellers ned ad. 20 meter nede hvor vandfaldet ramte en afsats, var der virkelig tryk på, og her tænkte jeg, at her kunne det gå galt. Vandet trykkede mig baglæns, så jeg var lige ved at vende på hovedet, samtidig manglede mit spænde til rygsækken over brystkassen hvilket betød, at min rygsæk langsomt var ved at glide ned over mine eller brede skuldre. Vandet stod lige ned i hjelmen og det gjorde ondt af h….. til, så til sidst (efter 2-3 min.) hoppede jeg, hvilket heldigvis var rigtigt tænkt. Yderligere 2 meter nede hoppede jeg ned i ”poolen”. Af med tøjet og tørt på – undtagen sko. Så blev der spurgt, om man vil prøve at slå Chris på vej op (ham med rekorderne), på med rygsækken og et af de våde reb op bagi og afsted op af kløften……jeg vandt desværre ikke. Og ja jeg var en dårlig taber, for selvfølgelig sagde jeg, at jeg havde slået ham, hvis jeg ikke skulle have båret rebet. HEHE og det ville jeg!
Og så hjem til familien efter en fed fed dag!
Heidi, Mille og Niko’s dag:
Da vi havde fået viftet Lars ud af camperen, satte vi os og spiste en dejlig morgenmad.
Efter morgenmaden tog vi en masse varmt tøj på og regnslag (nogle plastiktingester vi havde købt tidligere), da det stadig regnede. Vi gik op til byen og gik lidt rundt og så på butikker. Mange butikker har julepyntet, og ungerne er begyndt at glæde sig meget til jul, hvor vi voksne har lidt
svære ved det
For enden af hovedgaden var trolley-butikken, hvor vi købte billet til trollyen, som kunne fragtes rundt til diverse seværdigheder (og komme i tørvejr).
Første stop på turen var ved en gammeldags slikbutik med over 5000 forskellige slags slik, et rent mekka for os alle. Her var det muligt at købe saltlakrids, som vi købte en smule af, da det var pænt dyrt.
Herefter gik vi en tur rundt i denne del af byen, inden vi kunne tage den næste trolly.
Vi kørte rundt med trollyen til diverse udsigtspunkter, men valgte at blive siddende, da tågen og regnen gjorde, at vi intet kunne se. Tilbage i byen var det blevet tid til frokost, som pigerne gerne ville indtage på den samme cafe, hvor vi havde spist til aften. Ungerne fik hurtigt spist deres kyllingebryst, hvorefter de forsvandt ovenpå, hvor der var et legerum. Imens sad Heidi og spiste sin mad, men hun så diverse turistbrochure igennem.
Efter frokost tog vi igen trollyen ud til Blue Mountains Chocolate Company, hvor man kunne smage 1. klasses håndlavet chokolade - uhmmmmm.
Vi var alle 3 ved at være trætte, kolde og våde, så på turen tilbage med trollyen, hoppede vi af, da vi fik mulighed for at hoppe af lige ved vores camper (skulle ellers gå i cirka 15 minutter i regnvejr). Vi var lige kommet ind i camperen og havde fået vores våde tøj af, da Lars kom tilbage fra sin tur.
Os tøser havde haft en rigtig hyggelig dag, men nok ikke så grænseoverskridende og fantastisk som Lars’, set ud fra hans ansigtsudtryk.
Så skulle vi finde et sted at sove, så vi ringede til en anden by cirka 20 minutters kørsel væk ved navn Blackheath, og der var plads. Den stod på Dominos (sund kost vi får) og så i seng, efter vi fik slukket PSP’en (som er en ting vi skal afvænnet pigerne med, når vi kommer hjem).
Næste morgen kørte vi til Katoomba i SOLSKIN, vi var bare heldige med vejret, først prøvede vi verdens stejleste togbane (omkring 50 grader nedad), som oprindeligt blev brugt til at fragte kulminearbejdere op og ned, det var en sjov men kort tur. Så gik vi hen til svævebanen, som vi skulle have op, hvor vi rigtig fik set landskabet og ”De tre søstre”, som er tre klipper ved siden af hinanden. Historien er at der var krig mellem to aboriginal stammer, og medicinmanden i den ene tryllede de tre søstre til høvdingen om til de tre klipper, så de ikke risikerede at blive dræbt. Uheldigvis døde medicinmanden, og ingen har siden kunne trylle dem tilbage. Så kørte vi til Echopoint, som er et udsigts sted bl.a. til ”De tre søstre” meget meget smukt.
Ved Echopoint sad en aboriginal og spillede på didgeridoo. Vi fik pigerne til at sætte sig over til ham, så vi kunne få et billede. Han var heldigvis helt med på ideen, og gav dem et kæmpe kram.
Det var nu tid til frokost og hen til den samme café igen, hvor ungerne igen igen fik små kopper med varm kakao og skumfiduser. Ejeren var helt tosset med tøserne og omvendt. Nikoline vil gerne have en café og bo der. Da vi skulle afsted fik de farvel kram af hende, og så skulle de også have en lille gave….en hjemmelavet jordbærmilkshake – super sødt af hende.
Ud i camperen og ud på HWY til Sydney. Efter en lille tur rundt i Blacktown, hvor det næsten endte med, at Heidi smed kortet over til Lars, så han selv kunne klarer det J, nåede vi frem til campingpladsen. Lars og tøserne tog en tur i poolen ahhhh….. og så lidt aftensmad og Black Beuaty igen. I morgen skal vi vist bare slappe – nu må vi se.
onsdag den 21. november 2007
Tordenvejret
Ville bare lige sige, at vi alle overlevede tordenvejret.
Vi bor 10 meter fra vandet, så allerede kl. 19.00 lokal tid kunne vi se lynene ude over vandet. Omkring kl. 22.00 kom uvejret ind over os, og der blev himlen virkelig lyst op af nogle fantastisk flotte lyn.
Tordenen var høj men faktisk ikke øredøvende, selvom man godt kunne mærke det rykke i camperen. Uvejret blev ved i nogle timer.
En flot oplevelse, men for Heidis vedkommende måtte det godt havde været noget vildere (Hun elsker tordenvejr), når nu det skulle være.
Det negative ved uvejret er, at vi er vågnet op til regn. Vejrudsigten tyder på regn de kommende dage, så øv...øv....øv.
Vi bor på en campingplads, der også er naturresevat for koalaer, men hvis det regner, er det endnu svære at få øje på dem, så vi håber regnen stopper.
Dagen i dag ved vi endnu ikke hvad står på andet end regn, men det kan I finde ud af i vores næste indlæg.
Ha' det godt.
Vi bor 10 meter fra vandet, så allerede kl. 19.00 lokal tid kunne vi se lynene ude over vandet. Omkring kl. 22.00 kom uvejret ind over os, og der blev himlen virkelig lyst op af nogle fantastisk flotte lyn.
Tordenen var høj men faktisk ikke øredøvende, selvom man godt kunne mærke det rykke i camperen. Uvejret blev ved i nogle timer.
En flot oplevelse, men for Heidis vedkommende måtte det godt havde været noget vildere (Hun elsker tordenvejr), når nu det skulle være.
Det negative ved uvejret er, at vi er vågnet op til regn. Vejrudsigten tyder på regn de kommende dage, så øv...øv....øv.
Vi bor på en campingplads, der også er naturresevat for koalaer, men hvis det regner, er det endnu svære at få øje på dem, så vi håber regnen stopper.
Dagen i dag ved vi endnu ikke hvad står på andet end regn, men det kan I finde ud af i vores næste indlæg.
Ha' det godt.
Coffs Harbour
Vi tog tidligt afsted fra campingpladsen ved Yamba, for at få mest mulig tid på campingpladsen ved Coffs Harbour.
Vi ankom omkring kl. 10.00 og turen gik direkte til poolen, hvor vi brugte resten af dagen. Vi spiste på campingpladsens restaurant, da vi var for dovne til selv at lave mad.
Da vi skulle op til restauranten fik vi temmelig meget nøjer på, for vores eneste nøgle til bilen var væk.
Vi ledte alt igennem, men væk var nøglen. Vi besluttede, at lede videre efter vi havde spist. Vi startede i den ene ende af bilen. Alle madresser, dyner, rum m.v. blev endevendt, men væk var nøglen.
Vi overvejede om vi skulle ringe til Kea camper, for at få dem til at komme med en ny nøgle, men efter et par timer fandt vi nøglen i Lars' badeshorts, hvor Heidi ellers havde kigget - åbenbart ikke godt nok. Vi var bare glade for at finde nøglen igen.
Næste dag brugte vi også hele formiddagen og eftermiddagen ved poolen, da vejret bare var skønt. Pigerne er nu blevet så dygtige til at bevæge sig i vand, at de nu vil kunne klare bronzefrøen, så Lars har store planer, når vi kommer hjem.
Sen eftermiddag tog vi en tur ind til Coffs Harbour, hvor vi ville spise aftensmad.
Efter en gåtur i området, spiste vi på en rigtig hyggelig restaurant. Maden var bare super lækker, så vi gik alle meget mætte og veltilfredse derfra.
Da vi kom hjem så pigerne endnu en film, inden det var tid til at sove.
I dag kørte vi så fra Coffs Harbour ned til Port Stevens (150 km fra Sydney), hvor vi tager 2 overnatninger, inden det går mod Blue Mountains (Nationalpark).
Ifølge vejrudsigten er der stor mulighed for, at der i løbet af natten vil være thunderstorms, så nu må vi se om camperen kan holde til det. Heldigvis har man trukket advarslerne tilbage omkring et specielt farligt tordenvejr tilbage.
Vi snakkes efter en måske larmende nat...................
Vi ankom omkring kl. 10.00 og turen gik direkte til poolen, hvor vi brugte resten af dagen. Vi spiste på campingpladsens restaurant, da vi var for dovne til selv at lave mad.
Da vi skulle op til restauranten fik vi temmelig meget nøjer på, for vores eneste nøgle til bilen var væk.
Vi ledte alt igennem, men væk var nøglen. Vi besluttede, at lede videre efter vi havde spist. Vi startede i den ene ende af bilen. Alle madresser, dyner, rum m.v. blev endevendt, men væk var nøglen.
Vi overvejede om vi skulle ringe til Kea camper, for at få dem til at komme med en ny nøgle, men efter et par timer fandt vi nøglen i Lars' badeshorts, hvor Heidi ellers havde kigget - åbenbart ikke godt nok. Vi var bare glade for at finde nøglen igen.
Næste dag brugte vi også hele formiddagen og eftermiddagen ved poolen, da vejret bare var skønt. Pigerne er nu blevet så dygtige til at bevæge sig i vand, at de nu vil kunne klare bronzefrøen, så Lars har store planer, når vi kommer hjem.
Sen eftermiddag tog vi en tur ind til Coffs Harbour, hvor vi ville spise aftensmad.
Efter en gåtur i området, spiste vi på en rigtig hyggelig restaurant. Maden var bare super lækker, så vi gik alle meget mætte og veltilfredse derfra.
Da vi kom hjem så pigerne endnu en film, inden det var tid til at sove.
I dag kørte vi så fra Coffs Harbour ned til Port Stevens (150 km fra Sydney), hvor vi tager 2 overnatninger, inden det går mod Blue Mountains (Nationalpark).
Ifølge vejrudsigten er der stor mulighed for, at der i løbet af natten vil være thunderstorms, så nu må vi se om camperen kan holde til det. Heldigvis har man trukket advarslerne tilbage omkring et specielt farligt tordenvejr tilbage.
Vi snakkes efter en måske larmende nat...................
tirsdag den 20. november 2007
O’Reillys
Turen til O’Reillys er en af de flotteste ture vi endnu har kørt. Ifølge receptionisten på et turistkontor der lå cirka 1 time fra vores tidligere campingplads, ville det tage cirka 40 minutter at køre videre op til O’Reillys………øhhh not.
Det endte med at tage cirka 11/4 time fra vingården, der lå ca. 30 km fra O’Reillys.
Inden vi rigtig kom op på bjerget, kørte vi forbi deres vingård, som ligger nede i dalen. Her var der mulighed for vinsmagning, hvilket Lars’ selvfølgelig skulle prøve. Desuden har deres vin vundet flere priser, så vi valgte at gøre et stop.
Der skulle være bryllup om aftenen, så der var pyntet rigtig flot op med hvidt silke, tyl, blomster og sløjfer, hvilket ungerne syntes var noget så smukt. De mente, at vi absolut skulle blive til brylluppet.
Lars fik smagt deres forskellige vine, og købte da også et par flasker. Måske vinlogen skal smage……
Vi fik af vide, at der var mulighed for at se næbdyr i en nærliggende å, så vi gik en tur ned til åen. Desværre var der ingen der ville komme frem, men til gengæld blev Nikoline bidt af flere skovmyre, da hun absolut skulle stille sig lige oven i deres bo.
Efter besøget på vingården gik turen op ad bjerget. Det meste af vejen var der kun mulighed for en bil at køre på vejen, og mange af svingene var blinde og 180 grader. Selvfølgelig havde vi valgt at køre op ad bjerget på et tidspunkt, hvor en masse biler og busser skulle ned ad bjerget. Et par gange måtte Heidi stå bagerst i camperen og fortælle Lars, at han godt kunne bakke lidt mere tilbage uden at køre ud over kanten, så de modkørende kunne komme forbi. Godt fru Christiansen ikke var med.
Udsigten var helt fantastisk. Minder faktisk lidt om udsigten i Tyrol i Østrig med grønne bjerge og dale med kvæg og får gående rundt.
Vel ankommet til O’Reillys gik Lars ind for at bestille plads på campingpladsen. Da Lars fortalte, at vi var i en camper, sagde de, at en camper slet ikke kunne campere på campingpladsen, da der ikke var plads til den, men at vi når nu vi var kommet hele vejen op, kunne få lov til at campere på parkeringspladsen. Der var vist også noget med, at vi på vej op ad bjerget havde valgt at ”overse” et skilt med teksten ”fraråder større biler, campere og lastvogne at køre op ad bjerget”.
Lars og ungerne gik hurtigt over til The Tree Top Walk (Heidi skulle ikke nyde noget), hvor de kunne gå rundt på en 180 m lang hængebro, der var ca. 20 meter oppe i træerne. I midten af hængebroen var der en platform, hvor man kunne kravle 15 m yderligere op ad en stige, så man var oven over trækronerne. Herfra kunne man se ud over hele området. Lars havde pigerne godt oppe ad denne stige, da han pludselig blev klar over, at hvis en af pigerne gled, ville de falde ca. 35 m ned (der var ikke noget sikkerhedsnet), så han valgte at få pigerne ned igen hurtigst muligt.
Efter turen fik de fodret fugle, og flere af den var så nærgående, at det fløj over og satte sig i håret og på armene/skulderne. Dette syntes specielt Emilie ikke var særlig sjovt, så hun ville tilbag til camperen.
Vi havde om aftenen bestilt bord på restauranten, hvor vi fik en 4 retters menu bestående af diverse tapas fra en buffet, confit canara (sylte and) på toast, Heidis hovedret var barramundi (fisk) og Lars fik bøf. Desserten var en buffet med hjemmelavet kager og is. Pigerne fik henholdsvis lasagne og bøf til hovedret. Vi havde en rigtig dejlig aften med dejlig mad og rigtig god betjening.
Næste morgen var vi alle 4 en tur over ved The Tree Top Walk, da Heidi skulle se om hun turde gå over. Hun nåede halvvejs, da hun valgte at gå tilbage…..bangebuks. Lars nåede at få kravlet helt op ad stigen, og fik set en fantastisk udsigt.
Herefter besluttede vi os til, at det var tid til at komme ned ad bjerget inden der kom for mange modkørende biler. Nedturen gik da også væsentlig hurtigere end opturen, men vi mødte dog stadig mange biler.
Vi kørte ned til en anden campingplads i udkanten af Gold Coast, hvor vi skulle overnatte inden turen fortsatte mod Sydney.
Dagen derpå var det meningen, at vi ville køre til Coffs Harbor, hvorfra man kan se delfiner og kameler (der er vilde kameler i Australien), men vi blev af receptionisten rådet til at overnatte ved Yamba, da dette skulle være en rigtig god campingplads. Da vi kom til denne campingplads (hvor vi forinden havde aftalt at tage et par overnatninger) var specielt Lars og Emilie klar til at køre 3 timer videre til der, hvor vi oprindeligt ville hen, da de syntes campingpladsen var ØV. Måske også fordi de var lidt bange. Der var nemlig opslag om, at en edderkop kalder redback var at finde på campingpladsen, og at man skulle se under toiletsæder, borde, stole, mørke områder med mere inden man rørte ved noget, da de gemmer sig disse steder. Der er tale om Australien farligste edderkop, der kan slå et menneske ihjel, hvis man ikke kommer under behandling. Behandlingen består i at spise 2 piller.
Vi trak da lod, og Nikoline som vandt, valgte at vi skulle blive. Vi er dog alle enige i, at vi i morgen fortsætter til Coffs Harbor.
God nat og sov godt.
Det endte med at tage cirka 11/4 time fra vingården, der lå ca. 30 km fra O’Reillys.
Inden vi rigtig kom op på bjerget, kørte vi forbi deres vingård, som ligger nede i dalen. Her var der mulighed for vinsmagning, hvilket Lars’ selvfølgelig skulle prøve. Desuden har deres vin vundet flere priser, så vi valgte at gøre et stop.
Der skulle være bryllup om aftenen, så der var pyntet rigtig flot op med hvidt silke, tyl, blomster og sløjfer, hvilket ungerne syntes var noget så smukt. De mente, at vi absolut skulle blive til brylluppet.
Lars fik smagt deres forskellige vine, og købte da også et par flasker. Måske vinlogen skal smage……
Vi fik af vide, at der var mulighed for at se næbdyr i en nærliggende å, så vi gik en tur ned til åen. Desværre var der ingen der ville komme frem, men til gengæld blev Nikoline bidt af flere skovmyre, da hun absolut skulle stille sig lige oven i deres bo.
Efter besøget på vingården gik turen op ad bjerget. Det meste af vejen var der kun mulighed for en bil at køre på vejen, og mange af svingene var blinde og 180 grader. Selvfølgelig havde vi valgt at køre op ad bjerget på et tidspunkt, hvor en masse biler og busser skulle ned ad bjerget. Et par gange måtte Heidi stå bagerst i camperen og fortælle Lars, at han godt kunne bakke lidt mere tilbage uden at køre ud over kanten, så de modkørende kunne komme forbi. Godt fru Christiansen ikke var med.
Udsigten var helt fantastisk. Minder faktisk lidt om udsigten i Tyrol i Østrig med grønne bjerge og dale med kvæg og får gående rundt.
Vel ankommet til O’Reillys gik Lars ind for at bestille plads på campingpladsen. Da Lars fortalte, at vi var i en camper, sagde de, at en camper slet ikke kunne campere på campingpladsen, da der ikke var plads til den, men at vi når nu vi var kommet hele vejen op, kunne få lov til at campere på parkeringspladsen. Der var vist også noget med, at vi på vej op ad bjerget havde valgt at ”overse” et skilt med teksten ”fraråder større biler, campere og lastvogne at køre op ad bjerget”.
Lars og ungerne gik hurtigt over til The Tree Top Walk (Heidi skulle ikke nyde noget), hvor de kunne gå rundt på en 180 m lang hængebro, der var ca. 20 meter oppe i træerne. I midten af hængebroen var der en platform, hvor man kunne kravle 15 m yderligere op ad en stige, så man var oven over trækronerne. Herfra kunne man se ud over hele området. Lars havde pigerne godt oppe ad denne stige, da han pludselig blev klar over, at hvis en af pigerne gled, ville de falde ca. 35 m ned (der var ikke noget sikkerhedsnet), så han valgte at få pigerne ned igen hurtigst muligt.
Efter turen fik de fodret fugle, og flere af den var så nærgående, at det fløj over og satte sig i håret og på armene/skulderne. Dette syntes specielt Emilie ikke var særlig sjovt, så hun ville tilbag til camperen.
Vi havde om aftenen bestilt bord på restauranten, hvor vi fik en 4 retters menu bestående af diverse tapas fra en buffet, confit canara (sylte and) på toast, Heidis hovedret var barramundi (fisk) og Lars fik bøf. Desserten var en buffet med hjemmelavet kager og is. Pigerne fik henholdsvis lasagne og bøf til hovedret. Vi havde en rigtig dejlig aften med dejlig mad og rigtig god betjening.
Næste morgen var vi alle 4 en tur over ved The Tree Top Walk, da Heidi skulle se om hun turde gå over. Hun nåede halvvejs, da hun valgte at gå tilbage…..bangebuks. Lars nåede at få kravlet helt op ad stigen, og fik set en fantastisk udsigt.
Herefter besluttede vi os til, at det var tid til at komme ned ad bjerget inden der kom for mange modkørende biler. Nedturen gik da også væsentlig hurtigere end opturen, men vi mødte dog stadig mange biler.
Vi kørte ned til en anden campingplads i udkanten af Gold Coast, hvor vi skulle overnatte inden turen fortsatte mod Sydney.
Dagen derpå var det meningen, at vi ville køre til Coffs Harbor, hvorfra man kan se delfiner og kameler (der er vilde kameler i Australien), men vi blev af receptionisten rådet til at overnatte ved Yamba, da dette skulle være en rigtig god campingplads. Da vi kom til denne campingplads (hvor vi forinden havde aftalt at tage et par overnatninger) var specielt Lars og Emilie klar til at køre 3 timer videre til der, hvor vi oprindeligt ville hen, da de syntes campingpladsen var ØV. Måske også fordi de var lidt bange. Der var nemlig opslag om, at en edderkop kalder redback var at finde på campingpladsen, og at man skulle se under toiletsæder, borde, stole, mørke områder med mere inden man rørte ved noget, da de gemmer sig disse steder. Der er tale om Australien farligste edderkop, der kan slå et menneske ihjel, hvis man ikke kommer under behandling. Behandlingen består i at spise 2 piller.
Vi trak da lod, og Nikoline som vandt, valgte at vi skulle blive. Vi er dog alle enige i, at vi i morgen fortsætter til Coffs Harbor.
God nat og sov godt.
DreamWorld
Vi har nu været 5 dage ved Gold Cost, hvor vi har fået slappet af, nydt det gode vejr, shoppet og være 2 dage i DreamWorld.
DreamWorld er et kombineret badeland og tivoli. Da man sagtens kan bruge en hel dag på hver af de to områder, valgte vi at købe adgang til 2 dage, så vi ville få mest muligt ud af det.
Den første dag var vi i tivolidelen. Desværre var der flere af forlystelserne, pigerne (specielt Nikoline) ikke kunne prøve, men dem de kunne, blev prøvet igen og igen. Alle tøserne prøvede en form for centrifuge, hvor man står op ad en væg, mens man kører rundt og rundt. På grund af centrifugalkraften har man mulighed for at kravle rundt på væggen, mens den køre rundt. Pigerne syntes, det var en alle tiders tur, og prøvede den et par gange. Lars havde mulighed for at stå og se ned i forlystelsen, og han blev helt dårlig af at se på - tøsedreng....
I tivoliet er der flere rigtig vilde forlystelser. Der var blandt andet en, hvor man sidder i en vogn og bliver skudt af sted med 158 km i timen ud af en rampe og op ad et tårn (på højde med det gyldne tårn i Tivoli). Heidi prøvede denne, og mener helt sikkert, at det er den sjoveste, fedeste og sejeste forlystelse, hun nogen sinde har prøvet.
Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vejret var i top.
Næste dag var vi hjemme på campingpladsen, hvor dagen blev brugt ved poolen og i shoppingcenteret. V kom i snak med et andet dansk par, der har en pige på 10 år, som savnede nogen at lege med. De 3 piger fik leget, og vi aftalte, at de alle skulle komme forbi vores camper om aftenen, så vi kunne udveksle oplysninger om, hvad der var godt at bruge tid på, da de skulle den modsatte vej af os. Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Dagen herefter var vi så i badelandet. Specielt Heidi havde ikke de store forventninger, men dette blev gjort til skamme. Det er det bedste badeland nogen af os prøvet at være i – ikke fordi det er mange vi har besøgt.
Der var masser at prøve for Emilie og Nikoline og absolut også noget for de voksne.
Vejret startede med at være rigtig godt, og vi fik prøvet alle de store vandrutchebaner, hvor pigerne kunne være med først. Den sjoveste (ifølge Lars, Heidi og Emilie) af de ture var en der minder om rutchebanen i tivoli og er lige så lang. Forskellen var, at man sad i en gummibåd. Fed vandrutchebane.
Der var også en, hvor man kørte i mørke, mens det bare gik rundt og rund og ned og ned. Den var specielt Nikoline meget glad for.
Herefter var vi i den del af badelandet, som er lavet på baggrund af tegneserien Nickelodeon (ved ikke hvordan det staves). En kæmpe borg med hængebroer og vandrutchebaner der konstant sprøjter med vand. Her fik pigerne meget tid til at gå.
Vejret blev mere og mere skyet, men de voksne havde lige et par rutchebaner, de skulle nå at prøve. Blandt andet var der en rutchebane, hvor man sidder 4 personer i en båd, der ligner en firkløver. Man bliver sendt af sted ned ad en overdækket rutchebane og skudt ud i en stor kegle, og efter noget tid ud af sidste del af rutchebanen. Den var vild og sjov.
En anden minder lidt om Rejen i Bonbonland, bortset fra at denne starter i et lukket rør der snor sig, hvorefter man kommer ud på en åben rutchebane, der går lige ned. En anden forskel er, at man er alene, køre med hovedet først og man ligger på en form for måtte. Lars var helt vild med den, og prøvede den flere gange.
Da det nu var blevet skyet, og efterhånden koldt (26 grader) gik vi i bad. Da der stadig var et par timer til DreamWorld lukkede gik vi over i tivolidelen, hvor vi lige fik den sidste lyst styret med hensyn til forlystelser.
Da vi kom hjem stod den på højtlæsning (den sorte hingst vender tilbage) og PSP.
Efter en god nats søvn besluttede vi os til at køre videre. Vi er nu på vej mod O’Reilly’s der ligger 40 minutter fra Brisbane. Her er der regnskov, bjerge, vingård, skøn restaurant og mulighed for at gå på en hængebro 20 meter oppe i træerne, der går rundt inde i regnskoven.
Den 28.11.07 skal vi aflevere camperen, så efter O’Reilly’s går turen mod Sydney.
For resten tak for alle jer der har skrevet til os. Selvom vi ikke skriver personligt tilbage til jer, er vi meget glade for alle jeres indlæg. Det er altid dejligt at høre fra jer.
Ungerne er også rigtig glade for at høre fra jer, og de er begyndt at savne deres venner og veninder mere. Vi håber fortsat at høre fra jer på resten af vores tur.
DreamWorld er et kombineret badeland og tivoli. Da man sagtens kan bruge en hel dag på hver af de to områder, valgte vi at købe adgang til 2 dage, så vi ville få mest muligt ud af det.
Den første dag var vi i tivolidelen. Desværre var der flere af forlystelserne, pigerne (specielt Nikoline) ikke kunne prøve, men dem de kunne, blev prøvet igen og igen. Alle tøserne prøvede en form for centrifuge, hvor man står op ad en væg, mens man kører rundt og rundt. På grund af centrifugalkraften har man mulighed for at kravle rundt på væggen, mens den køre rundt. Pigerne syntes, det var en alle tiders tur, og prøvede den et par gange. Lars havde mulighed for at stå og se ned i forlystelsen, og han blev helt dårlig af at se på - tøsedreng....
I tivoliet er der flere rigtig vilde forlystelser. Der var blandt andet en, hvor man sidder i en vogn og bliver skudt af sted med 158 km i timen ud af en rampe og op ad et tårn (på højde med det gyldne tårn i Tivoli). Heidi prøvede denne, og mener helt sikkert, at det er den sjoveste, fedeste og sejeste forlystelse, hun nogen sinde har prøvet.
Vi havde en rigtig hyggelig dag, hvor vejret var i top.
Næste dag var vi hjemme på campingpladsen, hvor dagen blev brugt ved poolen og i shoppingcenteret. V kom i snak med et andet dansk par, der har en pige på 10 år, som savnede nogen at lege med. De 3 piger fik leget, og vi aftalte, at de alle skulle komme forbi vores camper om aftenen, så vi kunne udveksle oplysninger om, hvad der var godt at bruge tid på, da de skulle den modsatte vej af os. Vi havde en rigtig hyggelig aften.
Dagen herefter var vi så i badelandet. Specielt Heidi havde ikke de store forventninger, men dette blev gjort til skamme. Det er det bedste badeland nogen af os prøvet at være i – ikke fordi det er mange vi har besøgt.
Der var masser at prøve for Emilie og Nikoline og absolut også noget for de voksne.
Vejret startede med at være rigtig godt, og vi fik prøvet alle de store vandrutchebaner, hvor pigerne kunne være med først. Den sjoveste (ifølge Lars, Heidi og Emilie) af de ture var en der minder om rutchebanen i tivoli og er lige så lang. Forskellen var, at man sad i en gummibåd. Fed vandrutchebane.
Der var også en, hvor man kørte i mørke, mens det bare gik rundt og rund og ned og ned. Den var specielt Nikoline meget glad for.
Herefter var vi i den del af badelandet, som er lavet på baggrund af tegneserien Nickelodeon (ved ikke hvordan det staves). En kæmpe borg med hængebroer og vandrutchebaner der konstant sprøjter med vand. Her fik pigerne meget tid til at gå.
Vejret blev mere og mere skyet, men de voksne havde lige et par rutchebaner, de skulle nå at prøve. Blandt andet var der en rutchebane, hvor man sidder 4 personer i en båd, der ligner en firkløver. Man bliver sendt af sted ned ad en overdækket rutchebane og skudt ud i en stor kegle, og efter noget tid ud af sidste del af rutchebanen. Den var vild og sjov.
En anden minder lidt om Rejen i Bonbonland, bortset fra at denne starter i et lukket rør der snor sig, hvorefter man kommer ud på en åben rutchebane, der går lige ned. En anden forskel er, at man er alene, køre med hovedet først og man ligger på en form for måtte. Lars var helt vild med den, og prøvede den flere gange.
Da det nu var blevet skyet, og efterhånden koldt (26 grader) gik vi i bad. Da der stadig var et par timer til DreamWorld lukkede gik vi over i tivolidelen, hvor vi lige fik den sidste lyst styret med hensyn til forlystelser.
Da vi kom hjem stod den på højtlæsning (den sorte hingst vender tilbage) og PSP.
Efter en god nats søvn besluttede vi os til at køre videre. Vi er nu på vej mod O’Reilly’s der ligger 40 minutter fra Brisbane. Her er der regnskov, bjerge, vingård, skøn restaurant og mulighed for at gå på en hængebro 20 meter oppe i træerne, der går rundt inde i regnskoven.
Den 28.11.07 skal vi aflevere camperen, så efter O’Reilly’s går turen mod Sydney.
For resten tak for alle jer der har skrevet til os. Selvom vi ikke skriver personligt tilbage til jer, er vi meget glade for alle jeres indlæg. Det er altid dejligt at høre fra jer.
Ungerne er også rigtig glade for at høre fra jer, og de er begyndt at savne deres venner og veninder mere. Vi håber fortsat at høre fra jer på resten af vores tur.
onsdag den 14. november 2007
Gold Coast
Dagen efter vores tur i Australia Zoo skulle vi videre ned til Brisbane og Gold Coast, hvor der skulle være en rigtig dejlig campingplads.
Efter morgenmad (Lars lavede pandekager til morgenmad) fik vi pakket os sammen, og begav os af sted. Det havde regnet hele natten, og ifølge receptionisten ville regnen følge os hele vejen ned til Gold Cost – øv.. øv., men vi ville videre.
Turen til Brisbane var på cirka 100 km, så det var en relativ kort tur. Vi valgte dog grundet regnen at springe Brisbane over og kørte direkte til campingpladsen ved Gold Coast.
Vi ankom til en rigtig dejlig campingplads, der ligger meget tæt på diverse forlystelser så som Dreamworld, Seaworld, Movieworld og Wet n’ Wild. Samtidig ligger der også et stort outlet center i gåafstand fra campingpladsen, så vi besluttede med det samme, at blive her i 4-5 dage, dels for at slappe af men også for at prøve en enkelt forlystelse, tage en tur til Brisbane (ligger cirka 40 km herfra) og måske lidt shopping.
Resten af dagen stod på en gåtur, en tur i poolen, tøjvask og hygge.
Næste dag lavede Lars igen morgenmad (omelet), og da det igen havde regnet hele natten og ikke så ud til at stoppe besluttede vi at tage en tur i shoppingcenteret. Måske kunne man finde en ting eller to.
Vi gik i regnvejr over til centeret, hvor der var et hav af butikker. Emilie og Nikoline har så absolut arvet et shoppinggen, for de var helt vilde med at prøve tøj og stå og spejle sig. Ungerne fik noget tøj men også Heidi og Lars fandt øhh……….. en masse, så nu har vi sikkert overvægt med hjem.
Da vi kom hjem gik turen til poolen på trods af lidt regn, og aftensmaden stod på rugbrød (man kan faktisk godt få noget udmærket rugbrød, men vi mangler leverpostejen).
Vejrudsigten siger også regn i morgen, så vi tager endnu en stille dag, inden vi har besluttet os for at tage i Dreamworld, der er en blanding af kæmpe badeland og et tivoli.
Vi vil så dagen efter tage en tur til Brisbane, inden turen går videre sydpå.
Efter morgenmad (Lars lavede pandekager til morgenmad) fik vi pakket os sammen, og begav os af sted. Det havde regnet hele natten, og ifølge receptionisten ville regnen følge os hele vejen ned til Gold Cost – øv.. øv., men vi ville videre.
Turen til Brisbane var på cirka 100 km, så det var en relativ kort tur. Vi valgte dog grundet regnen at springe Brisbane over og kørte direkte til campingpladsen ved Gold Coast.
Vi ankom til en rigtig dejlig campingplads, der ligger meget tæt på diverse forlystelser så som Dreamworld, Seaworld, Movieworld og Wet n’ Wild. Samtidig ligger der også et stort outlet center i gåafstand fra campingpladsen, så vi besluttede med det samme, at blive her i 4-5 dage, dels for at slappe af men også for at prøve en enkelt forlystelse, tage en tur til Brisbane (ligger cirka 40 km herfra) og måske lidt shopping.
Resten af dagen stod på en gåtur, en tur i poolen, tøjvask og hygge.
Næste dag lavede Lars igen morgenmad (omelet), og da det igen havde regnet hele natten og ikke så ud til at stoppe besluttede vi at tage en tur i shoppingcenteret. Måske kunne man finde en ting eller to.
Vi gik i regnvejr over til centeret, hvor der var et hav af butikker. Emilie og Nikoline har så absolut arvet et shoppinggen, for de var helt vilde med at prøve tøj og stå og spejle sig. Ungerne fik noget tøj men også Heidi og Lars fandt øhh……….. en masse, så nu har vi sikkert overvægt med hjem.
Da vi kom hjem gik turen til poolen på trods af lidt regn, og aftensmaden stod på rugbrød (man kan faktisk godt få noget udmærket rugbrød, men vi mangler leverpostejen).
Vejrudsigten siger også regn i morgen, så vi tager endnu en stille dag, inden vi har besluttet os for at tage i Dreamworld, der er en blanding af kæmpe badeland og et tivoli.
Vi vil så dagen efter tage en tur til Brisbane, inden turen går videre sydpå.
Sunshine Coast
Inden vi forlod Myella fik Lars en rigtig god oplevelse, da han efter morgenmaden kørte ud på cross-cykel for at fange hestene ind. Imens gav tøserne kalven, kænguruungen og wallabyungen mad for sidste gang. Efter en næsten tårevædet afsked med dyreungerne begav vi os mod Sunshine Cost nærmere bestemt Forest Glen, hvor vi skulle en tur i Australia Zoo.
Turen var på cirka 600 km, så det var først hen på eftermiddagen, vi ankom til campingpladsen.
Vi var rigtig heldige, for faktisk var alle pladser optaget, men i det samme ringede en anden person og aflyste deres ophold, hvorfor vi fik mulighed for at få 2 overnatninger.
Om aftenen var der gratis grillpølser med brød og saftevand, hvor man så kunne donere lidt penge til hospitalsklovnene. Dette arrangement deltog vi selvfølgelig i, men efter den lange køretur trængte vi til at slappe af (som sædvanligt), hvorfor vi valgte at leje en DVD – Nanny MacPhee. En rigtig god familiefilm, som Emilie tidligere har set hos Camilla, så det gjorde ikke noget for hende, at den var på engelsk, for hun kunne alle replikkerne fra den danske udgave, så hun oversatte for Nikoline.
Hele natten regnede det, men da vi stod op kom solen, hvilket var rigtig godt, da vi havde bestemt, at vi denne dag skulle i Australia Zoo.
Vi ankom lige inden åbningstid, og gik med det samme hen til deres bookingkontor, hvor man skulle booke tider, hvis man ville komme helt tæt på nogle af dyrene. Alt kunne åbenbart forudbestilles, så alt var ”udsolgt” – øv…øv.
Vi havde dog stadig muligheden for at blive fotograferet med en alligatorunge, en koala og en stor pyton.
Dette var fra morgenstunden af, og Lars syntes, at ungerne skulle prøve at blive fotograferet med henholdsvis en pyton og en alligatorunge, hvilket de så fik lov til og som blev til nogle rigtige gode billeder – de er jo også ved at være vant til det…..
Herefter var vi over i crocoseum (et mindre stadion med plads til 5000 mennesker), hvor vi skulle se dagens show. På storskærm blev der vist brudstykker af Steve Irwings oplevelser/optagelser inden hans død, hvorefter dagens show begyndte. Først kom havens 3 elefanter, herefter var der fugleshow, slangeshow og til sidst krokodilleshowet. Rigtig flot men meget amerikanseret, da alle dyrepasserne prøver, at være lige som Steve Irwing var.
Under showet fortalte dages vært, at 10 heldige personer kunne få muligheden for at være sammen med havens tigerunger (dette er ikke noget man normalt får chancen for) men at det var først til mølle princippet, så efter showet løb Lars over til bookingen for at se, om han kunne få chancen. Af en eller anden årsag fik Lars muligheden for dette, så han var helt oppe at køre. Han skulle dog først dette omkring kl. 15.00, så der var stadig 3 timer til dette.
Vi fik først noget frokost, hvorefter vi gik rundt og så havens dyr. Hold op hvor holder de den zoo ren. Hver gang et dyr lavede en lille prut blev den fjernet, og dyrene skinnede som en nylakeret bil – lidt kunstigt men flot.
Tøserne fik fodret lam, kalve, smågrise, geder, kænguruer og elefanter. Vi var også rundt og se dingoer, cassowaries, ræve, kameler, slanger, øgler, diverse fugle, koalaer, wombats og selvfølgelig krokodiller.
Da klokken var ved at være 15.00, begyndte vi at gå over mod havens tigere, hvor Lars skulle mødes med tigerungernes dyrepassere.
Imens Lars var inde hos tigerungerne så tøserne et show med de voksne tigere. Et helt fantastisk show, hvor man virkelig fik set de smukke dyr og hvad de var i stand til. Herefter gik vi ud og fik en is.
Efter en times tid kom Lars ud inden fra tigerungerne med det største smil på læberne. Det havde været en enestående og fantastisk oplevelse at komme så tæt på nogle dyreunger, som ikke mange mennesker får chancen for at prøve.
Da haven lukkede kl. 16.30 var det tid til at finde udgangen. Ved udgangen var der en tro kopi af verdens største krokodille (se billedet). Den skulle man nødig møde en mørk aften eller i dagslys.
På vej tilbage til campingpladsen faldt ungerne i søvn, og så var den dag gået.
Turen var på cirka 600 km, så det var først hen på eftermiddagen, vi ankom til campingpladsen.
Vi var rigtig heldige, for faktisk var alle pladser optaget, men i det samme ringede en anden person og aflyste deres ophold, hvorfor vi fik mulighed for at få 2 overnatninger.
Om aftenen var der gratis grillpølser med brød og saftevand, hvor man så kunne donere lidt penge til hospitalsklovnene. Dette arrangement deltog vi selvfølgelig i, men efter den lange køretur trængte vi til at slappe af (som sædvanligt), hvorfor vi valgte at leje en DVD – Nanny MacPhee. En rigtig god familiefilm, som Emilie tidligere har set hos Camilla, så det gjorde ikke noget for hende, at den var på engelsk, for hun kunne alle replikkerne fra den danske udgave, så hun oversatte for Nikoline.
Hele natten regnede det, men da vi stod op kom solen, hvilket var rigtig godt, da vi havde bestemt, at vi denne dag skulle i Australia Zoo.
Vi ankom lige inden åbningstid, og gik med det samme hen til deres bookingkontor, hvor man skulle booke tider, hvis man ville komme helt tæt på nogle af dyrene. Alt kunne åbenbart forudbestilles, så alt var ”udsolgt” – øv…øv.
Vi havde dog stadig muligheden for at blive fotograferet med en alligatorunge, en koala og en stor pyton.
Dette var fra morgenstunden af, og Lars syntes, at ungerne skulle prøve at blive fotograferet med henholdsvis en pyton og en alligatorunge, hvilket de så fik lov til og som blev til nogle rigtige gode billeder – de er jo også ved at være vant til det…..
Herefter var vi over i crocoseum (et mindre stadion med plads til 5000 mennesker), hvor vi skulle se dagens show. På storskærm blev der vist brudstykker af Steve Irwings oplevelser/optagelser inden hans død, hvorefter dagens show begyndte. Først kom havens 3 elefanter, herefter var der fugleshow, slangeshow og til sidst krokodilleshowet. Rigtig flot men meget amerikanseret, da alle dyrepasserne prøver, at være lige som Steve Irwing var.
Under showet fortalte dages vært, at 10 heldige personer kunne få muligheden for at være sammen med havens tigerunger (dette er ikke noget man normalt får chancen for) men at det var først til mølle princippet, så efter showet løb Lars over til bookingen for at se, om han kunne få chancen. Af en eller anden årsag fik Lars muligheden for dette, så han var helt oppe at køre. Han skulle dog først dette omkring kl. 15.00, så der var stadig 3 timer til dette.
Vi fik først noget frokost, hvorefter vi gik rundt og så havens dyr. Hold op hvor holder de den zoo ren. Hver gang et dyr lavede en lille prut blev den fjernet, og dyrene skinnede som en nylakeret bil – lidt kunstigt men flot.
Tøserne fik fodret lam, kalve, smågrise, geder, kænguruer og elefanter. Vi var også rundt og se dingoer, cassowaries, ræve, kameler, slanger, øgler, diverse fugle, koalaer, wombats og selvfølgelig krokodiller.
Da klokken var ved at være 15.00, begyndte vi at gå over mod havens tigere, hvor Lars skulle mødes med tigerungernes dyrepassere.
Imens Lars var inde hos tigerungerne så tøserne et show med de voksne tigere. Et helt fantastisk show, hvor man virkelig fik set de smukke dyr og hvad de var i stand til. Herefter gik vi ud og fik en is.
Efter en times tid kom Lars ud inden fra tigerungerne med det største smil på læberne. Det havde været en enestående og fantastisk oplevelse at komme så tæt på nogle dyreunger, som ikke mange mennesker får chancen for at prøve.
Da haven lukkede kl. 16.30 var det tid til at finde udgangen. Ved udgangen var der en tro kopi af verdens største krokodille (se billedet). Den skulle man nødig møde en mørk aften eller i dagslys.
På vej tilbage til campingpladsen faldt ungerne i søvn, og så var den dag gået.
Farmstay på Myella
Som vi skrev sidst, havde vi besluttet at køre ca. 500 km tilbage for at tage på farmstay.
Vi havde hørt så meget godt om dette sted fra familien Greve, at vi besluttede, at 500 km intet betød, hvis det virkeligt var så godt et sted.
Som vi også skrev sidst, kørte vi mod regnvejret, og vi var kun 100 km fra Harvey Bay, før de første regndråber dukkede op på bilruden, så vi var noget bange for, at vi igen skulle blive skyllet væk på en af vores udflugter.
Myella ligger 150 km sydvest fra Rockhampton, og man kommer et godt stykke ud på landet, hvor der er meget langt mellem husene. Da vi var cirka 25 km væk fra farmen, havde vi problemer med at finde vej, men heldigvis viste et par ægte cowboys os vejen.
Lige inde vi kom til farmen, så vi nogle virkelig store kænguruer – dem i menneskehøjde, det var lige før, Lars havde kørt en af dem ned, hvilket ikke er helt ufarligt. Vi fik også taget et par billeder af dem.
Vel ankommet til Myella kunne vi konstatere, at regnen ikke havde sluppet sit tag i os, da det stadig stod ned i stænger, men at vi dog var ankommet til en rigtig hyggelig farm.
Vi blev budt velkommen med en kop te og kaffe, som vi selv skulle lave over det åbne ildsted, der lå lige ved nogle verandaer, hvor al spisning ville foregå.
Efter at have underskrevet nogle papirer vedrørende at opholdet og ”aktiviteterne” var på eget ansvar, var det tid til aftensmad.
Vi fik det lækreste hjemmelavet mad, og selv ungerne var vilde med det. Kartoffelmos, massevis af kogte grøntsager, ostesauce og selvfølgelig kød.
Da vi havde spist og regnen stadig stod ned i stride strømme, kom der en kvinde, og spurgte, om der var nogle, der ville give deres kalv (Daisy) mælk. Ungerne var helt med på ideen, så de blev udstyret med en 2 liter stor sutteflaske og en meget sulten kalv, der brugte under 1 minut på at drikke mælken, hvilket ungerne var meget benovet over. Da Daisy havde fået lov til at gå rundt løs i haven, var vi alle meget våde efter den oplevelse.
Vi skulle ind og vælge noget tøj og nogle støvler, som vi kunne låne, da vi ville risikere at ødelægge vores eget tøj. Samtidig var det en lov, at man skulle have støvler på, såfremt man ville ride, hvilket vi skulle næste dag.
Vi fik fundet støvler til Lars, Heidi og Emilie men Nikoline måtte undvære, da der ikke var nogle i hendes størrelse (hun ville dog alligevel kunne få lov til at ride). Heidi og Lars fandt også noget tøj - cowboybukser og skjorter hvilket man også skulle have på.
Mens vi var ved at prøve tøj og støvler, kom en anden ansat og viste os den mest bedårende wallabyunge og ligeså kænguruunge. De lå i 2 sække som hang på en knage. Deres mødre var blevet kørt ned, og her på gården opfostrede man dem. De skal have mælk hver 4. time, så dette fik ungerne også prøvet. Det er nu blevet sådan, at ingen (ifølge Nikoline) andre en dem må røre ungerne, give mad eller lignende, da Nikoline helt sikkert mener, at wallabyungen tilhører hende og kænguruungen Emilie.
Klokken blev næste 22.00 før vi kom i seng, så da vi stod op kl. 05.45 den følgende morgen, var vi en smule trætte. Ungerne var de mest livlige, for de skulle selvfølgelig hen til dyreungerne hurtigst muligt.
Vi vågnede op i en fugtig camper grundet regnen, men da vi kiggede ud af vinduerne var det skyet men med sol – jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii.
Vi skulle som nævnt spise morgenmad ved bålstedet, og på bålstedet kunne man selv riste sit toastbrød over ilden (smagte rigtig godt) eller lave sig noget scramble egg.
Efter morgenmaden var det tid til at give først kænguruungen og wallabyungen mælk, hvilket pigerne gjorde igen. Herefter skulle kalven Daisy have sin mælk, hvilket pigerne også fik lov til, og herefter igen skulle 5 stk. køer malkes med håndkraft. Vi fik alle 4 prøvet dette, og Nikoline var faktisk rigtig god til det. Klokken var nu omkring 8, så sangen ”bondemanden han har altid travlt” passer nu meget godt.
Da køerne var malket, gik vi op til hestene – cirka 30 stk. som var ved at blive gjort klar, til at vi kunne ride på dem.
Vi blev alle instrueret i, hvordan man skulle opfører sig i nærheden af heste, hvordan man skulle stige af og på, og hvordan man holder i tøjlerne. Alt dette er meget forskelligt fra metoden i Europa, hvilket instruktøren også godt var klar over.
De første par hold blev sendt af sted, hvorefter det var fam. Y´s tur. Vi fik alle fire en hest hver (ikke noget med ponyer ej heller til pigerne) og så var det bare op på dem. Pigerne blev trukket rundt, og efter 20 minutter, hvor vi havde redet rundt i en fold, red vi alle en tur ud i naturen.
Pigerne blev trukket af hver deres instruktør, der selv red på en anden hest, og Lars og Heidi måtte klare det selv.
Det gik super godt. Heidis hest var noget træt, så de lå hele turen igennem på sidstepladsen. Lars’ hest var der mere go i, så han lå selvfølgelig på 1. pladsen. Hvis Nikoline ikke været blevet trukket, ville hun nok have været redet hele vejen til Perth. Hun hoppede i sadlen for at få hesten til at ride hurtigere, samtidig med at hun ”knaldede” tøjlerne mod heste og sagde ”hyp, hyp”, så instruktøren var travlt beskæftiget – hi…hi.. Emilie sad som om hun ejede hele verden.
Det var virkelig en smuk, sjov, dejlig og skide god tur.
Da vi kom tilbage var det tid til at ordne hestene, og herefter spise frokost. Ungerne var trætte, men skulle selvfølgelig over til dyreungerne igen. Der var nu andre gæster, der også ville give ungerne mad, hvilket ikke faldt i god jord hos specielt Nikoline, hvorfor de voksne (Heidi og Lars) mente, at det var tid til en lur.
Mens alle 3 tøser hvilede sig, skulle Lars instrueres i at køre på croos-maskine, så han i morgen tidlig kan komme med ud og indfange kvæg. Han havde en rigtig god tur på et par timer, hvor de var på bane men også ude og køre i landskabet.
Inden Lars kom retur kom vores træner fra ridning og bankede på camperen. Han ville høre, om vi 3 ville med ud og fodre heste, mens vi stod bag på en 4WD. Dette tilbud ville vi absolut ikke sige nej til, og hvilken fest. Stående på ladet af vognen kørte vi derud ad, mens vi holdt fast i et par jernstænger. Vi kørte rundt i lidt over en time på denne måde, mens vi stoppede et par gange for at fodre heste. Dette var kanon sjovt, og han var rigtig godt til at fortælle om dyrene, gården m.v. når vi fodrede dyrene.
Vel tilbage på gården hoppede ungerne og Lars i poolen, som dog var noget kold, så det blev kun til en enkelt dukkert. Herefter tog vi alle et velfortjent bad.
Efter badet fik ungerne endnu engang leget med dyreungerne, mens de voksne fik slappet lidt af. Lige inden solnedgang hoppede vi alle op på ladet af en 4WD, for at køre ud i landskabet og se solnedgangen – smukt.
Inden aftensmaden fik ungerne lege lidt med gårdens hund, der for en kort periode ikke var bundet. Den er normalt bundet, når den ikke arbejder, da det er en arbejdshund, som døgnets 24.timer ville jage kvæg og heste og aldrig hvile sig og dermed dø, hvis den fik lov til at løbe frit omkring. Her kan man vist tale om en DAMP-hund.
Efter aftensmad var vi alle så trætte, at klokken kun lige var blevet 20.00, da vi gik til ro.
I morgen skal vi køre herfra omkring kl. 09.00. Forinden skal vi dog have morgenmad over bål, give diverse dyreunger mad, malke køer, og Lars skal ud og inddrive kvæg på motor-crosscykel.
What a day.
Vi havde hørt så meget godt om dette sted fra familien Greve, at vi besluttede, at 500 km intet betød, hvis det virkeligt var så godt et sted.
Som vi også skrev sidst, kørte vi mod regnvejret, og vi var kun 100 km fra Harvey Bay, før de første regndråber dukkede op på bilruden, så vi var noget bange for, at vi igen skulle blive skyllet væk på en af vores udflugter.
Myella ligger 150 km sydvest fra Rockhampton, og man kommer et godt stykke ud på landet, hvor der er meget langt mellem husene. Da vi var cirka 25 km væk fra farmen, havde vi problemer med at finde vej, men heldigvis viste et par ægte cowboys os vejen.
Lige inde vi kom til farmen, så vi nogle virkelig store kænguruer – dem i menneskehøjde, det var lige før, Lars havde kørt en af dem ned, hvilket ikke er helt ufarligt. Vi fik også taget et par billeder af dem.
Vel ankommet til Myella kunne vi konstatere, at regnen ikke havde sluppet sit tag i os, da det stadig stod ned i stænger, men at vi dog var ankommet til en rigtig hyggelig farm.
Vi blev budt velkommen med en kop te og kaffe, som vi selv skulle lave over det åbne ildsted, der lå lige ved nogle verandaer, hvor al spisning ville foregå.
Efter at have underskrevet nogle papirer vedrørende at opholdet og ”aktiviteterne” var på eget ansvar, var det tid til aftensmad.
Vi fik det lækreste hjemmelavet mad, og selv ungerne var vilde med det. Kartoffelmos, massevis af kogte grøntsager, ostesauce og selvfølgelig kød.
Da vi havde spist og regnen stadig stod ned i stride strømme, kom der en kvinde, og spurgte, om der var nogle, der ville give deres kalv (Daisy) mælk. Ungerne var helt med på ideen, så de blev udstyret med en 2 liter stor sutteflaske og en meget sulten kalv, der brugte under 1 minut på at drikke mælken, hvilket ungerne var meget benovet over. Da Daisy havde fået lov til at gå rundt løs i haven, var vi alle meget våde efter den oplevelse.
Vi skulle ind og vælge noget tøj og nogle støvler, som vi kunne låne, da vi ville risikere at ødelægge vores eget tøj. Samtidig var det en lov, at man skulle have støvler på, såfremt man ville ride, hvilket vi skulle næste dag.
Vi fik fundet støvler til Lars, Heidi og Emilie men Nikoline måtte undvære, da der ikke var nogle i hendes størrelse (hun ville dog alligevel kunne få lov til at ride). Heidi og Lars fandt også noget tøj - cowboybukser og skjorter hvilket man også skulle have på.
Mens vi var ved at prøve tøj og støvler, kom en anden ansat og viste os den mest bedårende wallabyunge og ligeså kænguruunge. De lå i 2 sække som hang på en knage. Deres mødre var blevet kørt ned, og her på gården opfostrede man dem. De skal have mælk hver 4. time, så dette fik ungerne også prøvet. Det er nu blevet sådan, at ingen (ifølge Nikoline) andre en dem må røre ungerne, give mad eller lignende, da Nikoline helt sikkert mener, at wallabyungen tilhører hende og kænguruungen Emilie.
Klokken blev næste 22.00 før vi kom i seng, så da vi stod op kl. 05.45 den følgende morgen, var vi en smule trætte. Ungerne var de mest livlige, for de skulle selvfølgelig hen til dyreungerne hurtigst muligt.
Vi vågnede op i en fugtig camper grundet regnen, men da vi kiggede ud af vinduerne var det skyet men med sol – jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiii.
Vi skulle som nævnt spise morgenmad ved bålstedet, og på bålstedet kunne man selv riste sit toastbrød over ilden (smagte rigtig godt) eller lave sig noget scramble egg.
Efter morgenmaden var det tid til at give først kænguruungen og wallabyungen mælk, hvilket pigerne gjorde igen. Herefter skulle kalven Daisy have sin mælk, hvilket pigerne også fik lov til, og herefter igen skulle 5 stk. køer malkes med håndkraft. Vi fik alle 4 prøvet dette, og Nikoline var faktisk rigtig god til det. Klokken var nu omkring 8, så sangen ”bondemanden han har altid travlt” passer nu meget godt.
Da køerne var malket, gik vi op til hestene – cirka 30 stk. som var ved at blive gjort klar, til at vi kunne ride på dem.
Vi blev alle instrueret i, hvordan man skulle opfører sig i nærheden af heste, hvordan man skulle stige af og på, og hvordan man holder i tøjlerne. Alt dette er meget forskelligt fra metoden i Europa, hvilket instruktøren også godt var klar over.
De første par hold blev sendt af sted, hvorefter det var fam. Y´s tur. Vi fik alle fire en hest hver (ikke noget med ponyer ej heller til pigerne) og så var det bare op på dem. Pigerne blev trukket rundt, og efter 20 minutter, hvor vi havde redet rundt i en fold, red vi alle en tur ud i naturen.
Pigerne blev trukket af hver deres instruktør, der selv red på en anden hest, og Lars og Heidi måtte klare det selv.
Det gik super godt. Heidis hest var noget træt, så de lå hele turen igennem på sidstepladsen. Lars’ hest var der mere go i, så han lå selvfølgelig på 1. pladsen. Hvis Nikoline ikke været blevet trukket, ville hun nok have været redet hele vejen til Perth. Hun hoppede i sadlen for at få hesten til at ride hurtigere, samtidig med at hun ”knaldede” tøjlerne mod heste og sagde ”hyp, hyp”, så instruktøren var travlt beskæftiget – hi…hi.. Emilie sad som om hun ejede hele verden.
Det var virkelig en smuk, sjov, dejlig og skide god tur.
Da vi kom tilbage var det tid til at ordne hestene, og herefter spise frokost. Ungerne var trætte, men skulle selvfølgelig over til dyreungerne igen. Der var nu andre gæster, der også ville give ungerne mad, hvilket ikke faldt i god jord hos specielt Nikoline, hvorfor de voksne (Heidi og Lars) mente, at det var tid til en lur.
Mens alle 3 tøser hvilede sig, skulle Lars instrueres i at køre på croos-maskine, så han i morgen tidlig kan komme med ud og indfange kvæg. Han havde en rigtig god tur på et par timer, hvor de var på bane men også ude og køre i landskabet.
Inden Lars kom retur kom vores træner fra ridning og bankede på camperen. Han ville høre, om vi 3 ville med ud og fodre heste, mens vi stod bag på en 4WD. Dette tilbud ville vi absolut ikke sige nej til, og hvilken fest. Stående på ladet af vognen kørte vi derud ad, mens vi holdt fast i et par jernstænger. Vi kørte rundt i lidt over en time på denne måde, mens vi stoppede et par gange for at fodre heste. Dette var kanon sjovt, og han var rigtig godt til at fortælle om dyrene, gården m.v. når vi fodrede dyrene.
Vel tilbage på gården hoppede ungerne og Lars i poolen, som dog var noget kold, så det blev kun til en enkelt dukkert. Herefter tog vi alle et velfortjent bad.
Efter badet fik ungerne endnu engang leget med dyreungerne, mens de voksne fik slappet lidt af. Lige inden solnedgang hoppede vi alle op på ladet af en 4WD, for at køre ud i landskabet og se solnedgangen – smukt.
Inden aftensmaden fik ungerne lege lidt med gårdens hund, der for en kort periode ikke var bundet. Den er normalt bundet, når den ikke arbejder, da det er en arbejdshund, som døgnets 24.timer ville jage kvæg og heste og aldrig hvile sig og dermed dø, hvis den fik lov til at løbe frit omkring. Her kan man vist tale om en DAMP-hund.
Efter aftensmad var vi alle så trætte, at klokken kun lige var blevet 20.00, da vi gik til ro.
I morgen skal vi køre herfra omkring kl. 09.00. Forinden skal vi dog have morgenmad over bål, give diverse dyreunger mad, malke køer, og Lars skal ud og inddrive kvæg på motor-crosscykel.
What a day.
torsdag den 8. november 2007
Fraser Island
Vi vågnede alle efter en nat uden så meget søvn. Det havde regnet kraftigt hele natten, og vores camper stod under et træ med en masse bær (lidt lige som agern) der foruden regnen faldt ned på taget af camperen, så man skulle tro, vi var under beskydning.
Vi glædede os dog alle til at skulle ud til Fraser Island, som Ditlev har fortalt meget om, så efter morgenmad og et hurtigt bad blev vi hentet af en bus.
Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle til Fraser Island på en slags bil/busfærge.
Vores guide Peter var en ældre herre, som har boet hele sit liv i Australien, og som ikke har været uden for dette land. Han viste en masse om Australien og selvfølgelig også en masse om Fraser Island.
Vel ankommet til Fraser Island, blev vi hentet af en 4WD bus, som skulle fragte os rundt på øen. Vi var cirka 30 personer med denne bus, og Emilie og Nikoline var de eneste børn.
Man kan kun komme rundt på øen i et 4WD køretøj eller på gåben.
Øen er verdens største sandø. Der findes ikke noget jord på øen, og øens regneskov er derfor også den eneste regnskov i verden, der vokser på sand.
Vores første stop på turen var Lake Garawongera som er ……………. Øhhhh ???? Vi blev i bussen, da det stod ned i torve og bare turen til toilettet gjorde Heidi og Emilie gennemblødt.
De mest interessante ved dette stop var et skilt, hvor der stod DANGER. Det omhandlede dingoer, som man virkelig skulle passe på. Det var vigtigt at gå i flok, børn og selv mindre teenagers skulle aldrig gå alene eller være uden opsyn, man måtte ikke fodre dem altså dingoerne, og hvis de skulle angribe, skulle man skrige højt og angribe dingoen endnu mere aggressivt end den gjorde.
Næste stop var Happy Valley, hvor vi skulle spise frokost (ja, det tager en krig at komme rundt på øen grundet de massive sandhjulspor – maks. 35 km/t). Happy Vallley er den ene af de tre byer der er på øen. Byen var vel på cirka 10 huse.
Efter frokost kørte vi helt ud til stranden (nu kunne vi endelig køre lidt hurtigere - 80 km/t) kendt som Seventy Five Mile Beach, hvor vi kørte nordpå mod The Colored Sands. Her gjorde vi stop, og da Nikoline var faldet i søvn og det stadig regnede, var det kun Emilie og Lars der stod af bussen for at se nærmer på stedet. Vinden havde blæst sandet op af klitterne, så det nærmest lignede nogle klipper. Samtidig havde mineralerne i sandet gjort, at disse ”klipper” havde forskellige gule og røde nuancer. Flot så det ud også fra bussen.
Næste stop var Maheno skibsvraget. Dette er et vrag af en luksusliner, som tidligere var et hospitalsskib under 1. Verdenskrig. Skibet var blevet solgt til Japan, og på dets vej dertil sejlede det ind i en cyklon, hvilket medførte, at det gik på grund den 9. juli 1935. Siden da har det fået lov til at ligge og ruste op. Om cirka 5 år vil der nok ikke være så meget tilbage, da nedbrydningen nu går rigtig hurtig. Ved dette stop sov Nikoline stadig, men da vi stoppede lige ved vraget, fik Nikoline lov til at sove videre alene i bussen, mens vi andre skulle ud og studere vraget i ”det dejlige regnvejr”.
Herefter kørte vi videre langs stranden til Eli Creek, som er en ferskvands flod/å. Det er østkøstens længste ferskvandssø/å med sine 6,5 km. I timen løber der omkring 4,5 mill. liter ferskvand gennem den. Normalt er det et helt fantastisk sted at bade, men vejret taget i betragtning (det regnede stadig) og at Nikoline stadig sov, blev det kun til en soppetur for Emilie og Lars – dette havde dog også været en rigtig dejlig oplevelse.
Nu var det blevet tid til eftermiddagste, inden vi skulle videre til regnskoven.
Grundet regnen tog vi tilbage til vores frokoststed (Happy Valley) for at vi kunne få te, kaffe og muffins i tørvejr. Nu var Nikoline vågnede op, og kunne ikke forstå, hvorfor vi stadig var samme sted, som da hun faldt i søvn……..
Turen ud til regnskoven gik igen hen over øen, så hastigheden var kraftig reduceret igen. Inde i regnskoven blev vi sat af, hvorefter bussen kørte cirka 700 m længere frem, så vi selv kunne få lov til at gå en tur i ro og mag gennem regnskoven. Nu var vi jo kommet til regnskoven, hvor man så skulle tro, at det stadig regnede men nej, nu var det nemlig lige stoppet med at regne. Vi gik alle en dejlig tur gennem regnskoven, hvorefter turen gik tilbage til færgen. Ved færgen så vi en koloni af rokker i vandet, og nogle delfiner der sprang foran færgen. Dette var de eneste dyr vi fik set på vores tur. Vi havde håbet på at se nogle fritlevende dingoer, men regnen gjorde nok sit til at dyrene forblev i skjul.
Lars og Emilie syntes dog at det havde været en rigtig god tur alligevel, hvor Heidi nok var en smule skuffet. Som skrevet sov Nikoline en stor del af tiden, men hun mente altså alligevel, at hun både havde set dingoer, slanger, sørøver og andet godtfolk, så hun havde også haft en god tur.
En anden megen positiv oplevelse var et middelaldrende ægtepar, der på hjemvejen kom over til os på færgen, og sagde, at de havde rynket noget på næsen, da de så at vi havde 2 børn med, men at de aldrig havde oplevet så velopdragende børn – sikke nogle dejlige små englebasser vi har.
Til aftensmad fik vi friskfanget fisk, barramundi og blæksprutteringe som smagte rigtig godt.
At rejse og opleve tager noget på krafterne, så vi faldt hurtigt i søvn, efter vi havde spist.
I dag vågnede vi så til solskin efter 1½ døgn med konstant regnvejr – dejligt.
I løbet af i går havde vi fået en sms fra vores jyske venner (familien Greve), der havde været på et farmstay omkring en by ved navn Rannes 100 km vest for Gladstone, hvilket havde været en helt fantastisk oplevelse.
Vi har selv snakket om, at det var noget vi også godt kunne tænke os, men alle de steder vi har haft læst om, har ikke været det rigtige, så nu er vi altså på vej tilbage nordpå sådan cirka 500 km, for at tage på det samme farmstay som familen Greve. Det bliver rigtig godt, er vi helt sikre på, men desværre kører vi mod regnvejret…………………………… mere om det næste gang.
Vi glædede os dog alle til at skulle ud til Fraser Island, som Ditlev har fortalt meget om, så efter morgenmad og et hurtigt bad blev vi hentet af en bus.
Vi blev kørt ned til havnen, hvor vi skulle sejle til Fraser Island på en slags bil/busfærge.
Vores guide Peter var en ældre herre, som har boet hele sit liv i Australien, og som ikke har været uden for dette land. Han viste en masse om Australien og selvfølgelig også en masse om Fraser Island.
Vel ankommet til Fraser Island, blev vi hentet af en 4WD bus, som skulle fragte os rundt på øen. Vi var cirka 30 personer med denne bus, og Emilie og Nikoline var de eneste børn.
Man kan kun komme rundt på øen i et 4WD køretøj eller på gåben.
Øen er verdens største sandø. Der findes ikke noget jord på øen, og øens regneskov er derfor også den eneste regnskov i verden, der vokser på sand.
Vores første stop på turen var Lake Garawongera som er ……………. Øhhhh ???? Vi blev i bussen, da det stod ned i torve og bare turen til toilettet gjorde Heidi og Emilie gennemblødt.
De mest interessante ved dette stop var et skilt, hvor der stod DANGER. Det omhandlede dingoer, som man virkelig skulle passe på. Det var vigtigt at gå i flok, børn og selv mindre teenagers skulle aldrig gå alene eller være uden opsyn, man måtte ikke fodre dem altså dingoerne, og hvis de skulle angribe, skulle man skrige højt og angribe dingoen endnu mere aggressivt end den gjorde.
Næste stop var Happy Valley, hvor vi skulle spise frokost (ja, det tager en krig at komme rundt på øen grundet de massive sandhjulspor – maks. 35 km/t). Happy Vallley er den ene af de tre byer der er på øen. Byen var vel på cirka 10 huse.
Efter frokost kørte vi helt ud til stranden (nu kunne vi endelig køre lidt hurtigere - 80 km/t) kendt som Seventy Five Mile Beach, hvor vi kørte nordpå mod The Colored Sands. Her gjorde vi stop, og da Nikoline var faldet i søvn og det stadig regnede, var det kun Emilie og Lars der stod af bussen for at se nærmer på stedet. Vinden havde blæst sandet op af klitterne, så det nærmest lignede nogle klipper. Samtidig havde mineralerne i sandet gjort, at disse ”klipper” havde forskellige gule og røde nuancer. Flot så det ud også fra bussen.
Næste stop var Maheno skibsvraget. Dette er et vrag af en luksusliner, som tidligere var et hospitalsskib under 1. Verdenskrig. Skibet var blevet solgt til Japan, og på dets vej dertil sejlede det ind i en cyklon, hvilket medførte, at det gik på grund den 9. juli 1935. Siden da har det fået lov til at ligge og ruste op. Om cirka 5 år vil der nok ikke være så meget tilbage, da nedbrydningen nu går rigtig hurtig. Ved dette stop sov Nikoline stadig, men da vi stoppede lige ved vraget, fik Nikoline lov til at sove videre alene i bussen, mens vi andre skulle ud og studere vraget i ”det dejlige regnvejr”.
Herefter kørte vi videre langs stranden til Eli Creek, som er en ferskvands flod/å. Det er østkøstens længste ferskvandssø/å med sine 6,5 km. I timen løber der omkring 4,5 mill. liter ferskvand gennem den. Normalt er det et helt fantastisk sted at bade, men vejret taget i betragtning (det regnede stadig) og at Nikoline stadig sov, blev det kun til en soppetur for Emilie og Lars – dette havde dog også været en rigtig dejlig oplevelse.
Nu var det blevet tid til eftermiddagste, inden vi skulle videre til regnskoven.
Grundet regnen tog vi tilbage til vores frokoststed (Happy Valley) for at vi kunne få te, kaffe og muffins i tørvejr. Nu var Nikoline vågnede op, og kunne ikke forstå, hvorfor vi stadig var samme sted, som da hun faldt i søvn……..
Turen ud til regnskoven gik igen hen over øen, så hastigheden var kraftig reduceret igen. Inde i regnskoven blev vi sat af, hvorefter bussen kørte cirka 700 m længere frem, så vi selv kunne få lov til at gå en tur i ro og mag gennem regnskoven. Nu var vi jo kommet til regnskoven, hvor man så skulle tro, at det stadig regnede men nej, nu var det nemlig lige stoppet med at regne. Vi gik alle en dejlig tur gennem regnskoven, hvorefter turen gik tilbage til færgen. Ved færgen så vi en koloni af rokker i vandet, og nogle delfiner der sprang foran færgen. Dette var de eneste dyr vi fik set på vores tur. Vi havde håbet på at se nogle fritlevende dingoer, men regnen gjorde nok sit til at dyrene forblev i skjul.
Lars og Emilie syntes dog at det havde været en rigtig god tur alligevel, hvor Heidi nok var en smule skuffet. Som skrevet sov Nikoline en stor del af tiden, men hun mente altså alligevel, at hun både havde set dingoer, slanger, sørøver og andet godtfolk, så hun havde også haft en god tur.
En anden megen positiv oplevelse var et middelaldrende ægtepar, der på hjemvejen kom over til os på færgen, og sagde, at de havde rynket noget på næsen, da de så at vi havde 2 børn med, men at de aldrig havde oplevet så velopdragende børn – sikke nogle dejlige små englebasser vi har.
Til aftensmad fik vi friskfanget fisk, barramundi og blæksprutteringe som smagte rigtig godt.
At rejse og opleve tager noget på krafterne, så vi faldt hurtigt i søvn, efter vi havde spist.
I dag vågnede vi så til solskin efter 1½ døgn med konstant regnvejr – dejligt.
I løbet af i går havde vi fået en sms fra vores jyske venner (familien Greve), der havde været på et farmstay omkring en by ved navn Rannes 100 km vest for Gladstone, hvilket havde været en helt fantastisk oplevelse.
Vi har selv snakket om, at det var noget vi også godt kunne tænke os, men alle de steder vi har haft læst om, har ikke været det rigtige, så nu er vi altså på vej tilbage nordpå sådan cirka 500 km, for at tage på det samme farmstay som familen Greve. Det bliver rigtig godt, er vi helt sikre på, men desværre kører vi mod regnvejret…………………………… mere om det næste gang.
Bundaberg
Bundaberg- Hervey Bay
Efter at vi fik taget afsked med familien Greve, der skulle videre nordpå, besluttede vi os for, at det var på tide at opleve noget nyt – vi er vist blevet afhængige af, at der sker noget.
Vi kørte ind til Bundaberg centrum, hvor vi tog et smut forbi en internetcafe, så vi kunne få lavet et nyt indlæg på blog’en, set beskeder fra jer og få opdateret vores netbank. Specielt Heidi var ved at være meget frustreret over, at vi ikke kunne komme på internettet. Vi mangler stadig at få opdateret billedserien, men de skal nok komme.
Efter netcaféen besøgte vi en af Bundabergs største attraktioner/stoltheder – nemlig The Bundaberg Barrel. Dette er hjemstedet for verdens bedste produktion af ginger beer. Her kunne vi høre/læse om, hvordan man laver ginger beer, hvordan man fandt på at lave denne drik, og vi kunne også selv via computer prøve at lave vores egen ginger beer.
Efter et 4D-show der handlede om opstarten af The Bundaberg Barrel, fik vi mulighed for at prøvesmage deres forskellige produkter. Vi smagte Root beer, ginger beer, en form for cola, en form for citron/limevand og en form for æblevand/cider. Ungerne syntes, det var rigtig sjovt at prøvesmage diverse sodavand, men vi var vist alle enige om, at root beer smagte af ….
Vi syntes alle, det var en hyggelig tur.
Tilbage til campingpladsen fik vi alle en lille lur (vi var jo kommet sent i seng, og stod tidligt op), inden Lars og ungerne ville en tur i poolen. Ungerne har for øvrigt lært at svømme, så svømmevingerne er taget af, når der er en af de voksne tilstede. Emilie kan svømme ca. 15 meter uden pause, og Nikoline er lige bagefter - super godt.
En anden pudsig ting er, at Emilies hår er ved at blive godt og grundig grønt af at bade så meget.
Til aften besluttede vi os for, at den skulle stå på købemad, men Heidi bestemte, at MC Donalds og lignende ikke var en mulighed. Vi købte noget mad hos The Red Rooster (en stor kæde i Australien), hvilket var rigtig godt. Ikke noget med friture som australierne ellers er meget glade for. Vi fik ovnstegt kylling med ærter, gulerødder, græskar, kartofler og sauce.
Efter maden satte vi en film på, og herefter gik vi alle i seng, da vi skulle tidligt af sted næste morgen.
Efter morgenmaden kørte vi mod Hervey Bay, der er børnefamiliens svar på surfers paradise. Ud for Hervey Bay ligger Fraser Island som gør, at vandet ved stranden er meget roligt og børnevenlig. Vi havde regnet med, at vi skulle en tur på stranden, når vi ankom, men desværre er det for første gang på vores tur et værre regnvejr. Siden kl. 13.00 og nu er klokken 20.00, har det regnet, så vi har stort set kun opholdt os i camperen. Vi nåede lige at købe en is nede på strandpromenaden, inden det begyndte at regne og tordne.
I morgen bliver vi hentet kl. 07.55 hvorefter turen går til Fraser Island, der er verden største sandø. Dette er noget, vi alle glæder os til. Vi havde snakket, om vi skulle overnatte derude på et hotel/motel, men stedet er en rigtig pengemaskine, så vi besluttede at tage en endagstur. Vi bliver sejlet derud og hjem, vi kommer rundt og ser højdepunkterne, og vi får frokost. Alt dette koster omkring 409 AUD, hvor en tur med én overnatning koster dette for 1 voksen.
Alt dette må i høre mere om næste gang.
See you.
Efter at vi fik taget afsked med familien Greve, der skulle videre nordpå, besluttede vi os for, at det var på tide at opleve noget nyt – vi er vist blevet afhængige af, at der sker noget.
Vi kørte ind til Bundaberg centrum, hvor vi tog et smut forbi en internetcafe, så vi kunne få lavet et nyt indlæg på blog’en, set beskeder fra jer og få opdateret vores netbank. Specielt Heidi var ved at være meget frustreret over, at vi ikke kunne komme på internettet. Vi mangler stadig at få opdateret billedserien, men de skal nok komme.
Efter netcaféen besøgte vi en af Bundabergs største attraktioner/stoltheder – nemlig The Bundaberg Barrel. Dette er hjemstedet for verdens bedste produktion af ginger beer. Her kunne vi høre/læse om, hvordan man laver ginger beer, hvordan man fandt på at lave denne drik, og vi kunne også selv via computer prøve at lave vores egen ginger beer.
Efter et 4D-show der handlede om opstarten af The Bundaberg Barrel, fik vi mulighed for at prøvesmage deres forskellige produkter. Vi smagte Root beer, ginger beer, en form for cola, en form for citron/limevand og en form for æblevand/cider. Ungerne syntes, det var rigtig sjovt at prøvesmage diverse sodavand, men vi var vist alle enige om, at root beer smagte af ….
Vi syntes alle, det var en hyggelig tur.
Tilbage til campingpladsen fik vi alle en lille lur (vi var jo kommet sent i seng, og stod tidligt op), inden Lars og ungerne ville en tur i poolen. Ungerne har for øvrigt lært at svømme, så svømmevingerne er taget af, når der er en af de voksne tilstede. Emilie kan svømme ca. 15 meter uden pause, og Nikoline er lige bagefter - super godt.
En anden pudsig ting er, at Emilies hår er ved at blive godt og grundig grønt af at bade så meget.
Til aften besluttede vi os for, at den skulle stå på købemad, men Heidi bestemte, at MC Donalds og lignende ikke var en mulighed. Vi købte noget mad hos The Red Rooster (en stor kæde i Australien), hvilket var rigtig godt. Ikke noget med friture som australierne ellers er meget glade for. Vi fik ovnstegt kylling med ærter, gulerødder, græskar, kartofler og sauce.
Efter maden satte vi en film på, og herefter gik vi alle i seng, da vi skulle tidligt af sted næste morgen.
Efter morgenmaden kørte vi mod Hervey Bay, der er børnefamiliens svar på surfers paradise. Ud for Hervey Bay ligger Fraser Island som gør, at vandet ved stranden er meget roligt og børnevenlig. Vi havde regnet med, at vi skulle en tur på stranden, når vi ankom, men desværre er det for første gang på vores tur et værre regnvejr. Siden kl. 13.00 og nu er klokken 20.00, har det regnet, så vi har stort set kun opholdt os i camperen. Vi nåede lige at købe en is nede på strandpromenaden, inden det begyndte at regne og tordne.
I morgen bliver vi hentet kl. 07.55 hvorefter turen går til Fraser Island, der er verden største sandø. Dette er noget, vi alle glæder os til. Vi havde snakket, om vi skulle overnatte derude på et hotel/motel, men stedet er en rigtig pengemaskine, så vi besluttede at tage en endagstur. Vi bliver sejlet derud og hjem, vi kommer rundt og ser højdepunkterne, og vi får frokost. Alt dette koster omkring 409 AUD, hvor en tur med én overnatning koster dette for 1 voksen.
Alt dette må i høre mere om næste gang.
See you.
søndag den 4. november 2007
Airlie Beach - Bundaberg
Så er vi her igen. Vi har haft store problemer med adgang til nettet. Vi har kun lige kunnet komme på, hvorefter vi er blevet smidt af igen og igen og igen – møg irriterende.
Nå men efter 3 overnatninger ved Airlie Beach, hvor opholdet har stået på 100% afslapning, besluttede vi, at det var tid at køre videre syd på.
Den sidste aften på campingpladsen inviterede vi vores ”venner” fra New Zealand på Lars’ hjemmelavede pandekager, hvilket var et stort hit. Ungerne fik leget, og de voksne fik sig en hyggelig snak. De har valgt at blive på campingpladsen et par dage endnu, men mon ikke vi snart støder på hinanden igen. Er det ikke utroligt, at vi vælger de samme campingpladser, uden at vi har snakket sammen om det forinden ???
Inden vi kørte af sted, tog vi en tur ind til en campingforhandler/værksted nær byen, fordi vores vandpumpe ikke virker helt ok – den sprutter og hakker. Dette blev lavet, og vi kørte derefter en tur ind til Airlie Beach by, hvor vi gik en lille tur. I byen ligger der en kunstig lagune, hvor Lars og ungerne tog sig en dukkert, da vi skulle køre et langt stræk på omkring 450 km.
Vi havde hjemmefra fået at vide, at de næste 800 km ned mod Bundaberg ikke ville blive de mest interessante, hvilket vi absolut må sige at være enige i.
Hen under aftenen valgte vi at gøre stop i Rockhampton, som er Australiens kvægby nr. 1. I bogen Turen går til Australien bliver den da også beskrevet som uinteressant, hvilket må siges at være korrekt. Campingpladsen vi overnattede på var ok, men vi havde besluttede os inden sengetid, at vi ville køre videre næste morgen. Næste morgen lå der en besked fra fam. Greve (den familie vi mødte i Kakadu Nationalpark) på vores mobil, at vi nu kun var cirka 600 km fra hinanden, og om vi ikke skulle finde et sted at mødes. Vi besluttede at vi ville mødes i Bundaberg omkring frokostid og så spendere en overnatning sammen.
Da vi kom til Bundaberg, skulle vi lige have handlet lidt ind, inden vi kørte ind på campingpladsen, og hvem møder vi på parkeringspladsen – familien Greve.
Da vi kom til campingpladsen, fik vi lidt frokost, hvorefter vi alle gik en tur i poolen.
Vi havde en rigtig hyggelig dag/aften, og ungerne såvel som de voksne var glade for at se hinanden igen.
Klokken blev da også hen ad 23.00 inden vi kom i seng (det er faktisk cirka 2 timer før vores normale sengetid på denne rejse), så næste morgen var vi alle lidt klattede.
Hvad der skal ske i dag er endnu ikke bestemt, så dette må i læse om senere.
For resten gik vandpumpen i stykker igen, da vi stod og lavede mad, og Lars er pt. i gang med at prøve at fikse den
Nå men efter 3 overnatninger ved Airlie Beach, hvor opholdet har stået på 100% afslapning, besluttede vi, at det var tid at køre videre syd på.
Den sidste aften på campingpladsen inviterede vi vores ”venner” fra New Zealand på Lars’ hjemmelavede pandekager, hvilket var et stort hit. Ungerne fik leget, og de voksne fik sig en hyggelig snak. De har valgt at blive på campingpladsen et par dage endnu, men mon ikke vi snart støder på hinanden igen. Er det ikke utroligt, at vi vælger de samme campingpladser, uden at vi har snakket sammen om det forinden ???
Inden vi kørte af sted, tog vi en tur ind til en campingforhandler/værksted nær byen, fordi vores vandpumpe ikke virker helt ok – den sprutter og hakker. Dette blev lavet, og vi kørte derefter en tur ind til Airlie Beach by, hvor vi gik en lille tur. I byen ligger der en kunstig lagune, hvor Lars og ungerne tog sig en dukkert, da vi skulle køre et langt stræk på omkring 450 km.
Vi havde hjemmefra fået at vide, at de næste 800 km ned mod Bundaberg ikke ville blive de mest interessante, hvilket vi absolut må sige at være enige i.
Hen under aftenen valgte vi at gøre stop i Rockhampton, som er Australiens kvægby nr. 1. I bogen Turen går til Australien bliver den da også beskrevet som uinteressant, hvilket må siges at være korrekt. Campingpladsen vi overnattede på var ok, men vi havde besluttede os inden sengetid, at vi ville køre videre næste morgen. Næste morgen lå der en besked fra fam. Greve (den familie vi mødte i Kakadu Nationalpark) på vores mobil, at vi nu kun var cirka 600 km fra hinanden, og om vi ikke skulle finde et sted at mødes. Vi besluttede at vi ville mødes i Bundaberg omkring frokostid og så spendere en overnatning sammen.
Da vi kom til Bundaberg, skulle vi lige have handlet lidt ind, inden vi kørte ind på campingpladsen, og hvem møder vi på parkeringspladsen – familien Greve.
Da vi kom til campingpladsen, fik vi lidt frokost, hvorefter vi alle gik en tur i poolen.
Vi havde en rigtig hyggelig dag/aften, og ungerne såvel som de voksne var glade for at se hinanden igen.
Klokken blev da også hen ad 23.00 inden vi kom i seng (det er faktisk cirka 2 timer før vores normale sengetid på denne rejse), så næste morgen var vi alle lidt klattede.
Hvad der skal ske i dag er endnu ikke bestemt, så dette må i læse om senere.
For resten gik vandpumpen i stykker igen, da vi stod og lavede mad, og Lars er pt. i gang med at prøve at fikse den
torsdag den 1. november 2007
Townsville
Efter en meget varm køretur på cirka 200 km gjorde vi stop i byen Ingham, for at handle ind til frokost. Her fik vi snakket med kassedamen, der fortalte, at cirka 60 km inde i landet lå Australiens længste vandfald – dette måtte vi naturligvis se. Vi valgte at overse et skilt på vejen op til vandfaldet, hvor der stod, at man frarådede campere, lastbiler og andre større køretøjer at køre videre op ad bjerget. Turen op var stejl, men vores camper havde ingen problemer med at køre derop. Hvis vi mødte en bil på vejen op eller ned, ville vi dog få problemer, da camperen fyldte hele vejen. Vi mødte en bil på vej ned, som var lige ved at køre ind i os, men på en eller anden måde kom vi forbi hinanden (Lars kører suverænt). Vel ankommet på toppen kunne vi nyde udsigten over til Wallamans Fall, der er Australiens længste vandfald på omkring 265 meter. Grundet tørkeperioden var vandfaldet dog ikke så brusende, som når der er regntid, men det var alligevel meget flot.
Efter nedstigningen kørte vi videre mod Townsville, hvor vi ankom omkring kl. 17.00. Ifølge vores bog om campingpladser var det en 4 stjernet campingplads, vi skulle bo på, og som havde vundet en pris. Til vores overraskelse lå den lige ud til en stor trafikeret vej og var generel bare ØV..ØV..ØV. Pigerne derimod synes godt om den….der var pool og hoppepude og vores venner fra New Zealand. Vores bog om campingpladser har ellers holdt, hvad den lovede frem til denne.
Vi var alle trætte efter en lang og varm køretur, og humøret var ikke i top, så efter aftensmaden gik vi tidligt i seng. Lars og Heidi havde dog inden sengetid bestemt, at vi skulle køre tidligt næste morgen.
Efter morgenmad kørte vi ind til Townsville centrum, hvor der ligger reef HQ Aquarium, der har verdens største levende koralrev i akvarium, og bliver drevet på absolut frivillig basis.
Heidi og tøserne begav sig ind i akvariet, mens Lars besøgte en Ford-forhandler, så vi kunne få lavet låsemekanismen på camperen.
Heidi og tøserne hørte foredrag om søpølser, koraller, havskildpadder (til orientering er de kildne på skjoldet), de giftige havslanger og de meget giftige stenfisk, der lammer et menneske, hvis man træder på dem. Vi var alle meget imponeret over de mange fisk, havdyr m.v., og det vi fik at vide om dem. De frivillige var rigtig gode til at fortælle, og lade børnene røre ved diverse fossiler som vedrørte foredragene.
Da vi skulle til at begive os rundt på egen hånd i akvariet, kom Lars tilbage (ca. 2 timer efter vi andre var ankommet) meget irriteret, da Ford alligevel ikke kunne finde ud af at lave låsemekanismen, og at han derved havde spildt 2 timer (Helle, du må finde et bedre bilmærke at arbejde for ;-).
Vi gik alle en tur rundt i akvariet, der blandt andet har en glasgang, hvor diverse fisk, hajer og skildpadder svømmer rundt med et levende koralrev som baggrund – virkelig flot. Det sidste show var kl. 15.00 – fodring af hajerne – som var sjov at se. Man kunne tydeligt se, at hajerne var vant til at blive fodret på et bestemt tidspunkt, da de var meget livlige lige inden fodringen.
Efter dette begav vi os mod Airlie Beach – en køretur på ca. 350 km, som var lidt kedelig men om alligevel forløb hurtig. Pigerne faldt i søvn omkring kl. 18.30, da vi var cirka 50 km fra campingpladsen. Det var blevet meget mørkt, da vi ankom, men vi kunne med det samme se, at denne campingplads var rigtig lækker.
Vi fandt vores plads, fik redt op til pigerne, så de kunne sove ordentligt, hvorefter de voksne satte sig udenfor og slappede af. Lars havde dog fået rigtig ondt i ryggen (hekseskud), og valgte at gå en lille tur, så ryggen kunne komme på plads igen. Samtidig kunne han få klaret nogle telefonopkald.
Mens Heidi sad alene tilbage og skrev nogle postkort, kom der pludselig en kat gående lige forbi hende – troede hun. Det viste sig at være en possum (et dyr på størrelse med en stor, fed kat men med et spidst ansigt) der havde sin unge på ryggen – en sjov oplevelse. Den er dog meget normal i Australien, men det er første gang vi stifter bekendtskab med den.
Omkring kl. 21.00 gik vi alle til ro.
I dag har den stået på afslapning. Lars og ungerne har opholdt sig det meste af tiden ved poolen, Heidi har fået vasket tøj, læst og også været ved poolen.
Vi er alle enige om at blive her nogle dage, inden vi begiver os videre.
Nu skal vi spise aftensmad og derefter se Mr. Bean på storskærm (total 60'er agtigt) så farvel…..
Efter nedstigningen kørte vi videre mod Townsville, hvor vi ankom omkring kl. 17.00. Ifølge vores bog om campingpladser var det en 4 stjernet campingplads, vi skulle bo på, og som havde vundet en pris. Til vores overraskelse lå den lige ud til en stor trafikeret vej og var generel bare ØV..ØV..ØV. Pigerne derimod synes godt om den….der var pool og hoppepude og vores venner fra New Zealand. Vores bog om campingpladser har ellers holdt, hvad den lovede frem til denne.
Vi var alle trætte efter en lang og varm køretur, og humøret var ikke i top, så efter aftensmaden gik vi tidligt i seng. Lars og Heidi havde dog inden sengetid bestemt, at vi skulle køre tidligt næste morgen.
Efter morgenmad kørte vi ind til Townsville centrum, hvor der ligger reef HQ Aquarium, der har verdens største levende koralrev i akvarium, og bliver drevet på absolut frivillig basis.
Heidi og tøserne begav sig ind i akvariet, mens Lars besøgte en Ford-forhandler, så vi kunne få lavet låsemekanismen på camperen.
Heidi og tøserne hørte foredrag om søpølser, koraller, havskildpadder (til orientering er de kildne på skjoldet), de giftige havslanger og de meget giftige stenfisk, der lammer et menneske, hvis man træder på dem. Vi var alle meget imponeret over de mange fisk, havdyr m.v., og det vi fik at vide om dem. De frivillige var rigtig gode til at fortælle, og lade børnene røre ved diverse fossiler som vedrørte foredragene.
Da vi skulle til at begive os rundt på egen hånd i akvariet, kom Lars tilbage (ca. 2 timer efter vi andre var ankommet) meget irriteret, da Ford alligevel ikke kunne finde ud af at lave låsemekanismen, og at han derved havde spildt 2 timer (Helle, du må finde et bedre bilmærke at arbejde for ;-).
Vi gik alle en tur rundt i akvariet, der blandt andet har en glasgang, hvor diverse fisk, hajer og skildpadder svømmer rundt med et levende koralrev som baggrund – virkelig flot. Det sidste show var kl. 15.00 – fodring af hajerne – som var sjov at se. Man kunne tydeligt se, at hajerne var vant til at blive fodret på et bestemt tidspunkt, da de var meget livlige lige inden fodringen.
Efter dette begav vi os mod Airlie Beach – en køretur på ca. 350 km, som var lidt kedelig men om alligevel forløb hurtig. Pigerne faldt i søvn omkring kl. 18.30, da vi var cirka 50 km fra campingpladsen. Det var blevet meget mørkt, da vi ankom, men vi kunne med det samme se, at denne campingplads var rigtig lækker.
Vi fandt vores plads, fik redt op til pigerne, så de kunne sove ordentligt, hvorefter de voksne satte sig udenfor og slappede af. Lars havde dog fået rigtig ondt i ryggen (hekseskud), og valgte at gå en lille tur, så ryggen kunne komme på plads igen. Samtidig kunne han få klaret nogle telefonopkald.
Mens Heidi sad alene tilbage og skrev nogle postkort, kom der pludselig en kat gående lige forbi hende – troede hun. Det viste sig at være en possum (et dyr på størrelse med en stor, fed kat men med et spidst ansigt) der havde sin unge på ryggen – en sjov oplevelse. Den er dog meget normal i Australien, men det er første gang vi stifter bekendtskab med den.
Omkring kl. 21.00 gik vi alle til ro.
I dag har den stået på afslapning. Lars og ungerne har opholdt sig det meste af tiden ved poolen, Heidi har fået vasket tøj, læst og også været ved poolen.
Vi er alle enige om at blive her nogle dage, inden vi begiver os videre.
Nu skal vi spise aftensmad og derefter se Mr. Bean på storskærm (total 60'er agtigt) så farvel…..
mandag den 29. oktober 2007
Atherton og St. Mission Beach
Vi stod op kl. 6.00 (hvad skete der med ferie og sove længe…!?) ungerne fandt nogle at lege med fra New Zealand - Rebecca på 9 og Jethro på 5, så den stod på gemmeleg på pladsen. Det viste sig senere at være et MEGET godt træk, at Lars fik sig en lang sludder med forældrene Rob og ?. Vi fik pakket og af sted ud af meget snoede veje og op af bakke, ned af bakke, op af bakke, ned af bakke til byen med Opalminen…NOT. Det var ikke lige hvad vi have forventet. Den var kunstigt - øv, men ungerne havde det sjovt. Vi fik alle hjelme på med pandelamper og så ind og udforske….. Det var meget smukt med alle de smukke sten.
Så skulle vi have frokost. Heidi fik KFC og og de 3 børn Mc D. Så besluttede vi, at vi ikke som planlagt skulle overnatte i Atherton, men ville køre videre til St. Mission Beach, så vi var klar til Dunk Island næste dag. Så igen af sted ud af de snoede veje endnu en fantastisk smuk tur. Vi ankom fik vores plads, fik en dukkert i poolen og en ikke så vellykket aftensmad dog med dejlig kartoffelmos….ovnen var ikke en ovn men en grill, så de dejlige kyllingelår lod vente på sig.
Næste morgen var vi meget trætte, da det havde været en meget varm nat, og Nikoline havde været vågen flere gange om natten. Så fik vi lækker morgenmad, vi købte omelet og æg og bacon og havde selv en masse frugt. Så kørte vi af sted til ”færgen” og ankom til Dunk Island kl. 10.30. Vi blev hurtigt enige om, at vi først skulle tage en af vandreruterne og derefter bade, selvom det var stingersæson, men de havde kun haft et tilfælde indtil videre. Vi besluttede at turen op på bjerget Mt. Kootaloo intet problem var for os i badesandaler, men vi blev klogere. Der var ca. 2,5 km op til toppen og med rimelig stigning hele tiden, så da vi var nået halvvejs vente Heidi og Mille om, da badning, cola og afslapning træk noget mere end sveden i øjnene. Nikeline og Lars fortsatte til toppen og fik taget nogle smukke billeder, og Nikeline fik tilbudt to ældre damer Mariekiks. Så efter nedstigning og en god frokost gik vi ud og badede og så hjem til pladsen. På turen i båden faldt Nikeline i søvn.
På pladsen var der ingen diskussion, alle var enige om en tur i poolen…skønt. Så skete det….PIS, LORT osv.!!!!!! Jeg hader Ford! Sorry Helle! Men Ford har et system, der gør, at de automatisk låser samtlige døre, dvs har du ikke nøglen på dig, så har du et problem. Og Lars skulle lige hente tøj til pigerne lagde nøglen på bordet, gik ud og lukkede døren…klik. Vi var låst ude! Lars var rasende, og var tæt på at smadre bil og meget mere. Men hvem var ankommet til pladsen - familien fra New Zealand, som lånte os en mobil, men KEA (camperfimaet) tog naturligvis ikke telefonen, så vi fik fat i en låsesmed, men blev forinden inviteret på aftensmad. En lorte ting blev til en dejlig aften. Nu har vi lige spist morgenmad og kører videre til Townsville ca. 400 km, hvor familien fra NZ kommer i morgen.
Så skulle vi have frokost. Heidi fik KFC og og de 3 børn Mc D. Så besluttede vi, at vi ikke som planlagt skulle overnatte i Atherton, men ville køre videre til St. Mission Beach, så vi var klar til Dunk Island næste dag. Så igen af sted ud af de snoede veje endnu en fantastisk smuk tur. Vi ankom fik vores plads, fik en dukkert i poolen og en ikke så vellykket aftensmad dog med dejlig kartoffelmos….ovnen var ikke en ovn men en grill, så de dejlige kyllingelår lod vente på sig.
Næste morgen var vi meget trætte, da det havde været en meget varm nat, og Nikoline havde været vågen flere gange om natten. Så fik vi lækker morgenmad, vi købte omelet og æg og bacon og havde selv en masse frugt. Så kørte vi af sted til ”færgen” og ankom til Dunk Island kl. 10.30. Vi blev hurtigt enige om, at vi først skulle tage en af vandreruterne og derefter bade, selvom det var stingersæson, men de havde kun haft et tilfælde indtil videre. Vi besluttede at turen op på bjerget Mt. Kootaloo intet problem var for os i badesandaler, men vi blev klogere. Der var ca. 2,5 km op til toppen og med rimelig stigning hele tiden, så da vi var nået halvvejs vente Heidi og Mille om, da badning, cola og afslapning træk noget mere end sveden i øjnene. Nikeline og Lars fortsatte til toppen og fik taget nogle smukke billeder, og Nikeline fik tilbudt to ældre damer Mariekiks. Så efter nedstigning og en god frokost gik vi ud og badede og så hjem til pladsen. På turen i båden faldt Nikeline i søvn.
På pladsen var der ingen diskussion, alle var enige om en tur i poolen…skønt. Så skete det….PIS, LORT osv.!!!!!! Jeg hader Ford! Sorry Helle! Men Ford har et system, der gør, at de automatisk låser samtlige døre, dvs har du ikke nøglen på dig, så har du et problem. Og Lars skulle lige hente tøj til pigerne lagde nøglen på bordet, gik ud og lukkede døren…klik. Vi var låst ude! Lars var rasende, og var tæt på at smadre bil og meget mere. Men hvem var ankommet til pladsen - familien fra New Zealand, som lånte os en mobil, men KEA (camperfimaet) tog naturligvis ikke telefonen, så vi fik fat i en låsesmed, men blev forinden inviteret på aftensmad. En lorte ting blev til en dejlig aften. Nu har vi lige spist morgenmad og kører videre til Townsville ca. 400 km, hvor familien fra NZ kommer i morgen.
fredag den 26. oktober 2007
De første dage i camperen
Som tidligere skrevet slappede vi af hele dagen i går. Heidi fik skrevet et indlæg på blokken og Lars og ungerne fik badet i poolen. Vi var ude og købe ind til aftensmad (underligt at køre med hele sit hjem for at handle ind) og derefter kørte vi 3 km væk fra campingpladsen, til noget der hedder Crystal Cascades, som er en regnskov, hvori der løber en lille flod, hvori man kan bade. Vi gik en lille tur her, og kørte herefter tilbage til campinpladsen.
Tilbage på campinpladsen stod den på aftensmad og filmen Shreck 3.
I dag efter mogenmaden begav vi os nordpå, hvor vi skulle en tur i Cairns Tropical Zoo. Det er en lille intim zoo med omkring 15 forskellige dyr og heraf flere arter.
Vi startede med, at blive fortograferet med en koala. Det er dog det dejligste, bløde dyr der findes, men hold da op hvor de lugter!!! Dette var en stor oplevelse for os alle.
Herefter fulgte vi havens program for diverse præsentationer af dyr/shows. Vi så blandt andet en præsentation af forskellige slanger, og hvordan man skal opfører sig, hvis man skulle møde en. Der blev også fortalt om, hvad man skulle gøre hvis man blev bidt. Super show.
Herefter var der 10 minutter inden fuglepræsentationen startede. Vi sad på en udendørs scene, og pludselig kom der en fugl flyvende lavt hen over hoved på os alle. Sådan blev hver ny fugleart (blandt andet papegøjer, ugler og ørne) præsenteret. Også en super oplevelse.
Efter fugleshowet gik vi videre til en præsentation af deres wombat og koalabjørne, som er i famile med hinanden ( begge er udrydningstruet). Utrolige dyr. En wombat der er på størrelse med en mindre fed gris (ikke en pattegris) og har endnu kortere ben, kan løbe op til 41 km i timen og hoppe over 1 meter. Den er ikke bange for noget, og man skal ikke komme på tværs af den.
Koalaen kan hele dens liv side i det samme træ og udelukkende spise eucalyptus. Tænk at sidde 40 år i det samme træ og kun spise blade. Zzzzzz hvilket den også gør det meste af tiden.
Efter denne præsentation var der krokodille show. Der blev fortalt om krokodiller, og vi så hvordan de blev fodret. Et ok show, men nu har vi efterhånden set nok til krokodiller.
Inden vi spiste frokost var vi alle inde og fodre kænguruer (minder lidt om at være inde hos gederne i Købehanvns Zoo), bortset fra at man alligevel var lidt mere på vagt, da vi jo ikke ved hvordan de reagerer. En rigtig sjov oplevelse.
Efter frokost skulle Lars lige have taget et billede med en stor python. Nikoline ville ikke med på billedet, men Emilie ville gerne, hvilket hun fik lov til. Nikoline skiftede mening, da billedet var taget, og ville også gerne holde en slange. Det blev så til et billede af pigerne sammen med en lille slange. Alle syntes de var utrolig modige, og de fik klapsalver med på vejen, da billedet var taget.
Hvis man nogen sinde kommer på disse kanter, er det absolut værd at tage forbi denne zoo. Som sagt ikke så mange dyr men utrolig gode og dygtige dyrepasser, der meget gerne vil fortælle om dyrene. Desuden er der også rigtig hyggeligt med mange træer og grønne områder.
Alt i alt en rigtig god tur for os alle.
Efter besøget i zoo ville vi tage på stranden for at bede. I nærheden ligger Trinity beach, som skulle være rigtig lækker. desværre var den lukket, da der var set krokodiller og stingers. Vi fandt ud af, at det også var en strand er blev besøgt af hajer, - så her skulle/skal vi IKKE bade.
Vi er nu tilbage på den samme campingplads, som vi forlader i morgen, hvor vi skal besøge en opalmine.
Hej hej.
Tilbage på campinpladsen stod den på aftensmad og filmen Shreck 3.
I dag efter mogenmaden begav vi os nordpå, hvor vi skulle en tur i Cairns Tropical Zoo. Det er en lille intim zoo med omkring 15 forskellige dyr og heraf flere arter.
Vi startede med, at blive fortograferet med en koala. Det er dog det dejligste, bløde dyr der findes, men hold da op hvor de lugter!!! Dette var en stor oplevelse for os alle.
Herefter fulgte vi havens program for diverse præsentationer af dyr/shows. Vi så blandt andet en præsentation af forskellige slanger, og hvordan man skal opfører sig, hvis man skulle møde en. Der blev også fortalt om, hvad man skulle gøre hvis man blev bidt. Super show.
Herefter var der 10 minutter inden fuglepræsentationen startede. Vi sad på en udendørs scene, og pludselig kom der en fugl flyvende lavt hen over hoved på os alle. Sådan blev hver ny fugleart (blandt andet papegøjer, ugler og ørne) præsenteret. Også en super oplevelse.
Efter fugleshowet gik vi videre til en præsentation af deres wombat og koalabjørne, som er i famile med hinanden ( begge er udrydningstruet). Utrolige dyr. En wombat der er på størrelse med en mindre fed gris (ikke en pattegris) og har endnu kortere ben, kan løbe op til 41 km i timen og hoppe over 1 meter. Den er ikke bange for noget, og man skal ikke komme på tværs af den.
Koalaen kan hele dens liv side i det samme træ og udelukkende spise eucalyptus. Tænk at sidde 40 år i det samme træ og kun spise blade. Zzzzzz hvilket den også gør det meste af tiden.
Efter denne præsentation var der krokodille show. Der blev fortalt om krokodiller, og vi så hvordan de blev fodret. Et ok show, men nu har vi efterhånden set nok til krokodiller.
Inden vi spiste frokost var vi alle inde og fodre kænguruer (minder lidt om at være inde hos gederne i Købehanvns Zoo), bortset fra at man alligevel var lidt mere på vagt, da vi jo ikke ved hvordan de reagerer. En rigtig sjov oplevelse.
Efter frokost skulle Lars lige have taget et billede med en stor python. Nikoline ville ikke med på billedet, men Emilie ville gerne, hvilket hun fik lov til. Nikoline skiftede mening, da billedet var taget, og ville også gerne holde en slange. Det blev så til et billede af pigerne sammen med en lille slange. Alle syntes de var utrolig modige, og de fik klapsalver med på vejen, da billedet var taget.
Hvis man nogen sinde kommer på disse kanter, er det absolut værd at tage forbi denne zoo. Som sagt ikke så mange dyr men utrolig gode og dygtige dyrepasser, der meget gerne vil fortælle om dyrene. Desuden er der også rigtig hyggeligt med mange træer og grønne områder.
Alt i alt en rigtig god tur for os alle.
Efter besøget i zoo ville vi tage på stranden for at bede. I nærheden ligger Trinity beach, som skulle være rigtig lækker. desværre var den lukket, da der var set krokodiller og stingers. Vi fandt ud af, at det også var en strand er blev besøgt af hajer, - så her skulle/skal vi IKKE bade.
Vi er nu tilbage på den samme campingplads, som vi forlader i morgen, hvor vi skal besøge en opalmine.
Hej hej.
torsdag den 25. oktober 2007
Så har vi fået vores camper
Den 24.10.07 fik vi pakket sammen og taget afsked med Port Douglas. Vi blev hentet af en hjemmefra forudbetalt taxa, som skulle sætte os af i Cairns by. Herfra skulle vi selv sørge for en taxa ud til Kea Campers hovedkontor, der også ligger i Cairns by.
Pigerne glædede sig vildt, til at vi skulle have vores egen camper, så humøret var højt, da vi endelig kom til Keas hovedkontor.
Ungerne bestemte straks, at de skulle sove oven over førerkabinen, som selvfølgelig har den største madras. Vi (Lars og Heidi) måtte så tage os til takke med lidt tættere samvær.
Da vi kørte fra Keas hovedkontor, var det med en meget koncentreret Lars, der skulle sørge for at køre i den rigtige side, svinge over i den rigtige vognbane når vi drejede eller kørte i rundkørsler. Man kan vist roligt sige, at Lars fik kam til sit hår, da der er temmelig mange rundkørsler, her hvor vi er nu.
Vi valgte at køre små 25 km op nordpå fra Cairns (Port Douglas ligger 65 km nord for Cairns), da der stadig er nogle ting i området, vi god vil se. Vi skal i morgen besøge Cairns Zoo, da ungerne her har mulighed for at fodre kængururer og holde koalaer, da Cairns Zoo's speciale er koalaer. Herefter vil vi køre lidt ind i landet, hvor vi blandt andet skal besøge en opalmine.
Nå, inden vi kom til vores campingplads, skulle vi lige handle lidt ind. 10 minutter fra campingpladsen lå der et kæmpe center, hvor vi fik spist lidt sen frokost (kl. 15.00), og ellers set på butikker og handlet ind.
Ungerne fik øje på de kæreste hundehvalpe i en dyrehandel, og mente sagtens, at vi kunne købe en, som kunne følge med på vores tur rundt i Australien. Et nej til dette faldt absolut ikke i god jord - de var også virkelig kære.
Da vi kom ud fra centeret, var der gået nogle timer, og efterhånden var det begyndt at blive mørkt. Vi havde problemer med at finde campingpladsen, og var ved at blive lidt nervøse over at skulle køre rundt i mørke i et monster af en camper. Heldigvis fandt vi en anden campingplads på vores tur rundt, som viste sig at være rigtig god, så her besluttede vi at blive, og lade den anden campingplads gå i glemmebogen.
Efter lidt sen aftensmad faldt vi alle omkuld, og fik sove rigtig godt. Da klokken var 08.00 vågnede vi alle og var friske og fik lidt morgenmad. Vi syntes godt nok, der var noget stille på campinpladsen, men troede bare at folk sov lidt længe, indtil vi finder ud af, at klokken kun var 06.00................
Dagen i dag står på afslapning, poolbadning, mere afslapning og måske en gåtur. Nu må vi se.
Forresten er det ikke en god ide at lave pomfritter i en mikrobølgeovn uden grill - bvadr.....
Også en tak for de mange indlæg fra jer alle, det er skønt at høre fra jer, og vi glæder os altid til at se, om der er kommet nogle indlæg fra jer - TAK.
Farvel for nu.
Pigerne glædede sig vildt, til at vi skulle have vores egen camper, så humøret var højt, da vi endelig kom til Keas hovedkontor.
Ungerne bestemte straks, at de skulle sove oven over førerkabinen, som selvfølgelig har den største madras. Vi (Lars og Heidi) måtte så tage os til takke med lidt tættere samvær.
Da vi kørte fra Keas hovedkontor, var det med en meget koncentreret Lars, der skulle sørge for at køre i den rigtige side, svinge over i den rigtige vognbane når vi drejede eller kørte i rundkørsler. Man kan vist roligt sige, at Lars fik kam til sit hår, da der er temmelig mange rundkørsler, her hvor vi er nu.
Vi valgte at køre små 25 km op nordpå fra Cairns (Port Douglas ligger 65 km nord for Cairns), da der stadig er nogle ting i området, vi god vil se. Vi skal i morgen besøge Cairns Zoo, da ungerne her har mulighed for at fodre kængururer og holde koalaer, da Cairns Zoo's speciale er koalaer. Herefter vil vi køre lidt ind i landet, hvor vi blandt andet skal besøge en opalmine.
Nå, inden vi kom til vores campingplads, skulle vi lige handle lidt ind. 10 minutter fra campingpladsen lå der et kæmpe center, hvor vi fik spist lidt sen frokost (kl. 15.00), og ellers set på butikker og handlet ind.
Ungerne fik øje på de kæreste hundehvalpe i en dyrehandel, og mente sagtens, at vi kunne købe en, som kunne følge med på vores tur rundt i Australien. Et nej til dette faldt absolut ikke i god jord - de var også virkelig kære.
Da vi kom ud fra centeret, var der gået nogle timer, og efterhånden var det begyndt at blive mørkt. Vi havde problemer med at finde campingpladsen, og var ved at blive lidt nervøse over at skulle køre rundt i mørke i et monster af en camper. Heldigvis fandt vi en anden campingplads på vores tur rundt, som viste sig at være rigtig god, så her besluttede vi at blive, og lade den anden campingplads gå i glemmebogen.
Efter lidt sen aftensmad faldt vi alle omkuld, og fik sove rigtig godt. Da klokken var 08.00 vågnede vi alle og var friske og fik lidt morgenmad. Vi syntes godt nok, der var noget stille på campinpladsen, men troede bare at folk sov lidt længe, indtil vi finder ud af, at klokken kun var 06.00................
Dagen i dag står på afslapning, poolbadning, mere afslapning og måske en gåtur. Nu må vi se.
Forresten er det ikke en god ide at lave pomfritter i en mikrobølgeovn uden grill - bvadr.....
Også en tak for de mange indlæg fra jer alle, det er skønt at høre fra jer, og vi glæder os altid til at se, om der er kommet nogle indlæg fra jer - TAK.
Farvel for nu.
tirsdag den 23. oktober 2007
Mossman, Daintree og Cape Tribulation
Mossman, Daintree og Cape Tribulation
I går var en dag, hvor vi stort set intet fortog os. Efter morgenmaden tog vi alle en tur i poolen, herefter lå Heidi de næste par timer på sengen og læste, mens Lars og ungerne gik ud for at handle ind til aftensmaden, og købe nogle halskæder med krokodilletænder til pigerne.
Da de kom tilbage, slappede vi alle endnu mere af, og først sent på eftermiddagen gik vi en tur i byen, og fik os en is. Efter aftensmaden fik pigerne lov til at se resten af "De fem", hvorefter vi alle gik i seng.
I dag stod den på guidet tur til Mosmann, Daintree og Cape Tribulation.
Ud gennem landskabet til vores første stop, fik vi set en masse sukkerrørsplantager. I dette område var der tidligere guldgravere, men da de havde fundet, hvad der var at finde, skulle de finde på noget nyt for at overleve. De begyndte at fælde regnskoven, og grundet den næringsrige jord, var sukkerrørsdyrkning en rigtig god forretning.
Første stop var Daintree, som er en tropisk regnskov. Her er flere meter høje træer med snylteplanter, og det er ikke meget sol, der kommer igennem trækronerne. For ikke at ødelægge skoven, som grundet sukkerrørsdyrkning er blevet væsentligt mindsket, er der lavet en form for gangbro rundt i skoven. Dette betyder, at man ikke ser så mange dyr (edderkopper, slanger, firben og fugle) som hvis man selv kunne bevæge sig rundt.
Vi var dog så heldige at se en fugl kaldet en cassowary, der er på størrelse med en påfugl. Den er ikke set i denne del af skoven de sidste 2 måneder, og vi var så heldige at se den sammen med en unge. Desværre fik vi ikke taget et rigtig godt foto af den, da den hurtigt forsvandt igen.
Fuglen er truet, da dens leveområder er blevet fjernet, og samtidig har den også været offer for løse hunde. Man advarer dog mennesker om at komme for tæt på den, da den kan angribe mennesker, hvis den føler sig truet.
Næste stop var Cape Tribulation, som er det sted hvor regnskoven møder Great Barrier Reef. 40 km nord fra stranden gik Captain James Cook’s skib (ham der "opdagede" Australien, og lagde det -under det britiske herredømme) på grund på revet. Han navngav stedet Cape Tribulation, som betyder trængslernes pynt.
Det er et utrolig smukt område med regnskov, palmer, hvidt sand og Great Barrier Reef kun en håndsrækning ude i havet. Desværre er der også mange stingers (en slags brandmænd med meget lange fangarme, der går helt ind til strandbredden), hvorfor man på det kraftigste advarer at bade der, da de er meget farlige – øv..øv.
Herefter Kørte vi kun i et par minutter, hvorefter vi gjorde hold ved en å med spejlblankt vand. Her spiste vi frokost – BBQ (Steak, pølser, fisk, salater, brød og frugt – smagte super godt).
3. stop var ved krokodillefloden, hvor vi skulle ud og sejle. Her er der meget store saltvandskrokodiller, og vi fik set 3 stks. Den ene var omkring 5 meter lang, men den lå meget stille, da den lå på en rede. Her var der god tid til at få et rigtig godt billede. Emilie var ikke så bage på denne bådtur som den forrige ved Kakadu.
Næste stop skyldtes pigerne. Vores guide (Ossi) som Nikoline fulgte i tykt og tyndt, syntes at pigerne skulle have en is. Ha stoppede ved en lille isfabrik, hvor vi fik smagt nylavet is med australske frugter i, som vi ikke har smagt før eller kender – dejligt.
Sidste stop på en lang dag var ved Mossmann, som også er en tropisk regnskov. Her gik vi en lille tur hen over en hængebro. På tilbagevejen til bussen fik vi øje på en ca. 1 meter lang slange men ikke større end en snog. Ifølge Ossi var der tale om en træslange??
Da vi kom hjem tog vi alle en tur i poolen og Lars gik ned i byen for at købe pizza.
I morgen skal vi have vores mobilhome, hvilket vi glæder os til.
Det har været skønt at bo på hotel, telt og lejlighed samt være på alle de planlagte ture, men nu glæder vi os til at være os selv og selv bestemme tempoet.
Vi ved ikke hvornår vi skriver igen, da vi jo har brug for adgang til internettet, man forhåbentligt bliver det inden længe.
Slut for nu.
I går var en dag, hvor vi stort set intet fortog os. Efter morgenmaden tog vi alle en tur i poolen, herefter lå Heidi de næste par timer på sengen og læste, mens Lars og ungerne gik ud for at handle ind til aftensmaden, og købe nogle halskæder med krokodilletænder til pigerne.
Da de kom tilbage, slappede vi alle endnu mere af, og først sent på eftermiddagen gik vi en tur i byen, og fik os en is. Efter aftensmaden fik pigerne lov til at se resten af "De fem", hvorefter vi alle gik i seng.
I dag stod den på guidet tur til Mosmann, Daintree og Cape Tribulation.
Ud gennem landskabet til vores første stop, fik vi set en masse sukkerrørsplantager. I dette område var der tidligere guldgravere, men da de havde fundet, hvad der var at finde, skulle de finde på noget nyt for at overleve. De begyndte at fælde regnskoven, og grundet den næringsrige jord, var sukkerrørsdyrkning en rigtig god forretning.
Første stop var Daintree, som er en tropisk regnskov. Her er flere meter høje træer med snylteplanter, og det er ikke meget sol, der kommer igennem trækronerne. For ikke at ødelægge skoven, som grundet sukkerrørsdyrkning er blevet væsentligt mindsket, er der lavet en form for gangbro rundt i skoven. Dette betyder, at man ikke ser så mange dyr (edderkopper, slanger, firben og fugle) som hvis man selv kunne bevæge sig rundt.
Vi var dog så heldige at se en fugl kaldet en cassowary, der er på størrelse med en påfugl. Den er ikke set i denne del af skoven de sidste 2 måneder, og vi var så heldige at se den sammen med en unge. Desværre fik vi ikke taget et rigtig godt foto af den, da den hurtigt forsvandt igen.
Fuglen er truet, da dens leveområder er blevet fjernet, og samtidig har den også været offer for løse hunde. Man advarer dog mennesker om at komme for tæt på den, da den kan angribe mennesker, hvis den føler sig truet.
Næste stop var Cape Tribulation, som er det sted hvor regnskoven møder Great Barrier Reef. 40 km nord fra stranden gik Captain James Cook’s skib (ham der "opdagede" Australien, og lagde det -under det britiske herredømme) på grund på revet. Han navngav stedet Cape Tribulation, som betyder trængslernes pynt.
Det er et utrolig smukt område med regnskov, palmer, hvidt sand og Great Barrier Reef kun en håndsrækning ude i havet. Desværre er der også mange stingers (en slags brandmænd med meget lange fangarme, der går helt ind til strandbredden), hvorfor man på det kraftigste advarer at bade der, da de er meget farlige – øv..øv.
Herefter Kørte vi kun i et par minutter, hvorefter vi gjorde hold ved en å med spejlblankt vand. Her spiste vi frokost – BBQ (Steak, pølser, fisk, salater, brød og frugt – smagte super godt).
3. stop var ved krokodillefloden, hvor vi skulle ud og sejle. Her er der meget store saltvandskrokodiller, og vi fik set 3 stks. Den ene var omkring 5 meter lang, men den lå meget stille, da den lå på en rede. Her var der god tid til at få et rigtig godt billede. Emilie var ikke så bage på denne bådtur som den forrige ved Kakadu.
Næste stop skyldtes pigerne. Vores guide (Ossi) som Nikoline fulgte i tykt og tyndt, syntes at pigerne skulle have en is. Ha stoppede ved en lille isfabrik, hvor vi fik smagt nylavet is med australske frugter i, som vi ikke har smagt før eller kender – dejligt.
Sidste stop på en lang dag var ved Mossmann, som også er en tropisk regnskov. Her gik vi en lille tur hen over en hængebro. På tilbagevejen til bussen fik vi øje på en ca. 1 meter lang slange men ikke større end en snog. Ifølge Ossi var der tale om en træslange??
Da vi kom hjem tog vi alle en tur i poolen og Lars gik ned i byen for at købe pizza.
I morgen skal vi have vores mobilhome, hvilket vi glæder os til.
Det har været skønt at bo på hotel, telt og lejlighed samt være på alle de planlagte ture, men nu glæder vi os til at være os selv og selv bestemme tempoet.
Vi ved ikke hvornår vi skriver igen, da vi jo har brug for adgang til internettet, man forhåbentligt bliver det inden længe.
Slut for nu.
søndag den 21. oktober 2007
Port Douglas og baadtur til Low Island
Port Douglas ankomst (dag 1) og bådtur til Low Island (dag 2)
Først et STORT TILLYKKE MED kusine ALBERTE!!!!
Efter en flyvetur hvor vi alle var trætte, og Nikoline fik en lille lur, stod der en mand klar til at hente os og køre os til Port Douglas, hvor alle fik en lur undtagen Heidi.
Vi var alle vildt trætte ved ankomsten til vores super fede lejlighed, som skal være vore hjem de næste fire dage, men ungerne vågnede hurtigt op, da de så de 2 pools og spa. Så vi fik pakket ud og handlet ind, hvor vi i køen støtte på en dansker, der var flyttet herned i 1981, og vi skulle endelige ringe, når vi kom til Melbourne, så vi kunne besøge dem. Derefter gik Lars og ungerne ned og badede, så Heidi kunne få lidt fred og få sovet en smule. Efter badningen fik også Lars og ungerne en lur. Vi skulle også lige ned og købe en UV badetrøje til pigerne, da vi skulle og snorkle i morgen. Vi fik et bad, og så skulle vi (Heidi) lave aftensmad. Dejlige bøffer med kartoffelmos og majskolber. Efter opvask stod den på en DVD med "De fem" og hygge, inden vi gik i seng.
Pigerne sov fantastisk men Heidi og Lars skulle lige vende sig til alle de nye dyrelyde. Op kl. 6.00 til lækker morgenmad og så var der afhentning til Marinaen.
Der stod en lækker 50 fods katamaran klar med kaffe – Yes sir! Så sejlede vi af sted og fedt, fedt, fedt – vi var de eneste på nær et ældre ægtepar, måske pga. vejret, det var overskyet L . Lars blev søsyg på vej ud til Low Isles, hvorfra vi skulle dykke. På vej ind til øen sejlede vi i en lille båd med glasbund, og så ud over det fantastiske Great Barrier Reef, fisk og enorme havskildpadde. Havskildpadde kommer her hen og yngler, og er der indtil den bliver kønsmoden ca. 50 år…… Da vi ankom til øen var det på med svømmefødder, maske og snorkel og så af sted. Mille var lidt bange for at de store fisk ca. 30 cm. ville bide, så efter ca. 15 min. ville hun ind. Så det kom hun. Efter lidt tid gik Heidi ind med Nikoline og ud med Mille, imens Lars fik styret sine lyster, med store fisk, rev og en enkelt skildpadde. Nikoline blev "fan" af guide Michele, som hun gik en tur med, mens Heidi fik overtalt Mille til at komme en tur ud i vandet, og som efterfølgende ikke var til at få op af vandet igen. Lars tog en tur langt ud med Mille, da Nikoline helst ville sidde hos hendes nye idol. Hun kunne dog ikke helt undvære vandet og tog nogle ture alligevel.
Så var det ud til den store båd igen, få lidt frokost og fodre de MEGET store fisk ca. 80 x 80 cm og Long Tongs (en lang tynd fisk) på ca. 1 meter lange samt en enkelt haj. Vi sprang alle lidt nervøse i ….Og så hjem igen, hvor Nikoline faldt i søvn hos Lars, mens Mille og Heidi lå på maven helt ude foran (stævnen eller hva’ f….det nu hedder), hvor de blev godt våde, så vi gik alle om bagi, hvor Milles kasket røg i vandet øv øv.
Da vi kom hjem til lejligheden (som ligger i et utroligt flot og rent kompleks med tæpper på de udvendige gange, ligger der en kæmpe bille lige foran vores dør. Ungerne syntes den var vild klam, men var vist også lidt fascineret af den.
Nu har vi lige handlet ind til aftensmaden – kyllingebryst med majskolber og pomfritter... Der er kun en mikrobølgeovn og 2 kogeplader, og selvfølgelig har vi købt pomfritter, kan disse laves i en mikrobølgeovn……….? – svar følger senere.
Så er det slut for denne gang efter endnu nogle oplevelsesrige dage.
Først et STORT TILLYKKE MED kusine ALBERTE!!!!
Efter en flyvetur hvor vi alle var trætte, og Nikoline fik en lille lur, stod der en mand klar til at hente os og køre os til Port Douglas, hvor alle fik en lur undtagen Heidi.
Vi var alle vildt trætte ved ankomsten til vores super fede lejlighed, som skal være vore hjem de næste fire dage, men ungerne vågnede hurtigt op, da de så de 2 pools og spa. Så vi fik pakket ud og handlet ind, hvor vi i køen støtte på en dansker, der var flyttet herned i 1981, og vi skulle endelige ringe, når vi kom til Melbourne, så vi kunne besøge dem. Derefter gik Lars og ungerne ned og badede, så Heidi kunne få lidt fred og få sovet en smule. Efter badningen fik også Lars og ungerne en lur. Vi skulle også lige ned og købe en UV badetrøje til pigerne, da vi skulle og snorkle i morgen. Vi fik et bad, og så skulle vi (Heidi) lave aftensmad. Dejlige bøffer med kartoffelmos og majskolber. Efter opvask stod den på en DVD med "De fem" og hygge, inden vi gik i seng.
Pigerne sov fantastisk men Heidi og Lars skulle lige vende sig til alle de nye dyrelyde. Op kl. 6.00 til lækker morgenmad og så var der afhentning til Marinaen.
Der stod en lækker 50 fods katamaran klar med kaffe – Yes sir! Så sejlede vi af sted og fedt, fedt, fedt – vi var de eneste på nær et ældre ægtepar, måske pga. vejret, det var overskyet L . Lars blev søsyg på vej ud til Low Isles, hvorfra vi skulle dykke. På vej ind til øen sejlede vi i en lille båd med glasbund, og så ud over det fantastiske Great Barrier Reef, fisk og enorme havskildpadde. Havskildpadde kommer her hen og yngler, og er der indtil den bliver kønsmoden ca. 50 år…… Da vi ankom til øen var det på med svømmefødder, maske og snorkel og så af sted. Mille var lidt bange for at de store fisk ca. 30 cm. ville bide, så efter ca. 15 min. ville hun ind. Så det kom hun. Efter lidt tid gik Heidi ind med Nikoline og ud med Mille, imens Lars fik styret sine lyster, med store fisk, rev og en enkelt skildpadde. Nikoline blev "fan" af guide Michele, som hun gik en tur med, mens Heidi fik overtalt Mille til at komme en tur ud i vandet, og som efterfølgende ikke var til at få op af vandet igen. Lars tog en tur langt ud med Mille, da Nikoline helst ville sidde hos hendes nye idol. Hun kunne dog ikke helt undvære vandet og tog nogle ture alligevel.
Så var det ud til den store båd igen, få lidt frokost og fodre de MEGET store fisk ca. 80 x 80 cm og Long Tongs (en lang tynd fisk) på ca. 1 meter lange samt en enkelt haj. Vi sprang alle lidt nervøse i ….Og så hjem igen, hvor Nikoline faldt i søvn hos Lars, mens Mille og Heidi lå på maven helt ude foran (stævnen eller hva’ f….det nu hedder), hvor de blev godt våde, så vi gik alle om bagi, hvor Milles kasket røg i vandet øv øv.
Da vi kom hjem til lejligheden (som ligger i et utroligt flot og rent kompleks med tæpper på de udvendige gange, ligger der en kæmpe bille lige foran vores dør. Ungerne syntes den var vild klam, men var vist også lidt fascineret af den.
Nu har vi lige handlet ind til aftensmaden – kyllingebryst med majskolber og pomfritter... Der er kun en mikrobølgeovn og 2 kogeplader, og selvfølgelig har vi købt pomfritter, kan disse laves i en mikrobølgeovn……….? – svar følger senere.
Så er det slut for denne gang efter endnu nogle oplevelsesrige dage.
fredag den 19. oktober 2007
Darwin og Kakadu
Inden du/I går i gang med at læse dette indlæg, skal vi advare om, at det er en meget lang tekst, for vi har oplevet så mange enestående ting på denne tur.
Sæt jer til rette med en kop kaffe eller lignende og måske en god cigar.
Vi skulle tidligt af sted på vores 3-dags safari til Kakadu Nationalpark. Op kl. 05.30, morgenmad kl. 06.00 og kl. 07.00 blev vi hentet i en 20 personers minibus af en fyr ved navn Juuie på omkring 30 år.
Hans viden om Australien, dets historie og selvfølgelig Kakadu var enorm, og han var under hele turen en fantastisk guide.
Aftenen før afgang havde vi snakket med en anden dansk familie, der lige som os skulle med på turen. Familien bestod af 2 voksne (Maja og Dennis på omkring 35) og Camilla på 11 og Daniel på 8. Vi fik sat os sammen i bussen, og ungerne såvel som de voksne faldt hurtigt i hak, og vi brugte meget tid sammen på hele turen, og har også aftalt at mødes, når vi køre rundt i autocamper. De kører nemlig modsat os.
Første stop på turen var ved en billabong (en form for en flod/sø) kaldet Carrobooree billabong. Her skulle vi med en båd ud og se på saltvandskrokodiller, fugle og åkander. Da vi blev sat i båden, fik vi strenge ordre om, at det var absolut forbudt at læne sig ud ad båden med nogen som helst kropsdel eller rejse sig op i båden, da båden derved kunne kæntre. Hvis man gjorde noget af ovenstående, ville der være stor sandsynlighed for at blive ædt af en krokodille, da denne billabong havde Australiens største bestand af saltvandskrokodiller. Vi fortalte dette til børnene, så Emilie var rædselsslagen under hele turen, for hun var sikker på, at båden ville synke, og at vi ville blive spist af krokodillerne. Nikoline skulle selvfølgelig prøve at rejse sig op.
Det var ikke overdrevet, at der var mange krokodiller. Jeg tror, vi så over 30-40 krokodiller på en tur på under 1 time. Lars fik filmet - i bedste Steve Irwin stil – en krokodille der ”sprang” op af vandet og spiste en fugl, der stod i vandkanten. Manden der sejlede båden, bad Lars om at maile ham sekvensen på film, da det ikke var mange forundt at få filmet dette. I andre kan se den, når vi kommer hjem.
På turen blev der også fortalt om dyrelivet et sådan sted. Blandt andet fortalte han, at fuglene aldrig blev særlig gamle, da alle dyr i nærheden af denne billabong før eller siden ville blive ædt. Vi fik dog set en del fugle og de smukkeste åkander/lotusblomster.
Sikkert i land fortsatte turen mod Jabiru, hvor vi skulle overnatte. Vi skulle sove i en slags telte/hytter med tykt myggenet på siderne, tyk teltdug på taget og fast bund bestående af træplader. Der var også toiletter og bad, så helt primitivt var det ikke.. Efter at have lagt bagagen i vores telte, skulle vi ud til et sted kaldet Ubirr Rock, for at se eksempler på hulemalerier/klippemalerier lavet af aboriginals. Nogle af malerierne var flere tusind år gamle, og viste deres historie, hverdagsliv og dyrelivet omkring dem.
Vi kravlede op på det højeste sted, og fik mulighed for at se solnedgangen over Ubirr og Kakadu. Stedet her er også det sted, hvor en del af Crocodile Dundee er filmet. Det var utrolig smukt.
Vi nåede lige ned af klippen, inden det blev fuldstændig mørkt.
Da vi kom tilbage til lejren, skulle vi i gang med aftensmaden bestående af fisk og ris. Først omkring kl. 20.30 begyndte vi at spise, men ungerne klarede det fantastisk, og gik lidt rundt i mørket, selv om både Lars og jeg ikke var helt trykke ved det, da der var dingoer i nærheden.. Hurtigt efter aftensmaden gik vi i seng. Lars og Nikoline sov sammen og Heidi og Emilie. Det var en nat fuld af alverdens ukendte og til tider uhyggelige lyde. Frøer, cikader, dingoer, firben og alt muligt andet. Det var ret spooky, og specielt Heidi fik ikke sovet ret meget.
Kl. 05.45 skulle vi op igen, for på 2. dagen skulle vi igen køre omkring 500 km for at komme til byen Kathrine.
Første stop på turen derned var ved Yellow Water Wetlands. Dette sted er en del af South Alligator River. Her kan man gå på en indhegnet stig (grundet saltvandskrokodiller) og se på naturen. Vi fik set flere forskellige fugle blandt andet store ørne. Juuie fortalte, hvad de forskellige dyr, planter og træer kunne bruges til. Han fik blandt andet Lars til at spise numsen af en grøn myre (på størrelse med de danske skovmyrer), da denne smagte af lime/citron, hvilket Lars bekræftede.
Vi besøgte også et kulturelt center (museum) der handlede om aboriginal-kulturen. Meget spændende at læse om deres historie, og de hvordan de levede/lever.
På vores videre tur stoppede vi ved et kæmpe termitbo. Det var måske 4 m højt og ifølge Juuie var det omkring 80 år gammelt og stadig produktivt. På hele vores tur gennem nationalparken så vi tusindvis af disse bo, der skyder op alle steder i forskellige forme og størrelser. Et bo har kun en dronning i boet levetid. Det vil sige, at ved det store bo hvor vi stoppede, var der en dronning på omkring 80 år, der stadig lægger æg. Her er der ikke noget med at have hovedpine, for så dør hele kolonien.
40 km før næste stop kørte vi væk fra main road og ud på en tur, hvor vi alle blev rystet fuldstændig igennem. 40 km kørte vi på disse røde grusveje, der er fuldstændig bølgede med omkring 80 km i timen. (Forestil jer en mariehøne der køre på bølgepap på den bølgede side - dens prikker ville falde af.). MEN det var skide skægt, og ungerne skreg af grin.
Efter de 40 km endte vejen i en lille grøn oase. Vi havde fået besked på at medbringe badetøj, for her skulle vi ud og bade. Da vi gik 30 m gennem noget krat/buskads kom vi til noget der minder om ”den blå lagune”. Det var helt fantastisk smukt. En lille sø (ca. 2 fodboldbaner) omkranset af klipper, palmer og med en lille sandstrand. Vores selskab (altså 20 personer) var her alene. Her skulle vi bade, og vi havde alle badetøjet på, og var parate til at hoppe i. Heidi få dog øje på et skilt hvor der med store røde bogstaver står DANGER. Neden under står der, at der er ferskvandskrokodiller (spiser ikke mennesker, men kan godt finde på at angribe) og at saltvandskrokodiller i den tørre periode (som vi er i nu) godt kan finde på at besøge søen. Badning på eget ansvar.
Lars og ungerne får besked på at droppe baderiet, men er allerede sprunget i vandet, og selv moder må overgive sig til vandet på trods af skiltet, det var simpelthen for fantastisk til, at det kun var krokodiller der skulle bade der.
Efter badning skulle vi spise frokost, hvilket dog var noget af en prøvelse. Der var fluer alle steder. Hvis du åbnede munden forsøgte de at kravle derind, holdte man sig ikke for næsen kravlede de derind – føj, føj og atter føj. Efter en kort frokost grundet fluerne gik turen videre mod Kathrine, hvor vi skulle overnatte på en campingplads magen til den forrige og i samme slags telte.
Inden vi kom til campingpladsen kørte vi ud til en anden oase for at bede. Der var 2 en oppe og en nede. Den der var nede var også smuk, men ikke lige så fantastisk som den første. Mens Maja og jeg blev nede med børnene, klatrede resten af selskabet op på toppen af en klippe, hvor der var en mindre sø med et vandfald, hvor de kunne bade. Ifølge Lars var dette det smukkeste sted han havde været. Surt ikke at få det set, men mændene fik sig en rigtig hyggelig tur sammen med Juuie, der igen kunne hive blade af buskene og fortælle hvilke blade man kunne bruges som sæbe, og hvilke man kunne bruges som lotion. Da vi ankommer til campingpladsen er der wallabies (små kænguruer) alle steder, og ungerne løber rundt efter dem. De finder også kæmpe tudser, der er ca. 30 cm lange (kun kroppen og ikke benene). De får dg besked på ikke at røre dem, da de er meget giftige.
Ved solnedgang laver vi bål, hvor vi skal stege kartofler på, som vi skal spise til vores kyllingeret. Mens vi starter bålet kommer der flagemuse og flyvende hunde (kæmpe flagermus på ca. 90 cm i vingefang) og sætter sig i træet over bålet. Fantastisk men også lidt skræmmende.
Efter maden render ungerne atter rundt omkring teltet, og får besked på at blive i nærheden, da der cirka 20 meter væk er en å, hvor der lever ferskvandskrokodiller.
Utrolig at man bliver mindre og mindre nervøs for, at ungerne skal komme galt af sted. Man er allerede ved at vende sig til, at der er en masse farlige dyr, men at vi også skal kunne være der, og at ungerne skal kunne lege rundt, uden at man er nervøs hvert sekund.
Denne nat sov i alle meget bedre, men lydende havde ændret sig en del. Nu var det primært tudser, cikader, wallabies og baskende flagermus man kunne høre.
Efter maden sad vi alle og snakkede og omkring kl. 22.30 gik vi i seng, da vi igen skulle tidligt op.
Efter morgenmaden og et dejligt brusebad gik turen videre til Katherine River, hvor vi skulle på en anden bådtur. Her skulle vi sejle på en flod der ligger i en kløft og som består af 13 dele. De første 4 dele har en længde på ca. 17 km. Vi skulle kun sejle på de 2 første dele.
Kløften var på nuværende tidspunkt op til 20 meter dyb, og i den våde del af året er hele kløften oversvømmet (dette kun grundet regnfald).
I dette område er der også et rigt dyreliv inklusiv krokodiller, og på klipperne har aboriginals også malet. Dette var også en utrolig smuk tur.
Efter bådturen kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi lavet BBQ til frokost.
Efter frokost skulle vi til at begive os hjem, men inden vi kørte ud af byen syntes Juuie, at vi også skulle se et sted som normalt kun besøges af australier. Hot springs bubble spa er en lille å med krystalklart vand og et lille vandfald, hvor vi igen kunne bade. Åen var cirka 5 m bred, men mindede meget om et eksotisk spabad.
Efter svømmeturen begyndte vi vores hjemtur, og ungerne avr også kun lige kommet ind i bussen før end de faldt i søvn. Det var først lige inden Darwin at de slog øjnene op igen, da var klokken 19.00, og vi havde på de 3 dagekørt omkring 1500 km, og kun set en lille del af Australien. Sikke et kæmpe land.
En fantastisk tur som alle der komme til dette område skal prøve. Det er tidligt op hver dag, meget sen aftensmad for specielt ungerne, en masse ukendte lyde, krokodiller, dingoer og wallabie i det fri, primitivt (uden dog at være ekstremt) men alligevel en af de største oplevelser man kan tænke sig. Prøv det………prøv det.
Efter ankomst til hotellet tog vi direkte en tur i poolen og fik derefter noget at spise fra pool - restauranten. Herefter var det på hovedet i seng.
I morges vågnede vi alle omkring kl. 08.30 efter en dejlig nats søvn, friske og veludhvilet for en kort stund.
Efter morgenmad gik vi en tur rundt i byen og så på butikker. Vi havde ikke den store lyst til at gå på byens museum, der ellers skulle være rigtig godt. Det beskriver blandt andet meget om 2. Verdenskrig, hvor Darwin blev bombet af Japanerne. og om hvordan 80 % af byen blev udslettet af en orkan i 1976.
Vi var alle stadig trætte, så vi valgte at tage tilbage til hotellets pools, hvor vi fik badet og pakket vores sager sammen, da vi i morgen skal af sted til Cairns kl. 04.15.
Ved poolen skete der et lille uheld. Nikoline kom løbende hen til børnepoolen, hvor Emilie stod på kanten. Nikoline glider og falder ind over Emilie, der ryger ned i vandet. Emilie er uskadt, men Nikoline slår armhulen og halsen/hagen mod poolkanten og trappen og får en masse hudafskrabninger og en flænge under hagen lige ved halspulsåren. Vi har dog selv vurderet, at det ikke er nødvendigt at hun bliver syet, men vi er nødt til at holde øje med hende hele aftenen/natten grundet evt. hjernerystelse. Hvad kan man lære af dette. Løb aldrig ved pools. Det kunne have gået grueligt galt.
Nu går turen til Cairns, hvor nye eventyr og oplevelser venter.
Vi ses. Håber ikke du/I faldt i søvn.
Sæt jer til rette med en kop kaffe eller lignende og måske en god cigar.
Vi skulle tidligt af sted på vores 3-dags safari til Kakadu Nationalpark. Op kl. 05.30, morgenmad kl. 06.00 og kl. 07.00 blev vi hentet i en 20 personers minibus af en fyr ved navn Juuie på omkring 30 år.
Hans viden om Australien, dets historie og selvfølgelig Kakadu var enorm, og han var under hele turen en fantastisk guide.
Aftenen før afgang havde vi snakket med en anden dansk familie, der lige som os skulle med på turen. Familien bestod af 2 voksne (Maja og Dennis på omkring 35) og Camilla på 11 og Daniel på 8. Vi fik sat os sammen i bussen, og ungerne såvel som de voksne faldt hurtigt i hak, og vi brugte meget tid sammen på hele turen, og har også aftalt at mødes, når vi køre rundt i autocamper. De kører nemlig modsat os.
Første stop på turen var ved en billabong (en form for en flod/sø) kaldet Carrobooree billabong. Her skulle vi med en båd ud og se på saltvandskrokodiller, fugle og åkander. Da vi blev sat i båden, fik vi strenge ordre om, at det var absolut forbudt at læne sig ud ad båden med nogen som helst kropsdel eller rejse sig op i båden, da båden derved kunne kæntre. Hvis man gjorde noget af ovenstående, ville der være stor sandsynlighed for at blive ædt af en krokodille, da denne billabong havde Australiens største bestand af saltvandskrokodiller. Vi fortalte dette til børnene, så Emilie var rædselsslagen under hele turen, for hun var sikker på, at båden ville synke, og at vi ville blive spist af krokodillerne. Nikoline skulle selvfølgelig prøve at rejse sig op.
Det var ikke overdrevet, at der var mange krokodiller. Jeg tror, vi så over 30-40 krokodiller på en tur på under 1 time. Lars fik filmet - i bedste Steve Irwin stil – en krokodille der ”sprang” op af vandet og spiste en fugl, der stod i vandkanten. Manden der sejlede båden, bad Lars om at maile ham sekvensen på film, da det ikke var mange forundt at få filmet dette. I andre kan se den, når vi kommer hjem.
På turen blev der også fortalt om dyrelivet et sådan sted. Blandt andet fortalte han, at fuglene aldrig blev særlig gamle, da alle dyr i nærheden af denne billabong før eller siden ville blive ædt. Vi fik dog set en del fugle og de smukkeste åkander/lotusblomster.
Sikkert i land fortsatte turen mod Jabiru, hvor vi skulle overnatte. Vi skulle sove i en slags telte/hytter med tykt myggenet på siderne, tyk teltdug på taget og fast bund bestående af træplader. Der var også toiletter og bad, så helt primitivt var det ikke.. Efter at have lagt bagagen i vores telte, skulle vi ud til et sted kaldet Ubirr Rock, for at se eksempler på hulemalerier/klippemalerier lavet af aboriginals. Nogle af malerierne var flere tusind år gamle, og viste deres historie, hverdagsliv og dyrelivet omkring dem.
Vi kravlede op på det højeste sted, og fik mulighed for at se solnedgangen over Ubirr og Kakadu. Stedet her er også det sted, hvor en del af Crocodile Dundee er filmet. Det var utrolig smukt.
Vi nåede lige ned af klippen, inden det blev fuldstændig mørkt.
Da vi kom tilbage til lejren, skulle vi i gang med aftensmaden bestående af fisk og ris. Først omkring kl. 20.30 begyndte vi at spise, men ungerne klarede det fantastisk, og gik lidt rundt i mørket, selv om både Lars og jeg ikke var helt trykke ved det, da der var dingoer i nærheden.. Hurtigt efter aftensmaden gik vi i seng. Lars og Nikoline sov sammen og Heidi og Emilie. Det var en nat fuld af alverdens ukendte og til tider uhyggelige lyde. Frøer, cikader, dingoer, firben og alt muligt andet. Det var ret spooky, og specielt Heidi fik ikke sovet ret meget.
Kl. 05.45 skulle vi op igen, for på 2. dagen skulle vi igen køre omkring 500 km for at komme til byen Kathrine.
Første stop på turen derned var ved Yellow Water Wetlands. Dette sted er en del af South Alligator River. Her kan man gå på en indhegnet stig (grundet saltvandskrokodiller) og se på naturen. Vi fik set flere forskellige fugle blandt andet store ørne. Juuie fortalte, hvad de forskellige dyr, planter og træer kunne bruges til. Han fik blandt andet Lars til at spise numsen af en grøn myre (på størrelse med de danske skovmyrer), da denne smagte af lime/citron, hvilket Lars bekræftede.
Vi besøgte også et kulturelt center (museum) der handlede om aboriginal-kulturen. Meget spændende at læse om deres historie, og de hvordan de levede/lever.
På vores videre tur stoppede vi ved et kæmpe termitbo. Det var måske 4 m højt og ifølge Juuie var det omkring 80 år gammelt og stadig produktivt. På hele vores tur gennem nationalparken så vi tusindvis af disse bo, der skyder op alle steder i forskellige forme og størrelser. Et bo har kun en dronning i boet levetid. Det vil sige, at ved det store bo hvor vi stoppede, var der en dronning på omkring 80 år, der stadig lægger æg. Her er der ikke noget med at have hovedpine, for så dør hele kolonien.
40 km før næste stop kørte vi væk fra main road og ud på en tur, hvor vi alle blev rystet fuldstændig igennem. 40 km kørte vi på disse røde grusveje, der er fuldstændig bølgede med omkring 80 km i timen. (Forestil jer en mariehøne der køre på bølgepap på den bølgede side - dens prikker ville falde af.). MEN det var skide skægt, og ungerne skreg af grin.
Efter de 40 km endte vejen i en lille grøn oase. Vi havde fået besked på at medbringe badetøj, for her skulle vi ud og bade. Da vi gik 30 m gennem noget krat/buskads kom vi til noget der minder om ”den blå lagune”. Det var helt fantastisk smukt. En lille sø (ca. 2 fodboldbaner) omkranset af klipper, palmer og med en lille sandstrand. Vores selskab (altså 20 personer) var her alene. Her skulle vi bade, og vi havde alle badetøjet på, og var parate til at hoppe i. Heidi få dog øje på et skilt hvor der med store røde bogstaver står DANGER. Neden under står der, at der er ferskvandskrokodiller (spiser ikke mennesker, men kan godt finde på at angribe) og at saltvandskrokodiller i den tørre periode (som vi er i nu) godt kan finde på at besøge søen. Badning på eget ansvar.
Lars og ungerne får besked på at droppe baderiet, men er allerede sprunget i vandet, og selv moder må overgive sig til vandet på trods af skiltet, det var simpelthen for fantastisk til, at det kun var krokodiller der skulle bade der.
Efter badning skulle vi spise frokost, hvilket dog var noget af en prøvelse. Der var fluer alle steder. Hvis du åbnede munden forsøgte de at kravle derind, holdte man sig ikke for næsen kravlede de derind – føj, føj og atter føj. Efter en kort frokost grundet fluerne gik turen videre mod Kathrine, hvor vi skulle overnatte på en campingplads magen til den forrige og i samme slags telte.
Inden vi kom til campingpladsen kørte vi ud til en anden oase for at bede. Der var 2 en oppe og en nede. Den der var nede var også smuk, men ikke lige så fantastisk som den første. Mens Maja og jeg blev nede med børnene, klatrede resten af selskabet op på toppen af en klippe, hvor der var en mindre sø med et vandfald, hvor de kunne bade. Ifølge Lars var dette det smukkeste sted han havde været. Surt ikke at få det set, men mændene fik sig en rigtig hyggelig tur sammen med Juuie, der igen kunne hive blade af buskene og fortælle hvilke blade man kunne bruges som sæbe, og hvilke man kunne bruges som lotion. Da vi ankommer til campingpladsen er der wallabies (små kænguruer) alle steder, og ungerne løber rundt efter dem. De finder også kæmpe tudser, der er ca. 30 cm lange (kun kroppen og ikke benene). De får dg besked på ikke at røre dem, da de er meget giftige.
Ved solnedgang laver vi bål, hvor vi skal stege kartofler på, som vi skal spise til vores kyllingeret. Mens vi starter bålet kommer der flagemuse og flyvende hunde (kæmpe flagermus på ca. 90 cm i vingefang) og sætter sig i træet over bålet. Fantastisk men også lidt skræmmende.
Efter maden render ungerne atter rundt omkring teltet, og får besked på at blive i nærheden, da der cirka 20 meter væk er en å, hvor der lever ferskvandskrokodiller.
Utrolig at man bliver mindre og mindre nervøs for, at ungerne skal komme galt af sted. Man er allerede ved at vende sig til, at der er en masse farlige dyr, men at vi også skal kunne være der, og at ungerne skal kunne lege rundt, uden at man er nervøs hvert sekund.
Denne nat sov i alle meget bedre, men lydende havde ændret sig en del. Nu var det primært tudser, cikader, wallabies og baskende flagermus man kunne høre.
Efter maden sad vi alle og snakkede og omkring kl. 22.30 gik vi i seng, da vi igen skulle tidligt op.
Efter morgenmaden og et dejligt brusebad gik turen videre til Katherine River, hvor vi skulle på en anden bådtur. Her skulle vi sejle på en flod der ligger i en kløft og som består af 13 dele. De første 4 dele har en længde på ca. 17 km. Vi skulle kun sejle på de 2 første dele.
Kløften var på nuværende tidspunkt op til 20 meter dyb, og i den våde del af året er hele kløften oversvømmet (dette kun grundet regnfald).
I dette område er der også et rigt dyreliv inklusiv krokodiller, og på klipperne har aboriginals også malet. Dette var også en utrolig smuk tur.
Efter bådturen kørte vi tilbage til campingpladsen, hvor vi lavet BBQ til frokost.
Efter frokost skulle vi til at begive os hjem, men inden vi kørte ud af byen syntes Juuie, at vi også skulle se et sted som normalt kun besøges af australier. Hot springs bubble spa er en lille å med krystalklart vand og et lille vandfald, hvor vi igen kunne bade. Åen var cirka 5 m bred, men mindede meget om et eksotisk spabad.
Efter svømmeturen begyndte vi vores hjemtur, og ungerne avr også kun lige kommet ind i bussen før end de faldt i søvn. Det var først lige inden Darwin at de slog øjnene op igen, da var klokken 19.00, og vi havde på de 3 dagekørt omkring 1500 km, og kun set en lille del af Australien. Sikke et kæmpe land.
En fantastisk tur som alle der komme til dette område skal prøve. Det er tidligt op hver dag, meget sen aftensmad for specielt ungerne, en masse ukendte lyde, krokodiller, dingoer og wallabie i det fri, primitivt (uden dog at være ekstremt) men alligevel en af de største oplevelser man kan tænke sig. Prøv det………prøv det.
Efter ankomst til hotellet tog vi direkte en tur i poolen og fik derefter noget at spise fra pool - restauranten. Herefter var det på hovedet i seng.
I morges vågnede vi alle omkring kl. 08.30 efter en dejlig nats søvn, friske og veludhvilet for en kort stund.
Efter morgenmad gik vi en tur rundt i byen og så på butikker. Vi havde ikke den store lyst til at gå på byens museum, der ellers skulle være rigtig godt. Det beskriver blandt andet meget om 2. Verdenskrig, hvor Darwin blev bombet af Japanerne. og om hvordan 80 % af byen blev udslettet af en orkan i 1976.
Vi var alle stadig trætte, så vi valgte at tage tilbage til hotellets pools, hvor vi fik badet og pakket vores sager sammen, da vi i morgen skal af sted til Cairns kl. 04.15.
Ved poolen skete der et lille uheld. Nikoline kom løbende hen til børnepoolen, hvor Emilie stod på kanten. Nikoline glider og falder ind over Emilie, der ryger ned i vandet. Emilie er uskadt, men Nikoline slår armhulen og halsen/hagen mod poolkanten og trappen og får en masse hudafskrabninger og en flænge under hagen lige ved halspulsåren. Vi har dog selv vurderet, at det ikke er nødvendigt at hun bliver syet, men vi er nødt til at holde øje med hende hele aftenen/natten grundet evt. hjernerystelse. Hvad kan man lære af dette. Løb aldrig ved pools. Det kunne have gået grueligt galt.
Nu går turen til Cairns, hvor nye eventyr og oplevelser venter.
Vi ses. Håber ikke du/I faldt i søvn.
Abonner på:
Opslag (Atom)
